Kære du

Jeg tror, at de fleste kender til den måde du har det på. Hovedet ved måske godt, at det ikke er en god idé at være forelsket i en bestemt person, men det er ikke sikkert, at hjertet også ved det. Vi bestemmer desværre ikke selv, hvem vi bliver forelskede i, og derfor kan det være rigtigt svært at komme sig over en forelskelse. Men det er ikke umuligt. Det bedste, man kan gøre i sådan en situation, er faktisk, at begrænse sin kontakt med personen og så give det tid. Vores følelser er ikke konstante eller absolutte, og de ændrer sig over tid. Måske har du oplevet det før, hvis nogen har gjort dig ked af det. Man bliver ikke ved med at være ked af det, for med tiden går det over. På samme måde er det med en forelskelse.

Du skriver, at du er håbløst forelsket i ham, men at du også godt ved, at du burde lade være med at ses med ham i privaten, fordi han ikke er god for dig. Du skriver, at han i perioder bliver kold og ignorerer dig. Når du skriver det, kommer jeg til at tænke på, om du måske i virkeligheden er tiltrukket af ham, fordi et forhold med ham føles uopnåeligt? Eller om du, som mange andre kvinder, har en i virkeligheden meget omsorgsfuld forestilling om, at du kan hjælpe ham, hvis bare han vil lukke dig ind? Nogle gange bliver vi mennesker forelskede i den forestilling, vi har om folk. Mennesker er grundlæggende historiefortællere, og vi skaber vores egne historier om os selv og andre. Men det betyder ikke, at historierne eller forestillingerne altid er sande. Og det kan være rigtigt svært at indse, at den, man er forelsket i, ikke er den person man troede eller håbede på.

Du spørger, hvordan du kan undgå at lægge al din lykke på andre end dig selv. Det er der desværre ikke noget enkelt svar på. Som jeg forstår det spørgsmål, handler det om, at det er opslidende at din egen lykke og glæde afhænger af andre og deres evne til at gøre dig lykkelig og glad. Det kan jeg godt forstå, hvis du synes, og jeg kan godt forstå det, hvis andres tilstedeværelse i dit liv betyder meget for dig. Men jeg tror også, at det kan være vigtigt for dig at forstå, at du ikke kan lade andre mennesker være hovedpersoner i din egen historie. Med det mener jeg, at du ikke kan blive ved med at tilsidesætte dig selv for andre. Det kan være rigtigt svært at nå frem til et sted, hvor man føler sig så sikker på og tilfreds med sig selv, at man sætter sig selv først. Men det kan være en hjælp at betragte sit forhold til sig selv, som et venskab. I det venskab skal du både lære dig selv at kende og lære at værdsætte dig selv, på samme måde som du ville gøre med en veninde. Når man betragter sig selv på den måde, kan det være nemmere at få øje på sine egne gode kvaliteter og på det, som også andre værdsætter ved en. Hvis du er der for andre, hvorfor skal du så ikke også være der for dig selv?

Hvis du har mulighed for det, tror jeg, at du vil have gavn af at tale med en psykolog eller en coach. Det kan være rigtigt svært at tage ejerskab over sine egne følelser, og nogle gange kan en samtalepartner give en det perspektiv, som kan give en aha-oplevelse og være med til at ændre ens selvopfattelse. Det kan også være, at det kunne være en god idé for dig at se nogle af de IGTV videoer omkring kærestesorger og livsglæde, som influenceren Carla Mickelborg har lavet på sin instagram, eller lytte til hendes podcast Som Mor Siger. Det kan være en god form for hjælp til selvhjælp.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar. Hvis du har brug for at skrive med en rådgiver omkring din situation, så er du velkommen i vores SMS rådgivning på nummeret 25 80 60 60.

De bedste hilsner
Marie