Kære du.

Breakups er altid rigtig svære, og særligt hvis det ikke har været en fælles beslutning. Og endda endnu sværere hvis man føler sig nødsaget til at slå op pga. nogle omstændigheder, som man ikke selv er herre over - fx hvis man ikke føler sig accepteret af sin kærestes familie. På dit brev lyder det ikke til, at du føler, at I har slået helt op, men at der stadig er håb for at I kan finde sammen, hvis I finder en løsning på de to ting, der er et problem for din kæreste eller generelt jeres forhold. 

I forhold til dit første spørgsmål om, hvordan du kan vise ham, at du respekterer hans tro og ikke mente de ting, du sagde om islam, så kan det måske være svært, hvis han er helt overbevist om, at du ikke har den respekt, han ønsker. Men den bedste måde at overbevise en anden om, at man mener det man siger, er altid at vise det. Så måske du kan spørge ham, hvordan du kan vise ham, at du respekterer hans tro? Det kan også være, at du selv har nogle idéer til, hvad han ville sætte pris på. Det kan måske være at invitere ham på mad, hvor du laver hans livretter, det kan også være, at der er nogle traditioner fra islam, du ved han går op i, som I lave sammen. Bare det, at du gør en indsats og viser ham, at du respekterer hans tro, og faktisk synes det er spændende, det kan være, at det vil være nok til at overbevise ham. Men generelt lyder det til, at han ikke føler sig accepteret af dine forældre for den han er, og måske er grunden til, at han har svært ved at tilgive din kommentar, fordi han inderst inde er bange for, at du deler samme holdninger som dine forældre. Så det faktisk ikke handler så meget om kommentaren, men mere hans frygt for, om der faktisk er noget sandhed i det, fordi dine forældre eller far har svært ved muslimer. Er det mon noget, I har snakket om?

Du spørger også til, hvordan du kan få dine forældre til at skifte holdning om ham. Den kan være mere tricky, særligt når I faktisk ikke er sammen længere, fordi det måske ikke giver nogen mening for dine forældre, at han skal sove ved jer, hvis I ikke er sammen. Men jeg tænker, om du kan "invitere" dine forældre til en alvorlig samtale, hvor du fortæller om dine følelser for ham og hvor meget han betyder for dig, og måske bare generelt fortæller dem, at du forventer at få deres støtte og opbakning til den, du har valgt at være sammen med - uanset religion, etnicitet osv. osv. Jeg tænker, at det er vigtigt, at det er en dialog, som ikke udvikler sig til et skænderi. Du kan måske også starte med at spørge dem, hvorfor de har det som de har det med ham eller muslimer generelt, og forhåbentlig nå frem til, at de ikke kan generalisere mennesker på den måde.
Hvis I så finder sammen igen, kan det være, at du skal gøre en indsats for, at de lærer ham at kende fx ved at lave ting sammen. Men i sidste ende er det deres hus, og derfor deres beslutning om han må sove hos jer. Men jeg synes, at du skal tage en alvorlig samtale med dem om ham og generelt om dine forventninger til dem i forhold til din kæreste eller kommende kærester. Jeg tænker også, at du er i en alder, hvor du indenfor et par år flytter hjemmefra, og hvis det er i den nærmeste fremtid, kan det måske påvirke jeres forhold i den retning, at I ikke er så afhængige af dine forældres meninger og regler. Har du mon snakket med ham om det?

Endelig får jeg lyst til at sige til dig, at du også skal tænke på dig selv og passe på dig selv lige nu. Det er også okay, hvis du stiller nogle krav til ham og jeres forhold, så det ikke kun er på hans præmisser eller at han skal have opfyldt nogle krav for at I kan være sammen. Jeg kan anbefale dig at kigge på EtniskUng.dk hjemmeside, som er en rådgivning der arbejder med æresrelaterede konflikter. Det kan være, at de har nogle gode råd til eller input til, hvordan I kan arbejde på jeres forhold.  

Jeg håber, at du kan bruge mit svar.

Mange hilsner
Pernille