Hvad skal jeg gøre?

brevkassespørgsmål

Hvad skal jeg gøre?

brevkassespørgsmål af
Kathrine
22 år
Oprettet 2 år 4 måneder siden

Hej Cyberhus. Sagen er den, at siden jeg var 13 år har jeg været forelsket i en dreng fra min klasse. Har aldeig turde tale med ham, da jeg ikke vidste hvordan jeg skulle bære mig ad… Fast forward til gymnasiet hvor vi begge går og er ca 18 år. Jeg ender ud af det blå med at spytte ud jeg godt kan li ham, han siger han ikke har det på samme måde, og jeg bliver naturligvis trist og pinlig berørt senere…. I resten af gymnasie-tiden har det været lidt småakavet hvis vi passerede hinanden på gangene, han kigger meget efter mig og ser næsten lidt bedrøvet ud nogengange… Har altid gerne ville skrive til ham på facebook hvorfor han pludselig sender mixet signaler. Men ved ikke om jeg kan klare en afvisning mere… Vi er ikke just venner og kan ikke udmiddelbart møde op med ham da han er flyttet til en helt anden by efter gymnasiet. Men føler aldrig rigtig jeg fik en konklusion. Da han som sagt havde sendt mixet signaler i gymnasiet… Mit spørgsmål er så om jeg skal prøve at kontakte ham eller om det vil være for mærkeligt nu da jeg ikke har set ham i en del pr efterhånden og som sagt har vi ikke meget med hinanden at gøre. Ved godt jeg burde komme videre når det er så mange år siden, men kan ikke før det hele er total afsluttet, og den eneste måde ser ud til at være online på facebook… Help me please… Vh Kathrine

Svar: 

Hej Kathrine,

Jeg kan godt forstå du synes det er svært, når der er gået så mange år. Omvendt er det tydeligt, at det er noget, der stadig fylder for dig. Og som du selv siger, så mangler du noget "closure". 

Når man har den fornemmelse af at mangle afslutning kan man gøre to ting: 1. man kan vælge at acceptere, at sådan er det, og så tvinge sig selv videre eller 2. man kan opsøge den anden part, og se om man kan få en form for afslutning ud af vedkommende. Når jeg læser dit brev får jeg indtrykke af, at du har forsøgt dig med den første mulighed. Og endda længe. Men der er et eller andet, der blokerer og gør, at du ikke kan komme videre fra det. Og derfor, som du også selv er nået frem til, kommer mulighed 2 på tale.

Det kan sagtens være, at det vil være helt fint, at du rækker ud til ham, og prøver at få noget afslutning. Men inden du gør er det vigtigt at du gør dig nogle overvejelser.

Du skriver ikke noget om, hvor han er i sit liv i dag. Måske er han i et fast forhold, og er ikke interesseret i at blive kontaktet af en fra fortiden. Det kan også være, at han er single, og bare vil synes det er hyggeligt at du skriver. Jeg ved ikke noget om ham, så jeg kan ikke sige det. Men det er i hvert fald vigtigt at du gør dig nogle tanker om det. Og at du prøver at sætte dig i hans sted. Altså "hvordan ville jeg have det, hvis det var mig, der blev kontaktet?"

Det er også vigtigt at du gør det helt klart for dig selv, hvad det er du gerne vil have ud af at kontakte ham. Handler det om, at du er forelsket i ham, og gerne vil have noget med ham? Handler det om, at du godt kunne tænke dig, at han var en del af dit liv, måske bare på venskabeligt plan? Handler det om, at du bare gerne vil have den lukket én gang for alle? Eller handler det om noget helt fjerde? Det er vigtigt, at du gør dig nogle overvejelser om, hvad du håber på at opnå med at kontakte ham. Og det er også vigtigt at du er forberedt på, at det ikke er sikkert  at det går som du ønsker, hvis du kontakter ham. For eftersom I aldrig rigtig fik talt sammen dengang, kan det godt ske, at I har meget forskellige oplevelser af situationen, hvad der skete, og hvilke signaler (hvis nogle) I sendte til hinanden. Så du skal være forberedt på, at han kan ske at have oplevet situationen helt anderledes end dig.

Jeg kan ikke sige, om du skal kontakte ham eller ej, men hvis du vælger at gøre det skal du nok også overveje hvad du vælger at skrive. Personligt ville jeg i hvert fald synes at det var rimelig weird, hvis jeg ud af det blå fik en besked fra en jeg ikke havde talt med i årevis som skrev "hey, dengang jeg sagde jeg godt kunne lide dig, og du afviste mig, så sendte du nogle mixed signals efterfølgende - hvad lå der i det?". Men at få en helt nede på jorden "hey, du dukkede lige op på min radar, det er længe siden, how goes?"-besked ville jeg ikke umiddelbart studse over. Men igen, så kommer det an på, hvordan jeres relation var dengang, hvad jeres historik er, og hvor I hver især er i jeres liv nu.

Der er altså rigtig mange faktorer, der spiller ind. Igen kan jeg ikke fortælle dig hvad du skal gøre, blot opfordre dig til at gøre dig nogle grundige overvejelser, inden du foretager dig noget. For som udgangspunkt er der ikke noget i vejen for at kontakte gamle bekendte via facebook. Man skal bare gøre sig klart, hvad det er man ønsker at opnå med det. Og så skal man selvfølgelig gøre det respektfuldt over for den anden.

Jeg håber mit svar sætter gang i nogle tanker og overvejelser, som gør det nemmere for dig at træffe beslutningen.

Mange hilsner,

Siv

Sivs billede
Siv fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program