Hvad må man/ hvornår er man i et forhold?

brevkassespørgsmål

Hvad må man/ hvornår er man i et forhold?

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 4 år 9 måneder siden

Hej jeg er en pige på gym. Siden sommerferien (ca et halvt år siden) har jeg skrevet meget med en dreng. Ham bor ikke i Danmark og derfor er fysisk kontakt og møder ikke muligt på nuværende tidspunkt. Vi skriver hver dag til hinanden og fortæller om vores dag og så videre. Vi joker også nogengange med at vi er et gammelt ægtepar med vores børn og kæledyr.. Vi er ikke sammen og har heller aldrig snakket om det. Da vi startede med at snakke havde jeg noget med en anden og fortalte ham også om det, så jeg følte at jeg satte en grænse, men det blev aldrig til noget. Jeg synes det er svært at finde ud af hvad han ligger i forholdet. Vi er jo ikke sammen og har begge haft lidt med nogen andre, men jeg synes det er blevet sværere og sværere fordi han nogen gange virker lidt jaloux og sådan. Det er jo bare også rimelig røvet at dobbelt time og det føler jeg at jeg gør nogengange. Men jeg vil også gerne have en kæreste jeg kan hold i hånden og kysse ect. og det kan bare først ske langt ude i fremtiden hvis det er med ham. Jeg vil ikke spilde min ungdom hvis man kan sige det sådan. Ved ikke helt hvordan jeg skal have det med det. Undskyld det lange spørgsmål.

Svar: 

Hej med dig,

Først og fremmest vil jeg sige, at dine tanker og følelser er helt fair. Det er helt fair gerne at ville have en kæreste man kan holde i hånd og kysse osv., men samtidig er det også god stil lige at cleare luften med den fyr du skriver med.

Når man kun har skrevet sammen kan det nogen gange være svært at mærke, hvad den anden tænker, mener og føler. Eller det kan i hvert fald være svært at vide det. For måske tolker du det han skriver på én måde, men han har i virkeligheden ment det på en helt anden måde. Og så er det man misforstår hinanden, og kan komme til at tolke nogle beskeder forkert. Dog tænker jeg samtidig, at I har skrevet sammen længe og efterhånden må kende hinanden ret godt. Og derfor tænker jeg det er væsentligt at du lytter til din mavefornemmelse, når du får følelsen af, at I ikke er on the same page i jeres relation. Hvis jeg læser dit brev korrekt, så har du oplevelsen af, at han er mere følelsesmæssigt investeret end du er. Og det giver en skævvridning af relationen, hvor han nemt bliver jaloux, selvom du egentlig ikke synes der er noget at blive jaloux over - for i din optik er I ikke kærester.

Jeg tror det vil være en rigtig god idé, at du og fyren tager en samtale om hvad I egentlig er, hvad I gerne vil være, og hvor følelsesmæssigt investerede I hver især er. For mig at se har I begge to behov for at få lagt kortene på bordet igennem en ærlig snak om hvordan I har det og hvad I gerne vil. Måske finder I ud af, at I gerne vil det samme, og måske finder I ud af, at I gerne vil noget forskelligt. Begge dele er helt ok. Det handler ikke så meget om, hvad I finder frem til. Det handler mere om, at I har behov for at få afklaret jeres situation, så ingen af jer behøver at have dårlig samvittighed over for den anden.

Inden I tager snakken er det vigtigt at du gør det klart for dig selv, hvad det er du gerne vil. Mærk efter i dig selv, og stå fast på det du mærker. Når man bliver presset ude fra, og fornemmer at den anden bliver såret, har nogle mennesker en tendens til at slå køb på deres egne behov og følelser og i stedet please den anden. Det gør formentlig den anden glad, men problemet er, at man ikke selv bliver glad af det. Faktisk kan man ende med at blive temmelig frustreret og måske ligefrem ulykkelig. Og det har ingen forjtent. Heller ikke dig.

Det er vigtigt at du mærker efter i dig selv, og kun bruger tid og energi i relationer, der er gode for dig. Dermed ikke sagt, at du skal stoppe med at skrive med fyren. Det jeg mener er snarere, at du skal gøre det klart for både dig selv og for ham, hvordan du ser jeres relation, og hvordan du gerne vil have jeres relation skal være. Vær ærlig og sig, at du har følelsen af at dobbelt time, selvom I ikke er kærester, og at det ikke er særlig rart for dig. Og vær ærlig og sig, at du ikke helt ved hvordan du skal have det med alt det her. Jo mere ærlig du er, des bedre bliver jeres samtale, og des større er sandsynligheden for, at relationen lander et sted, hvor I er enige om hvad der foregår.

Jeg håber du kan bruge svaret. Held og lykke!

Mange hilsner,

Siv

Sivs billede
Siv fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program