16 år

Jeg har haft selvmordstanker siden jeg var 10, de er kommet forsvundet, kommet, forsvundet og kommet igen.

Hele mit liv har jeg været alene, jeg har kun haft en ven som har brugt mig som et beskidt legetøj, klar til at blive smidt ud for noget nyt. Udover det, var jeg mobbet frem til 5 klasse med mit udseende og da jeg var 8 døde min farmor, et halvt år efter begik min farmors bror selvmord, og et ekstra halvt år døde min farfar, året efter var det min farfar. Plus at mine forældre altid har skændtes og råbt af hinanden...

Da jeg var 11 skulle jeg til røgten undersøgelse fordi jeg havde i ondt i maven hver dag. Resultaterne kom. Der var ingenting. Så selvfølgelig skulle de spørge om der var noget andet galt og jeg sagde det. At jeg tænkte på selvmord. Min mor brød fuldstændig sammen.

Jeg kom til psykolog, hun kunne ikke få noget ud af mig og jeg var fjendtlig indstillet overfor hende. Så til sidst blev det hele droppet og jeg blev ladet være.

Jeg var alene og sad og læste bøger i timerne, talte ikke med nogen. En gang imellem var der nogle der kom over og spurgte mig om der var noget galt. Som en maskine svarede jeg "Nej" eller "Nej, har bare ondt i hovedet" og smilte et smil, for at få dem til at gå. Til sidst stoppede de med at spørge.

I slutningen af syvende klasse belsuttede jeg for at gøre noget ved jeg, for jeg var så dødelig træt af at være alene. Jeg prøvede og prøvede, men det blev aldrig bedre, det avr der hvor jeg besluttede mig for at tage på efterskole og hvis det ikke ville lykkedes der så ville jeg tage livet af mig i slutningen. Jeg kunne mærke min urokkelige beslutsomhed i mit bryst, det føltes godt.

På samme tid besluttede mine forældre at blive skilt. Det blev jeg glad for.

Så nu kommer vi til mit dillemma. Mens jeg har været på den efterskole er det hele gået ned af bakke. Jeg har fået kontaktet min sagsbehandler om en psykolog, for jeg kan simpelthen ikke klare det mere. Jeg har et dårligt forhold til min mor og alle i hendes familie bliver ved med at bebrejde mig det og spørge hvordan det kunne gå sådan. Min far er frustreret over at jeg vil tage livet af mig selv og bliver ved med at spørge mig hvad han skal gøre. Jeg har konstant humørsvingninger, men mest hvis jeg er glad, så bliver jeg pludselig ked af det eller depressiv over en lille ting. Jeg har virkelig lyst til at gøre det. Sige farvel, men samtidig er jeg bange. Jeg har også tænkt på bare at tage en overdosis piller, ikke nok til at dø, men nok til at jeg kommer på hospital/sygehus. Måske der ville folk begynde at lægge mærke til mig, vise mig den omsorg og kærlighed jeg så desperat længes efter! Jeg har haft den diskussion med mig selv et par gange. Ja/Nej, Ja/Nej. Men så tænker jeg hvilket forfærdeligt menneske jeg er, at tænke sådan noget. Jeg har tænkt på at cutte mig selv for bare at få en "dæmper" på mine tanker.

Her i forgårs var jeg til et møde på kommunen om en ny efterskole. Og bagefter hev hun mig og min mor til side og jeg spurgte hende hvornår psykologen evt. ville komme. Hun blev bekymret og sagde at det virkelig blev SÅ dårligt at mor måtte tage mig til lægen og at jeg skulle indlægges på psykiatrisk afdeling. Og selvom det er en stor ting og min mor var imod det, mærkede jeg en dyb glæde inden i. Jeg vil gerne derhen.... For alt det jeg har prøvet. For alt det jeg har kæmpet. Jeg er ved at give op. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, hvordan jeg skal handle eller hvad jeg skal tænke mer

Jeg vil bare ikke mer....