har brug for akut hjælp

brevkassespørgsmål

har brug for akut hjælp

Hej … Jeg har været i aflastning, siden jeg var helt lille, men kom i rigtig plejefamilie, da jeg var 6 år. Der var jeg i pleje i et år, så blev jeg flyttet til et andet sted, hvor jeg var i 7 år. Så kom jeg i pleje ved [noget familie], da jeg var ca. 13 år. Der har jeg næsten været i 6 år. Jeg har gjort nogle ting derude, som man ikke må gøre, uanset hvor man bor. Jeg har taget nogle ting, som ikke var mine. Har gjort det 4 gange, så nu ville de ikke have, jeg bor derude mere, så jeg bliver smidt ud. Ved ikke, hvornår det sker. De ville ikke tale med mig, de svarer ikke pænt. Nogle gange tænker jeg, at jeg ikke vil leve mere, for jeg føler, at der ikke er nogen, der hører på mig udover mine venner, men det er ikke nok. Jeg vil også have, at min familie hører på mig … P.S. Vil I ikke hjælpe mig? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, eller hvor jeg skal bo. Vil bo ved mine forældre, men min far er dranker, og min mor kan ikke gøre noget!!! P.P.S. Jeg bliver snart 18 år!!!

Svar:

Hej

Ja, det er ikke en rar situation, du er havnet i.

Der er flere ting, jeg vil råde dig til. Så kan du jo selv vælge, om du vil gøre det hele eller bare noget af det.

Først og fremmest skal du kontakte din sagsbehandler i kommunen, for du fylder snart 18 år, og så skal kommunen lave en plan for dig, som skal indeholde følgende:

- Om du har brug for efterværn. Efterværn kan være mange forskellige ting, bl.a. en kontaktperson, som kan hjælpe dig, når du flytter for dig selv. Planen skal laves i samarbejde med dig, og den skal tage hensyn til uddannelse, beskæftigelse og andre relevante forhold.
- Der er lavet en §50-undersøgelse på dig. Det er den plan, der fortæller, hvad for nogle mål der har været/er i forhold til, hvordan du gerne har skullet udvikle dig ... Denne plan har du set og læst.

Så alt i alt skal du altså kontakte din sagsbehandler og sammen med ham/hende finde en løsning på din fremtid. Det ville være godt, hvis du kender en voksen, som vil tage med dig til mødet. Du har ret til at tage en med - det kaldes en bisidder - som kan hjælpe dig med at få alt det sagt, du gerne vil sige. Bisidderen er også et par ekstra ører, og det er altid godt, at man er to, der har hørt det, der bliver sagt, især hvis du bagefter er i tvivl om, hvad der blev sagt.

Jeg synes også, at det er meget vigtigt, at du får snakket ud med din plejefamilie. Det er aldrig godt at flytte hjemmefra og være uvenner med familien. Det bedste er jo, hvis I i fremtiden også kan have glæde af hinanden.

Jeg kan godt se, at du ikke kan tage den snak med dem alene. Du kan spørge din sagsbehandler, om han/hun vil hjælpe dig med det, eller du kan spørge en anden voksen, som du stoler på.

Hvis du har mod på det, kan du også kontakte et af baglandene, se <a href="http://www.baglandet.org" target="_blank">www.baglandet.org</a>. De vil kunne hjælpe dig med råd og vejledning og måske også som bisidder, både til mødet med sagsbehandleren og til snakken med din plejefamilie.

Du skal huske, at der altid er en løsning på de problemer, du har og får. Det, der er mest vigtigt, er, at du snakker med nogen om det. Og som du selv siger, er det ikke altid nok, at vennerne forstår. Og det er aldrig en løsning at tage sit eget liv. Snak evt. også med din sagsbehandler om dine tanker om ikke at have lyst til at leve mere.

Når man er anbragt, har rigtig mange af os en følelse af at være alene. Det er, fordi vi ikke ligesom alle vores venner har en almindelig familie, men en erstatningsfamilie. Jeg kender godt den følelse. Hver gang den kommer, tænker jeg, at min plejefamilie jo engang har valgt mig. Det gør faktisk, at jeg ikke føler mig så alene.

Ja, det er de råd, jeg har til dig lige nu. Hvis du går i stå og ikke kan komme videre, så skriv igen, og så må jeg se, om jeg kan hjælpe dig videre.

Med venlig hilsen

Sisse Bøgild