Hej
 
Ja, det er ikke en rar situation, du er havnet i.
 
Der er flere ting, jeg vil råde dig til. Så kan du jo selv vælge, om du vil gøre det hele eller bare noget af det.
 
Først og fremmest skal du kontakte din sagsbehandler i kommunen, for du fylder snart 18 år, og så skal kommunen lave en plan for dig, som skal indeholde følgende:
 
- Om du har brug for efterværn. Efterværn kan være mange forskellige ting, bl.a. en kontaktperson, som kan hjælpe dig, når du flytter for dig selv. Planen <em>skal</em> laves i samarbejde med dig, og den skal tage hensyn til uddannelse, beskæftigelse og andre relevante forhold.
- Der er lavet en §50-undersøgelse på dig. Det er den plan, der fortæller, hvad for nogle mål der har været/er i forhold til, hvordan du gerne har skullet udvikle dig ... Denne plan har du set og læst.
 
Så alt i alt skal du altså kontakte din sagsbehandler og sammen med ham/hende finde en løsning på din fremtid. Det ville være godt, hvis du kender en voksen, som vil tage med dig til mødet. Du har ret til at tage en med - det kaldes en bisidder - som kan hjælpe dig med at få alt det sagt, du gerne vil sige. Bisidderen er også et par ekstra ører, og det er altid godt, at man er to, der har hørt det, der bliver sagt, især hvis du bagefter er i tvivl om, hvad der blev sagt.
 
Jeg synes også, at det er <em>meget</em> vigtigt, at du får snakket ud med din plejefamilie. Det er aldrig godt at flytte hjemmefra og være uvenner med familien. Det bedste er jo, hvis I i fremtiden også kan have glæde af hinanden.
 
Jeg kan godt se, at du ikke kan tage den snak med dem alene. Du kan spørge din sagsbehandler, om han/hun vil hjælpe dig med det, eller du kan spørge en anden voksen, som du stoler på.
 
Hvis du har mod på det, kan du også kontakte et af baglandene, se <a href="http://www.baglandet.org" target="_blank">www.baglandet.org</a>. De vil kunne hjælpe dig med råd og vejledning og <em>måske</em> også som bisidder, både til mødet med sagsbehandleren og til snakken med din plejefamilie.
 
Du skal huske, at der altid er en løsning på de problemer, du har og får. Det, der er mest vigtigt, er, at du snakker med nogen om det. Og som du selv siger, er det ikke altid nok, at vennerne forstår. Og det er <em>aldrig</em> en løsning at tage sit eget liv. Snak evt. også med din sagsbehandler om dine tanker om ikke at have lyst til at leve mere.
 
Når man er anbragt, har rigtig mange af os en følelse af at være alene. Det er, fordi vi ikke ligesom alle vores venner har en almindelig familie, men en erstatningsfamilie. Jeg kender godt den følelse. Hver gang den kommer, tænker jeg, at min plejefamilie jo engang har <em>valgt</em> mig. Det gør faktisk, at jeg ikke føler mig så alene.
 
Ja, det er de råd, jeg har til dig lige nu. Hvis du går i stå og ikke kan komme videre, så skriv igen, og så må jeg se, om jeg kan hjælpe dig videre.
 
Med venlig hilsen
 
Sisse Bøgild