Hej Astrid, 

Det er super godt, at du kommer ud med din frustration og spørger, når du ikke forstår, hvordan det kan være, at din plejelillebror er, som han er.

Jeg vil først sige, at jeg sagtens kan forstå, at det må være frustrerende, at du oplever, at han blive meget ked af det, når I fx er ude og handle og han ikke kan se dine forældre, eller at han græder, når du beder ham gå.

Det kan være svært at sætte sig ind i, hvad der foregår inden i ham, når man måske ikke selv har det eller har haft det på samme måde. Derfor vil jeg gerne prøve at komme med nogle tanker om, hvad der kan gøre, at han er, som han er og reagerer, som han gør. 

Du skriver selv, at han har levet anderledes og at du ved, at han har skulle flygte til sit værelse og har været bange. Når han er kommet i plejefamilie hos jer, så har han formentlig ikke haft det helt nemt eller godt derhjemme, som du også selv fortæller lidt. Jeg tænker, at det lyder til, at han ikke har oplevet at have det særlig trygt, men tværtimod har oplevet at blive efterladt og føle sig utryg og alene. Derfor kan det være et stort chok for ham, hvis han pludselig ikke kan se dine forældre, fordi der så ikke er nogen til at passe på ham. Måske har du selv prøvet at have følelsen af at være blevet væk, da du var mindre, og hvordan det kunne være ubehageligt, men samtidig oplevet, at dine forældre er dukket op igen, og det bliver godt igen. Sådan er det ikke sikkert, at han har haft det. 

Jeg kan sagtens forstå, at det kan være frustrerende, at du oplever en stor 8-årig dreng, som måske ikke opfører sig som enhver anden 8-årig. Hvis ikke man har været vant til at blive behandlet godt af andre mennesker, så kan det være svært at skulle være tryg ved nye mennesker, fordi man ikke kender til den følelse, som fortæller, at man er tryg og i sikkerhed. Det kan tage lang tid at blive tryg, så selvom jeg godt kan forstå, at det kan virke som langt tid, at han har boet hos jer i 5-6 måneder, så er det hele stadig nyt og nye følelser for ham. Derfor kan det være vigtigt, at dine forældre viser meget omsorg for ham. 

Jeg tænker, det vil være en god idé, hvis du kan tage en snak med dine forældre om dine tanker, som du har gjort her i brevkassen. Måske I kan sætte jer ned sammen på et tidspunkt, hvor I ikke bliver forstyrret, og du kan fortælle, hvad du tænker, og de kan prøve at give dig en bedre forklaring på, hvad der gør, at de er over for ham, som de er. Samtidig kan det være, at I kan lave en aftale om, hvordan de kan hjælpe dig til at håndtere ham, og hvordan du kan undgå nogle af de situationer med ham, som du ikke bryder dig om.  

Jeg håber, det var svar på dit brev. Du er velkommen til at skrive igen eller komme i vores 1-1 chat, hvor en rådgiver vil sidde klar til at chatte med dig, om det du har brug for.

De venligste hilsner,

Kathrine.