Grim

brevkassespørgsmål

Grim

brevkassespørgsmål af
??
14 år
Oprettet 5 år 5 måneder siden

Hejsa

til at starte med vil jeg sige at jeg er har utrolig dårligt selvtillid og selvværd. Jeg er glad for min krop, men mit ansigt er helt galt, når jeg kigger på andre piger er der ingen der er grimmere end mig. Jeg er den ‘grimme ven’ i veninde flokken og det er super, utrolig hårdt. Det er helt galt, for i grunden vil jeg ikke blive kønnere at se på eller det vil jeg jo, men det bunder jo i at jeg gerne vil have et bedre selvværd, jeg føler altid at jeg er grim, og jeg hader at tage ud og Shoppe med mine veninder fordi jeg hader at stå i et prøverum og kigge mig selv i spejlet. Jeg ved godt det lyder totalt ynkeligt, men det er virkelig hårdt at være grim. Hader specielt når folk siger at det er det indre der tæller, men hallo førstehåndsindtrykket falder på udseendet og hvis det man ser på ikke er kønt, er man jo ikke intereseret i personen. Så mit spørgsmål kommer her: Har du nogle råd til hvordan man får et bedre selvværd og kan være tilfreds med sig selv? Fordi lige i øjeblikket er det virkelig hårdt, især når jeg ikke tør at være en åben person og tage til fester osv. Fordi jeg er bange for at folk tænker at jeg er grim.

jeg håber at du kan bære over med mit selvhad og så tak fordi du gad lytte.

Hilsen mig.

Svar: 

Kære dig.

Mange tak for dit brev. Du fortæller, at du har utrolig dårlig selvtillid og et dårligt selvværd. Jeg kan godt forstå, at det er noget som fylder rigtig meget hos dig. Derfor er det også rigtig godt, at du har skrevet herind i vores brevkasse. Først og fremmest vil jeg gerne fortælle dig, at der er mange i din alder, som kan føle sig usikre på sig selv og kan tænke dårlige tanker om sig selv. For nogle er det en del af det at være teenager, fordi man begynder at være mere opmærksom på hvad andre tænker om, hvordan man ser ud og hvordan man er. Det er nogle tanker og følelser som kan være rigtig ubehagelige og som kan betyde, som du selv siger, at du altid føler dig grim, at du ikke tør være en åben person og tage til fester og andre ting. Det er vigtigt at huske på, at ens tanker og følelser ikke altid er sandheden eller virkeligheden. Dine tanker og følelser omkring at du synes at dit ansigt er helt galt, er et billede på, hvordan du oplever dig selv, og er altså ikke sandheden eller virkeligheden. Det betyder også, at jo mere du fokuserer på, at du synes at dit ansigt er grimt, jo mere vil det også fylde hos dig.

Du spørger, om der er nogle gode råd til, hvordan man får et bedre selvværd og kan være tilfreds med sig selv. Til det vil jeg sige, at det kan hjælpe, at prøve at tænke på nogle af de ting ved dig selv som du er glad for. Du skriver, at du er glad for din krop. Hvis du prøver at tænke på, at du er glad for din krop, hvordan den ser ud og det din krop kan, kan det være, at du kan glemme lidt, at du er ked af dit ansigt. Det kan være rigtig svært at ændre dit fokus fra at tænke dårligt om dit ansigt og til at tænke positivt om din krop, men samtidig kan det betyde, at du med tiden vil begynde at tænke mere positivt om dig selv, fordi det bliver mere og mere en vane. Du kan også prøve at tænke på, og fremhæve de ting ved dig selv, som du er glad for. Det kan være at du synes at du har noget pænt hår, nogle flotte hænder og igen som du skriver, at du er glad for din krop og så fokusere på det og fremhæve de sider af dig selv. Det kan også hjælpe at tænke på de ting ved dig selv, som du er glad for og som du synes, at du er god til. Det kan eksempelvis være, at du er en god veninde, at der er et fag i skolen du er særligt god til, en sport du godt kan lide, eller noget helt fjerde og så tænke på det, når du bliver ked af det og tænker meget over, at du altid føler at du er grim.

Det kan være rigtig svært at snakke med sine foældre eller sine veninder om, hvad man føler eller tænker om sig selv. Du skriver at du er den 'grimme' i venindeflokken. Det får mig til at tænke på, om du har prøvet at snakke med dine veninder om, at det er sådan du oplever dig selv? Du skriver også, at det er super utrolig hårdt at have det sådan, og det kan jeg virkelig godt forstå. Det er nogle rigtig svære og hårde tanker du går rundt med og har om dig selv. Hvis du ikke har lyst til at snakke med dine forældre eller dine veninder om det, er der måske en anden, som du er tryg ved og stoler på, som du kunne have lyst til at dele dine tanker og følelser med? Det kan i hvert fald være en rigtig god ide at snakke med nogen om, hvordan du har det. Du er også altid velkommen til at skrive i vores rådgivning i 1-1 chatten.

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar. Ha' en rigtig god sommer!

Kærlig hilsen Gro.

Gros billede
Gro fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program