Hej Daniel

Tusind tak fordi du skrev ind! Noget af det første jeg lagde mærke til i dit brev, er hvor forstående en ven du selv er. Du nævner din vens problematikker, og hvordan han ikke gør noget af det med vilje. Jeg føler jeg kan mærke hvor omsorgsfuld og sød du er, bare ud fra dit brev.

Og selvom det er vidunderlige egenskaber at have, er der desværre nogle problematikker i det også. Nemlig at man kan komme til at overse sig selv lidt i relationer og komme til at overskride sine egne grænser.

Når jeg læser dit brev, får jeg også en idé om, at der måske er nogle ting, du måske er kommet til at blande lidt sammen. For der er forskel på at forstå hvorfor nogen gør noget, også ”bare” at accepterer at noget gør ondt.

Lad os forestille os, at jeg træder dig over tæerne. Hvis jeg gør det med vilje, tror jeg godt vi kan blive enige om, at jeg er lidt en nar. Hvis jeg gør det ved et uheld, er jeg klodset. Men uanset hvorfor jeg gjorde det, så gør det stadig ondt på din fod.

Og lad os sammenligne det, med at din ven måske have svært ved at vurdere, hvad der er passende i sociale situationer.

Måske han har set dig grine lidt i nervøsitet, og tænkt at du ikke rent faktisk synes det er lidt sjovt? Måske er han lidt stolt over at vise andre, at han ved mere om dig end de gør, fordi I er bedste venner? Det kan også være, at han måske bare ikke tænker over konsekvenserne, når han bringer det op.

Men lige meget hvad ændrer intet af det på, at det gør ondt, når han laver jokes om ting, du har fortalt ham i fortrolighed. Og det gør selvfølgelig ondt.

Og hvis vi nu lige ser ind på de emner du nævnte, så er det jo ikke små ting overhovedet.

Du nævner selvskade, selvmordstanker og problemer med mad. Det er nogle meget sårbare ting at dele med et andet menneske. Når man fortæller sådan noget til en ven, gør man det jo, fordi man stoler på dem og har brug for en at dele det med.

Så jeg forstår virkelig godt, hvis du nogle gange fortryder, at du fortalte ham det, når han ikke respekterer fortroligheden, du har ret til i den her sammenhæng.

Så, hvordan skal man tage den herfra?

Jeg tror ikke nødvendigvis at du behøver at have en stor og alvorlig samtale med ham, for at komme igennem til ham. Det er nok en fin idé på et tidspunkt, for jeg tror måske det kunne være rart for dig at pakke lidt mere ud, hvordan det har såret dig. Men det kan være lidt svært, og det er ikke der vi behøver at starte.

Nogle gange virker det faktisk bedre at reagere helt konkret i situationen -og helt specifikt, kan det virke rigtig godt for mennesker med autisme/ADHD/en generel misforståelse af, hvordan grænser i sociale interaktioner hænger sammen. 

Næste gang han laver en joke om noget privat, kunne du måske bare sige noget som:

"Hey, det tror jeg ikke lige vi behøver tale om nu.", "Det er måske ikke super passende i samtalen.", eller noget i den stil. Det vigtige er bare at hive ham ud af øjeblikket, og give konkret feedback, så han ikke kan være i tvivl. For som du sikkert godt ved selv, så er det jo netop sådan noget, folk med diverse diagnoser kan have problemer med at forstå.

Hvis det er lidt for grænseoverskridende at tage i nuet, fordi der jo nok vil være andre til stede, så forstår jeg det virkelig godt. Og heldigvis kan man også sagtens tage en god samtale om det når i er alene, når I bare hænger ud sammen.

Noget af det svære ved den slags samtaler er, at vi ofte kommer til at fokusere på, om den anden person er god eller dårlig, eller om de gjorde det med vilje eller ej, uden det er meningen overhovedet. Og jeg tror det er vigtigt at undgå det så vidt muligt, fordi det er i virkligheden heller ikke det vigtige i samtalen. For det vigtigeste er jo, hvordan du har oplevet det og hvordan det har påvirket dig.

Du kunne måske sige noget i stil med:

"Jeg ved godt, du ikke prøver at være ond ved mig, når du joker med de her ting. Men jeg har brug for, at du stopper. Jeg fortæller dig de her ting, fordi du er vigtig for mig og jeg stoler på dig, men jeg kan mærke at det slider på vores venskab, når du joker med det. Jeg vil gerne have at det kun bliver mellem os, når jeg deler de her ting med dig."

Nu var du ret god til at formulerer dig selv i brevet herind til, så du kan sikkert finde på noget der er meget bedre selv. Nu ville jeg bare komme med et forslag til tonen, og for at vise at det ikke behøver ikke være super kompliceret. Faktisk tror jeg ofte, at jo mere konkret man er, jo nemmere er det for den anden person at forstå.

Hvis du synes det er svært at tale med ham om det, kan jeg virkelig også anbefale at skrive ham et brev. Som skrevet ovenfor, synes jeg du er rigtig god til at få dine følelser ud, samtidig med at du virkelig får skrevet frem, at du ikke tænker dårligere om din ven på grund af problematikken. Og hvis man giver ham et brev, er det en god måde, at du kan få lov til at få det hele ud, før han får muligheden for at afbryde og forsvare sig.

Nogle gange når man kommer med en konstruktivkritik til en ven, kan de nogle gange komme til at tage det personligt, kun høre det værste i beskeden, også forsvare sig selv og måske få samtalen ud på et sidespor. Gennem et brev er det lidt nemmere at holde sig til hovedpointen, fordi man har et anker at vende tilbage til. Derudover kan det måske give din ven en mulighed for at komme igennem den første ”defensive” følelse der måske kan komme, læse det igen, også indse at der jo stadig er kærlighed i beskeden. For det føler jeg der er.

Venskaber er noget, der skal dyrkes, hvis de skal holde hele livet. Lige meget hvor meget mennesker holder af hinanden, vil der komme konflikter og de vil blive uvenner. Det der får venskaber til at overleve disse, er modet til at tage samtalen og løse problemet.

Så i stedet for at tænke, at det er en akavet samtale der måske kan skade jeres venskab, synes jeg meget mere du skal tænke på det, som et skridt på vejen til at forblive venner hele livet. Og det er jo også noget du kan bringe op til ham. Du siger ikke, at du ikke kan lide ham mere eller ikke vil være venner mere. Du siger at du holder nok af ham til at tage samtalen, så jeres venskab kan blive ved med at vokse sig sundt.

Lige til sidst vil jeg skifte spor. Nu nævner du ikke meget omkring dine meget alvorlige problematikker, men du skriver du ikke har andre at tale med om dem end ham. Det er jeg virkelig ked af at høre. Ikke fordi der er noget galt med at betro sig til sin bedste ven, fordi det er jo helt naturligt.

Men selvskade, selvmordstanker og problemer med mad er tunge ting at gå rundt med alene. Og lige nu lyder det lidt som om, at du har lagt hele den opgave hos én person, som ikke er kvalificeret til at tage hånd om det på den måde det fortjener.

Så hvis der er én ting, jeg virkelig håber du vil overveje, så er det, om der findes en voksen i dit liv, som også kunne kende til nogle af de ting, du kæmper med. En forælder, en lærer, en studievejleder, en skolepsykolog eller en anden person, du har tillid til.

Det er store og tunge ting, og det er hverken fair for dig eller din ven, at det kun er noget, der bor mellem jer. Det er for stort et ansvar puttet på ham, og det er ikke nok hjælp til dig.

Hvis du ikke er klar til at tale om det med nogen endnu, så har Foreningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade (som lige har skiftet navn til Somenta) en rigtig god og gratis rådgivning man kan kontakte, indtil man har mod til at spørge om hjælp.

Hvis selvmordstankerne nogensinde bliver for store, eller du bare har brug for at tale med nogen om det, er Livslinjen også altid klar til at snakke.

Når, jeg kan se at mit svar blev lidt langt. Jeg håber du kan bruge det til noget. Hvis du kun tager én ting med fra det, så håber jeg, det er, at du godt kan forstå din ven og have medfølelse med ham SAMTIDIG med at du står ved dine grænser og siger fra. Og at de to ting står ikke i modsætning til hinanden, men tværtimod er opskriften til lange venskaber.

De bedste hilsner

Juni fra Cyberhus