Første kys

brevkassespørgsmål

Første kys

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 5 år 4 uger siden

Hej.

Jeg har aldrig kysset en pige før. Det fylder rigtigt meget og hæmmer mig voldsomt socialt og går i høj grad ud over min selvtillid. Jeg har flere gange været i situationer der sagtens kunne have endt i et kys. Jeg har mødt flere piger der har inviteret til at jeg skulle kysse dem. Alle gangene har jeg nærmest flygtet. Jeg får det rigtigt skidt og bliver ramt af kæmpe panik og skam. Jeg er helt vildt bange for at gøre det forkert og mest af alt blive afsløret som ham der aldrig har kysset før. Som 20 årig dreng føler jeg mig som den eneste i verden i samme situation. Det svære er også at finde andre i samme situation jeg tror ikke på at en pige med en masse seksuelle erfaring ville respektere mig når hun fandt ud af at jeg ikke engang har kysset før.

Alle mine kammerater scorer ofte når de er i byen og til fester og de snakker ofte om det. Jeg føler mig længder bagefter og slet ikke ligeså meget værd som dem. Jeg skammer mig over det. Jeg får det fysisk dårligt til fester når der bliver spillet "jeg har aldrig"  og jeg føler mig ofte udstillet og gjort til skamme i situationen hvor der snakkes om sex, scoringer og andet. Jeg er ikke tilpas når jeg er i byen og jeg har faktisk ikke været i byen i et halvt år, hovedsagligt fordi jeg ikke længere bliver inviteret med. 

Jeg føler ofte at mine tanker og frustrationer over dette bobler over, og jeg er NØD til at snakkerø med en ven eller anden om det, men jeg kender ingen andre i min situation. Derfor er det en sejr i sig selv at jeg skriver dette. Jeg ved ikke hvordan jeg kommer fri af denne situation. Jeg har ikke kysset før, derfor tør jeg ikke kysse. Jeg bliver voldsomt angst bare ved tanken om at bliver afsløret som komplet blank og uprøvet. Og jeg tror faktisk ikke på at jeg kan overkomme denne angst uden hjælp. 

Svar: 

Hej! 

Ja det er en sejr, at du skriver til brevkassen. Tak. Jeg tror der er flere end du aner, der ikke har kysset før. Det er langt fra alle, der går hurtigt til den.

Du fortæller meget beskrivende om dine kammerater, der scorer, når de er i byen og snakker meget om at score. Der er mange måder at nærme sig en scoring. Det lyder for mig, som om dine kammerater gerne vil blære sig og det er måske den måde de er sammen på. Du befinder dig ikke godt i det og det er okay.

Der er nogen unge, der aldrig går i byen, men er i sociale grupper som laver andet sammen. Derfor, stol på det du mærker. Du trives måske bedre i andre sociale grupperinger, hvor der ikke er et pres på scoring, druk m.m.

Du er angst for at kysse forkert. Jeg tror med alt det du tænker over gætter jeg, at du så gerne vil gøre det godt for den du  ønsker at kysse, så det kan kun blive godt. Der er ikke noget der er forkert. Det handler om at indleve sig i den anden og lave et samspil. I er to til et kys, så det er Jeres samspil, der skaber kysset. Et kys er intim og stå ved, at det er noget, der skal ske stille og roligt.

Tænk over om du  kan befinde dig i andre sociale netværk, hvor du kan slappe af. Stå ved den du er. Du er som du skal være. Det tager den tid til tager.

Held og lykke til

Anne-Sophie

Anne-Sophies billede
Anne-Sophie har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program