Første i klassen

brevkassespørgsmål

Første i klassen

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 4 år 8 måneder siden

Hej, jeg er en pige på 12 år og har fået min menstruation. Jeg bliver nogle gange ked af at jeg har min menstruation. Jeg ved godt at det er normalt at have mens, men jeg er også heletiden bange for at bløde igennem (om dagen). Jeg tror ikke at jeg er en af dem der bløder vildt meget, men det ser voldsomt ud når man kigger ned på bindet. Jeg bruger bind og ikke tampon, nu hvor jeg ikke har lyst til tampon. Jeg ville spørge om I har nogle gode råd til ikke at bekymre sig om sin menstruation?? 

Svar: 

Kære dig, 

Tak, fordi du skriver - du er helt sikkert ikke den eneste, der bekymrer sig om at bløde igennem og til tider er ked af menstruation. Det tror jeg faktisk, alle, der menstruerer, føler en gang imellem. Det er helt normalt at have det sådan, også selvom menstruation selvfølgelig er helt normalt og sundt. Selv hvis man ikke bløder så meget, kan det stadig godt være ret irriterende at have menstruation. Det kan være, man har ondt, og det kan være svært at slå ud af hovedet, om man nu er blødt igennem. 

Jeg tror, man med tiden lærer at mærke mere præcist, hvordan det føles at bløde igennem, og derfor slapper mere af. Man lærer med tiden, hvordan ens menstruation er - hvilke dage man bløder meget og skal tjekke lidt oftere, og hvilke dage man ikke bløder så meget. Det kan være rart altid at have et bind i tasken eller i lommen, så ved man, man kan skifte hurtigt. De dage, man bløder mere, kan man også vælge at have tøj på, hvor man ikke vil kunne se det, hvis man bløder (for eksempel sort tøj). Det kan give en ro. Mange kvinder holder øje og noterer deres menstruation, så de ved, hvornår de får den igen og på den måde er forberedt de dage, hvor menstruationen nok kommer. Man kan for eksempel bruge en app, som hedder Clue. 

Mit bedste råd tror jeg nu også er at øve sig på simpelthen ikke at være pinlig omkring menstruation. Det kan godt tage lidt tid at blive mere tilpas med sin menstruation og kunne snakke åbent om den, og for eksempel gå med et bind i hånden helt åbent i stedet for at gemme det i ærmet. Det bliver helt sikkert lettere, når dine veninder også har fået menstruation. Der er absolut ingen grund til, at man skal forsøge at skjule, at man har menstruation, for det er hverken ulækkert eller unormalt. Det er bare meget lettere, når man ikke skjuler det, for så behøver man heller ikke være så bange for at bløde igennem. Det er selvfølgelig træls, hvis det sker, men det behøver ikke være pinligt. Jo mere åbent, du snakker om din mens, jo lettere får du det også selv med den. Det bliver helt sikkert lettere med alderen, det lover jeg ;) 

Du kan læse mere om menstruation her. Og så håber jeg, du kan bruge mit svar, og ikke bekymrer dig alt for meget - det er der ingen grund til! 

Kærlig hilsen 

Sophie

SophieBs billede
Sophie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program