Kære T.

Hvor er det godt, at du skriver til os og rækker ud. Dit brev er fyldt med rigtig fine overvejelser og refleksioner, og jeg håber, at det måske også har kunnet give dig noget at sætte ord på, hvordan du har det lige nu. 

Det jeg lægger mest mærke til i dit brev, er din vekslen mellem håb for fremtiden, og samtidig en opgivethed ift. hvordan det kan lykkes at få det bedre. Jeg kan sagtens forstå, at når man har haft så mange perioder, som du har haft med selvmordstanker, selvskade, udfordringer fra din barndom, og ikke at blive mødt af dine forældre på en måde, som du burde, så kan det være svært at finde håbet for, at det hele nok skal blive bedre en dag. Det lyder som om du er gået meget selv med dine udfordringer igennem årene, og samtidig har haft en forventning til dig selv om, at du selv må klare dig igennem det. Måske fordi du ikke har oplevet at få hjælp og støtte hjemmefra? Jeg kan godt forstå, at du ikke har lyst til at snakke med dine forældre om, hvordan du har det, når du tidligere er blevet mødt med en "tag dig sammen" holdning. Rigtig mange, der er vokset op i familier med misbrug på den ene eller anden måde, kæmper med det hele livet. Det sætter dybe spor og ar at blive svigtet på den måde, og derfor er det også lidt forkert af mig at skrive "dine udfordringer", for jeg tænker egentlig, at en hvilken som helst person, der vokser op med svigt, vil have udfordringer. Det er ikke noget, man selv kan gøre for, men det afgørende er, hvordan man vælger at håndtere det.  Og jeg håber, at du kan prøve at se de ting, du kæmper med, som en konsekvens af din opvækst. Det er ikke dig, som person, der er svag eller ikke er skabt til det her liv. Du har fået meget sværere betingelser end andre til at komme igennem livet, særligt i de mere hårde perioder, og når man møder modgang. Og som du helt rigtig skriver, så er der mange forventninger til en jo ældre man bliver. Mange usagte forventninger, og mange forventninger vi måske også selv skaber til os selv. Forventninger kan være gode at have, da det også er med til at skabe motivation, men for mange eller for urealistiske forventninger, kan være med til at bremse os.

Når du fortæller lidt om, hvordan dit liv er lige nu, så tænker jeg, at det egentlig giver mening, at du oplever, at den her periode med selvmordstanker har været længere end de andre; du er flyttet for dig selv til et sted, hvor du ikke kender andre end dine medstuderende. Du er startet på et nyt studie, hvilket i sig er ret krævende. Du har fået et ansvar for dig selv, som for de fleste opleves helt vildt overvældende de første år, man er flyttet hjemmefra. Hele den kombination sammen med din historik gør, at du skal kæmpe lidt ekstra, selvom det lyder til, at du er glad for dit studie og de personer, du ses med. Men vi mennesker er ikke skabt til at være alene, og særligt ikke, når man har det svært. Det kan trigge noget, som fx selvskade, hvis man har historik med det, og det bliver sværere at stoppe, fordi der ikke er nogen til at distrahere en. Så jeg håber også, at du vil prøve at se dit manglende håb ud fra hvor du er henne i dit liv lige NU. Din livssituation kan meget vel ændre sig om et halvt år, hvor du måske har lært dine medstuderende bedre at kende, måske mødt nogle flere mennesker, fået nogle flere tætte relationer. Det er ikke til at vide, men lige nu kan jeg godt forstå, at det er svært når du er så meget alene. Det er ekstra udfordrende, og det ville det nok være for de fleste. Husk det! Jeg skriver det også for at sige, at jeg tror, at du har mange forventninger til dig selv, og bebrejder dig for, hvorfor du ikke bare kan have det godt, når du faktisk godt kan lide dit studie. Desværre er tingene ikke altid så simple, når man har meget med i bagagen. 

Med alt sagt, så synes jeg at det er vigtigt at du søger den hjælp, DU har brug for. Bare det at du skriver til os og har gjort dig tanker om at gå til lægen eller række ud til psykiatrien betyder, at du allerede har nået et stykke af arbejdet. Og selvom du synes det er svært at bevare håbet, så opfatter jeg alligevel dit brev som et tegn på, at du ønsker at finde det håb igen. Samtidig skriver du, at du allerede har en selvmordsplan, som du dog ikke har ressourcer lige nu til at føre ud, og at du ikke ser dig selv i live om fem år. Det gør mig ret bekymret, og derfor synes jeg, at du skal tage det alvorligt at række ud til professionel hjælp. Du har helt ret i, at psykiatrien er presset, og at man kan blive mødt med, at man skal have det så skidt som muligt for at få hjælp. Måske er det ikke stedet for dig lige nu, men du har også ret til behandling i psykiatrien. At systemet er presset, er ikke noget, som du burde spekulere på, for det er ikke dit ansvar. Men måske er det bedste du kan gøre lige nu, det er at snakke med en psykolog, som fx en psykoterapeut eller familieterapeut, der er specialiseret i barndom. For jeg tror, at dét er noget, du har brug for at arbejde med for at få det godt igen. Der er mulighed for at få gratis psykologhjælp! Jeg synes også, at det ville være godt, hvis du snakker med din læge. Så vidt jeg ved, skal man nemlig have en henvisning til psykolog fra lægen. Men uanset vil det være godt at høre, hvad en læge tænker om din situation. Det lyder som om, at du tænker, at du også vil være en belastning for dem, men husk på, at psykisk sygdom også skal behandles, som hvis du havde et ondt i ryggen eller lignende, som man tager til lægen for. Når du booker en tid kan du gøre det online, hvor du kan skrive lidt om hvad det handler om. Det kan gøre samtalen lidt nemmere, så I ikke springer direkte ud i selvmordstanker, men at du har det rigtig skidt fx.

Jeg kan også godt forstå, at du ikke har lyst til at tale med din veninde om det, hvis du er bange for at det vil ændre jeres venskab og at det er det sidste du har brug for, fordi det er dit frirum. jeg kan godt følge dig i, at det frirum du har med hende er vigtigt. Så længe det er et frirum, og at du ikke føler, at du skal sætte en facade på. For det er også vigtigt at kunne være sig selv med ens veninde. Men samtidig er det vigtigt, at du ikke går med de her tanker selv. Om det er at ringe til Livslinien eller skrive til os en gang imellem, så synes jeg du skal gøre det. Jeg lover dig for, at du hos os ikke bliver mødt med at du overdriver. Vi tager dig og din situation meget alvorlig, og vil meget gerne lytte til hvordan du har det. 

 Jeg ved godt, at det kræver hårdt arbejde at gå igang med processen og arbejdet med at få det bedre, og det kan virke rigtig uoverskueligt. Måske er det bedre at prøve at tænke det i små bider eller skridt. 1. skridt kan fx være at booke en tid ved lægen, eller undersøge noget mere om gratis psykologhjælp. Jeg tror ikke der er mange, der kan overskue et helt forløb, hvor man skal arbejde med sig selv, da det netop tager lang tid. Så der er intet at sige til, hvis du synes det er uoverskueligt at gå i gang og kæmpe for at få det bedre. Men fordi det virker uoverskueligt betyder det ikke, at det ikke kan lade sig gøre at få det bedre. Det er et skridt af gangen. Ofte meget små skridt. Og det er helt okay.

 Jeg håber, at du kan bruge mine tanker om din situtation, og vil prøve at være mindre hård ved dig selv, og i stedet huske på, at du fortjener at have det godt og få hjælp, ligeså meget som enhver anden person fortjener det. 

De bedste hilsner
Laura