Forvirret

brevkassespørgsmål

Forvirret

Hej. På forhånd undskyld for mit lange brev, men jrg har brug for lidt hjælp. Jeg har haft noget angst i et par måneder, jeg har ikke haft mod til at sige det til nogen jeg er lige gået ud af 9, og skal begynde et nyt sted efter sommerferien. Der er en voksen på det sted jeg gerne vil snakke med omkring det, men der er nogen spørgsmål som jeg lige ville høre om i kan svare på. 1. Vil person sige det videre til mine forældre. 2. Er der for tidligt når jeg lige er startet. 3. Det har været næsten væk i en uge har kun haft nogle får angstanfald, så jeg ved ikke om jeg skal sige noget. 4. Er nervøs for at begynde at græde fordi det fylder rigitg meget. 5. Om jeg overhovedet kan får det sagt. Jeg ved ikke hvorfor jeg har fået angst det kom bare lige pludselig jeg opdagede det ved at jrg begyndte at ryste, blive lidt svimmel. Hvis nogen går for tæt på mig og så så jeg lidt youtube om hvad det kunne være. Jeg har Ikke lyst til at snakke med min læge om det da det ikke er en god læge. Det er ved nogle bestemte personer mit angst kommer tit ved, og en af de personer er den person jeg gerne vil snakke med om det. Og jeg synes ikke jeg kan sidde og sige til person at det kommer ved ham/hende. Jeg er også meget nervøs får at får et angstanfald når vi sidder og snakker. Men på forhånd tak for hjælpen😀.

Svar:

Hej du

At række ud og bede om hjælp kan være rigtigt svært. Derfor synes jeg, at det er rigtigt sejt, at du har mod på at række ud her i brevkassen efter hjælp til noget, som virker enormt sårbart for dig. Du stiller flere spørgsmål i dit skriv, og jeg vil gøre mit bedste for at besvare dem her nedenunder.

1. Det er svært at sige, om den voksne vil fortælle dine forældre om jeres samtale. På den ene side kan jeg godt forstå dig, hvis du gerne vil have, at samtalen er fortrolig. På den anden side har den voksne et ansvar overfor dig og dine forældre for at gøre opmærksom på, hvis du mistrives, så du kan få hjælp. Det kan være, at den voksne vurderer, at det er bedst, at samtalerne er fortrolige for nu, hvis han/hun kan hjælpe dig med angsten. Det kan også være, at den voksne vurderer, at du har brug for mere hjælp end det, han/hun kan give dig. Men jeg tror dog uanset hvad, at den voksne vil spørge dig først, om du er okay med, at dine forældre bliver informeret, inden han/hun ville tage en snak med dine forældre om din angst.

2. Nej, det er aldrig for tidligt at bede om hjælp! Jo tidligere man får hjælp jo bedre. Det kan være rigtigt svært at tøjle sin angst på egen hånd, og derfor kan man risikere, at den bliver værre, hvis man ikke får hjælp til det. Til gengæld findes der rigtigt mange gode metoder til at tøjle angsten, så hvis du har mod på at række ud efter hjælp, så er der rigtigt gode chancer for, at du kan komme angsten til livs!

3. Angst kan både komme i perioder (fx hvis man er særligt presset eller stresset i en periode) eller være til stede hele tiden. Selvom du måske har en "god" periode lige nu, hvor angsten ikke fylder så meget, så kan den sagtens vende tilbage med fornyet kraft. Derfor vil det stadig være en god idé at fortælle en voksen om angsten, selvom du har det OK lige nu.

4. Jeg kan godt forstå, hvis angsten fylder meget for dig. Angsten kan være svær at styre og kan opstå lige pludseligt og i mange situationer. Det kan gøre, at det bliver svært eller føles ubehageligt at være i nogle situationer, og måske at man faktisk helt trækker sig fra dem for at undgå følelsen af angst. Angsten kan fylde så meget, at det kan blive svært at gøre de ting, man gerne vil - og det kan jeg godt forstå, hvis du er ked af. Derfor tænker jeg også, at det er helt naturligt, hvis du kommer til at græde. Nogle gange kan det være rart at få afløb for sine inderste følelser. Og det kan også være rart at få delt det, der er svært, og blive trøstet, fordi man så ikke længere er alene med det.

5. Det kan være svært at fortælle andre om, hvordan man har det - særligt hvis man ikke har det godt. Alligevel har du allerede haft modet til at række ud efter hjælp herinde! Jeg ved godt, at det måske er noget lidt andet at dele og bede om hjælp herinde, men jeg tror, at det kræver lige så meget mod, som at fortælle en voksen om det. Hvis det er rigtigt svært for dig, kan det være, at du kan læse noget af dit brevkassespørgsmål op for den voksne? Eller det kan være, at du kan forberede et andet skriv, som du kan læse op for den voksne? Nogle gange kan det være rart at have noget at støtte sig til. Det kan gøre det nemmere at få sagt det, man gerne vil, og at man husker at få sagt det, man har brug for. Det kan også være en mulighed, at den voksne selv læser dit skriv, og at I kan tale sammen ud fra det.

Nogle gange kan det hjælpe at huske sig selv på, hvor rart det vil føles bagefter, når man har fået fortalt en voksen om det, der er svært. Det kan være, at du vil føle dig lettet, glad, afslappet eller rolig bagefter? Som regel bliver angsten også mindre ret hurtigt, for kroppen har ikke lyst til at være angst i særligt lang tid ad gangen. Så selvom man måske er mega angst først i samtalen, så vil angsten falde af sig selv med tiden. Det kan være at det kun tager 5 minutter, eller det kan være, at der går 15 minutter, før angsten er faldet ned igen - men angsten vil falde uanset hvad. Det kan være rart at vide på forhånd, så man måske ikke lader sig stoppe af, at angsten melder sig på banen.

Jeg håber, at du nu har mod på at fortælle den voksne om, hvordan du har det, så du kan få hjælp til at tøjle angsten. Jeg sender masser af god energi i din retning!

De bedste hilsner
Marie