Kære Johan,

Øv, det lyder ikke rart, at du har haft selvmordstanker de sidste seks måneder. Og jeg kan godt forstå, at du bliver forvirret over hvorfor du får dem, for på papiret ser det jo ud til, at du har det fint. Men uanset hvor fint det ser ud til at man har det, uanset hvor mange venner man har, hvor meget man føler sig elsket og hvor godt man klarer sig i skolen, så kan der stadig være noget, der gør, at man ikke trives, og, som dig, får selvmordstanker. Men spørgsmålet er hvad det "noget" er.

Det er umiddelbart svært at sige, hvad der er årsagen til dine selvmordstanker, men måske er der et eller andet i dit liv, som ikke er som du gerne vil have, at det skal være, og som går dig på. Måske er der noget blandt dine venner, måske er der noget der hjemme, måske er der noget i skolen - også selvom du klarer dig godt på de områder og derfor burde trives. Men måske er det lige netop det. Fordi selvom du ser ud til at have alt det du har brug for, er det ikke ensbetydende med at du trives. Og måske netop fordi du føler du burde trives, fordi du har så meget godt omkring dig, så kan det ramme endnu hårdere når du så mærker, at du ikke gør. Det er der intet unormalt i. Og det er naturligt, at man kan få nogle dystre tanker, når man ikke trives.

Derfor gør det mig rigtig glad at læse, at du gerne vil tale med nogen om dine tanker. For det er ikke meningen, at en 13-årig dreng skal have selvmordstanker. Og det bedste man kan gøre, når man har selvmordstanker, er at tale om dem. Om det er dine forældre, en lærer eller en god ven/bekendt du fortæller det til er helt op til dig. Der er ikke som sådan nogen, der er bedre at vælge end andre. Det vigtigste er, at det er én du stoler på, én der vil lytte til dig, én der kan støtte dig, og én der vil gøre hvad han/hun kan for at hjælpe dig. Og det kan du bedst selv mærke efter, hvem det er. Måske, når du har fortalt det til den første person, så har du lyst til at fortælle det til én mere. Det er helt fint. Det må du gerne. Igen er det helt op til dig, hvor mange du gerne vil have, der skal vide det, og hvor mange du har lyst til at tale om det med.

I forhold til hvordan du skal sige det, tror jeg, at det er bedst at tale lige ud af posen. Fortæl at du længe har gået med nogle tanker, som ikke er rare at have, og fortæl så om, hvad det er for nogle tanker. Fortæl at du undrer dig over, hvorfor du har dem, og fortæl at du ikke ved hvad du skal stille op med dem. Jo mere du fortæller, og jo mere ærlig du er, des lettere vil det være for den du fortæller det til at hjælpe dig.

Jeg synes det er virkelig sejt af dig, at du har skrevet her, og jeg synes det er virkelig sejt, at du har mod på at fortælle nogen om, hvordan du har det. For det er ikke meningen, at du skal have selvmordstanker, og du skal bestemt ikke gå med dem alene.

Rigtig meget held og lykke og alt det bedste til dig!

Mange hilsner,

Siv