Forfærdelige tanker og personlighedsforstyrrelse?
Forfærdelige tanker og personlighedsforstyrrelse?
Hejsa. Kort introduktion, Jeg har faktisk haft det forfærdeligt her det seneste år og er begyndt at tænke meget over hvad jeg egentlig fejler, og hvorfor jeg har det som jeg har det. Og syntes måske mere end nogensinde at jeg fortjener at være nedtrykt og have det skidt. Jeg indså de tanker jeg havde som 13-14-15 årig var meget modbydelige og rendyrket ondskab. Det var som regel tanker og planer som var rettet mod uskyldige. De har heldigvis aldrig udviklet sig til mere end tanker. De er forsvundet mere og mere henover årene, men nogen gange kommer de stadig tilbage og fanger nogen gange mig selv i at tænke modbydelige og meget perverse ting, også om familie, men sjældent. Det er ikke fordi jeg ønsker at gøre skade på dem eller udnytte dem. Jeg har måske også været meget paranoid som ung teenager. Også tilbage i samme alder har jeg oplevet at min far har haft inviteret mig ud på en køretur, og har helt oprigtigt troet at det var fordi han ville slå mig ihjel. Den samme paranoide forskrækkelse har også vist sig her i 15-16 års alderen, hvor mig og 2 andre kammerater var ude hos en af dem. De satte gang i brandeovnen, imens jeg sad nede ved et bord. Den ene tager en "pejse stang?", et langt stykke metal og sætter ind i brandeovnen, tilfældigt kommer den anden hen og ville lave sjov med mig. Han tager fat i begge mine arme og låser dem. Jeg var oprigtigt bange for at jeg skulle stemples med en brandvarm metal stang. Det lyder dumt, fordi det virker meget som noget der sker på film, men i situationen gik jeg fuldstændig oprigtigt i panik og begyndte meget voldsomt at komme fri. Jeg malede helt per automatik det billede inde i hovedet. Det er gamle venner, jeg har kendt over en lang periode men alligevel troede jeg at de ville skade mig. Det samme gælder selvfølgelig for det med min far. Jeg har måske haft et skænderi med min far, men ingen oprigtig grund til at tro de ville skade mig, men alligevel fik jeg malet det billede hvor jeg blev alligevel. Jeg har også opsøgt forfærdelige ting på internettet af egen fri vilje gennem årene. Jeg har naturligvis ændret mig meget over årene og føler ikke mig paranoid mere, samme med tankerne. Men noget af det hænger alligevel stadigvæk fast. Jeg kan stadig tolkes som lidt kold og fraværende, ikke rigtig rig af følelser, også i sociale sammenhæng. Jeg skal praktisktalt have flået negle af før jeg åbner op og snakker om følelser. Jeg har selv prøvet at få det hele til at hænge sammen, men det lykkedes ikke. Jeg ser mig selv som et særtilfælde og mindre menneske end alle andre, fordi hvem fanden kan have sådan nogle forfærdelige tanker, og så især om sin egen familie. Det hele kortslutter bare og så tilbage til den normale hverdag. Jeg føler mig, for mangel på bedre ord helt ude at skide, altså hjernen er bare røget ud af vinduet. Det er noget som kan plage mig rigtig meget. Jeg ser mig selv som et decideret ondt menneske, men jeg ville jo aldrig gøre nogen fortræd, især ikke min familie. Forhåbentlig har jeg ikke skræmt jer væk, men det var dejligt for en gang skyld at få lettet hjertet og ikke føle at jeg står fuldstændig alene.
Hej du,
Hvor er det dejligt at du rækker ud og deler dine tanker åbent herinde på brevkassen. Du er modig og stærk for at beskrive dine svære oplevelser, og vi er glade for at du søger hjælp herinde.
Definerer tanker os som mennesker?
Det virker som om, at du har haft de her overvældende tanker og oplevelser, der har påvirket dig længe, hvilket må være svært for dig at gå rundt med alene. Jeg kan sagtens forstå den forvirring, det kan føre til. Først og fremmest er det vigtigste for dig at vide, at selvom dine tanker kan være onde, er det ikke ensbetydende med, at du er et ondt menneske. Tanker behøver ikke at forbindes med handlinger, så der kan du være helt rolig. Tanker definerer ikke alene, hvem vi er som mennesker.
Desuden er det også vigtigt at du ved, at det ikke er unormalt at bære på nogle usædvanlige tanker. Mange mennesker oplever forstyrrende eller uønskede tanker på et tidspunkt i deres liv, hvilket kan afspejle den livlige fantasi, vi har som mennesker. Det kan også være et resultat af angst eller stress, vi føler i kroppen, der påvirker vores processerne i vores hoved. Grunden til, at det kan føles som om du er den eneste, der bærer på det, er fordi mange går rundt og skjuler, hvad der foregår oppe i hjernen. Det kan være, at du måske på samme måde har skjult det for din omgangskreds eller familie.
Paranoide episoder
Jeg kan fornemme desuden, at der er noget der plager dig meget, når du beskriver at nogle perverse og modbydelige tanker fra da du var yngre, der stadigvæk dukker op hos dig i dag. Det kan være, at der er noget fra din fortid, der fylder meget i dine tanker, og derfor er det stadigvæk aktuelt. nu. Ud fra de oplevelser du beskriver, virker det som om, at du har haft nogle oplevelser af paranoia, hvilket har skabt en uro og frygt for dig. Det kan være meget skræmmende at tro, at ens familie eller venner vil gøre skade på en. Det er ikke ualmindeligt at opleve disse episoder, og det kan måske afhjælpes ved at tage fat i en professionel for at undersøge det nærmere.
Hvad kan man gøre ved disse tanker og følelser?
Jeg kan sagtens forstå, hvorfor du føler, at det er vanskeligt at åbne op om sine følelser, og at du kan føle dig kold og fraværende somme tider. Når ens hoved er fyldt med overvældende tanker, er det naturligt at finde udfordringer ved at dele sine tanker. Når det så er sagt, er det dog stadig vigtigt, at du ikke går rundt med disse følelser alene, fordi ellers vil du fortsat opleve de vanskeligheder som du gør nu. Der er heldigvis forskellige muligheder for at finde hjælp:
Først og fremmest vil jeg anbefale at tale med en professionel. Selvom det kan være svært, så kan en psykolog eller terapeut hjælpe dig med at forstå og arbejde igennem dine tanker og følelser. De er uddannede til at håndtere sådanne situationer og kan give dig værktøjer til at tackle dine tanker og bekymringer.
Hvis en psykologsamtale er for stort et skridt at tage, så vil jeg anbefale at tale med en betroet person. Hvis der er nogen i dit liv (f.eks. en ven, familiemedlem eller en lærer), du føler, du kan stole på, kan det være en stor lettelse at dele dine følelser med dem.
Desuden eksisterer der selvhjælpsgrupper, hvor du kan møde andre, der har oplevet lignende ting. Det kan være meget gavnligt at høre, hvordan andre håndterer deres udfordringer.
Sidst men ikke mindst vil jeg anbefale at skrive nogle af disse tanker ned et sted. Det kan nogle gange være en kæmpe hjælp, når man sætter alt det negative (også det gode) fra hovedet og placerer det ned på skrift, så man kan få overblik over situationen. Det kan være, at det kan give dig en lettelse, hvis du har svært ved at tale med andre omkring det.
Til slut vil jeg minde dig om, at det er helt naturligt at føle sig ude af balance, når man har oplevet svære tanker og følelser. Du er ikke alene, og der er mange, der har lignende oplevelser. Det er et vigtigt skridt, at du har delt din historie, og det viser, at du er villig til at arbejde på at få det bedre. Husk, at tanker ikke definerer, hvem du er som person. Du har allerede taget et stort skridt ved at skrive her, og derfor er der håb forude for dig :)
Venlig hilsen,
Samara fra Cyberhus