Jeg har i dag indset at det er bedre at være ensom end at være sammen med personer der tapper på ens selvværd. 

Jeg har i meget lang båret på nogle følelser som jeg ikke har delt med nogen. Det drejer sig om når jeg er sammen med andre mennesker, eksempelvis familie og nogle venner, så sker det tit at de ikke vil lytte om jeg har noget at sige. Jeg er ikke en person der tit råber højt hvis jeg har noget på hjertet, men de få gange jeg gør, så bliver der ikke lyttet til mig. Jeg føler ikke jeg får nok anerkendelse selvom (undskyld janteloven) jeg ved nogle ting bedre end dem på nogle punkter. Folk  taler kun om deres egne bedrifter, og ser bort fra de ting jeg kan og gør. Jeg er slet ikke typen der praler med mine egne kundskaber, jeg har bare virkelig fået nok, derfor kommer alt dette på en anonymt medie. Alle fremstår bedrevidende, jeg har bare virkelig fået nok. Jeg er desuden træt af at de skal pointere mine dårlige sider konstant. Det ødelægger mit humør og livsglæde. 

Jeg har derfor indset at når jeg er sammen med andre, så er jeg alligevel ensom, selvom jeg har mennesker ved min side. Grunden til jeg er ensom skyldes jeg ikke får den anerkendelse og interesse jeg burde få når jeg er sammen med dem. Når jeg er bogstavelig talt ensom så er der i det mindste ikke nogle som tapper på mit selvværd. Jeg kender min egen værdi. Jeg vil ikke tillade andre at mindske dens værdi.