Bedste måde at dø på?

brevkassespørgsmål

Bedste måde at dø på?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 4 år 8 måneder siden

Før jeg begynder, vil jeg godt lige på forhånd sige, at i ikke behøver svare "det rigtige" på mit spørgsmål. Dvs. fx at give mig en masse links til forskellige sider med hjælp til selvmordstruede. Jeg har ingen fremtid, er 100% sikker på min beslutning. 

Jeg gider ikke leve mere. Føler at alle ser mig som svag, grim og dum, og at ingen ville savne mig hvis jeg forsvandt. Har aldrig overvejet at søge hjælp, da det altid er det samme lort folk lukker ud når de vil "hjælpe". Har overvejet enten at drikke klor, eller blande en masse forskellige piller med alkohol. Har læst mig frem til, at piller skulle være forholdsvis smertefrit, men ikke altid effektive. Klor er derimod næsten altid effektivt hvis man optager en vis mængde, men det er vist også rigtig smertefuldt. Vil selvfølgelig gerne undgå mere smerte end nødvendigt, så ville bare høre om i havde nogle svar på hvor stor chance der er for at dø, hvis man blander fx en masse panodiler og en kæmpe mængde alkohol? Ved godt det ikke er fair af mig at stille sådan et spørgsmål til en brevkasse af alle steder, men som i nok kan forestille jer, er det utrolig svært at finde noget om den slags på nettet. Som sagt, er jeg sikker på min beslutning, da jeg ikke er noget værd.

Help a girl out please.

Svar: 

Kære du. 

Jeg vil gøre mit allerbedste for at hjælpe dig, men jeg kan ikke vejlede dig i, hvordan du kan tage livet af dig selv. Det jeg i stedet kan, det er, at jeg kan fortæller dig, at jeg er så ked af at høre, at du er et sted i dit liv, hvor alting føles så svært, at den eneste løsning, som du kan se for dig er døden.

Ingen fortjener at have det, som du har det, og jeg ved godt, at det måske er én af de sætninger, som du tænker, at alle siger, men som få måske mener. For det er tydeligt for mig, at du ikke føler dig elsket lige nu, når du fortæller, at du ikke tror, at nogen vil savne dig. Jeg ved, at det kan føles sådan, og jeg forstår, at det så kan føles som om, at man ikke er noget værd. Men det er du. Du er noget værd, og det ved jeg, at du er, fordi der er ingen mennesker, som er mere eller mindre værd end andre. Vi fortjener alle at have det godt, også dig, selvom du måske ikke selv tænker det lige nu. 

Og jeg forstår godt, at du tænker, at du ikke er noget værd, for når vi har det svært, så ved man, at ens hjerne automatisk begynder at tænke disse tanker. Så begynder vi at lægge mere mærke til de svære ting, og ubehagelige ting, og vi ser ikke længere de gode ting i vores liv. Vi begynder også at tænke mere negativt om os selv, end vi har gjort tidligere, og så bliver det hurtigt en rigtig ond cirkel, som det er så vanvittig svært at komme ud af igen uden hjælp. Men heldigvis er der hjælp at hente. Jeg ved godt, at det ikke er det, som du gerne vil høre. Men jeg fortæller dig det, fordi jeg har mødt mange unge, som ligesom dig har tænkt, at det aldrig vil blive bedre igen, men det kan det, og det er jeg også sikker på, at det kan for dig, hvis du rækker ud efter hjælpen.

Når det så er sagt, så vil der  være måske hjælp, som kommer af gode intentioner, men som ikke egentlig hjælper dig alligevel, men der vil også være hjælp, som kan give dig de redskaber samt den støtte og omsorg, som du fortjener, så du kan få det bedre. For nogen er den mest meningsfulde hjælp at tale med én, som de kender i forvejen. Det kan være forældre, andre familiemedlemmer, en lærer eller en anden voksen, som de føler sig trygge ved. For andre er det mest meningsfulde at tale med nogen, som de ikke kender på forhånd. Her kan det for eksempel være en psykolog eller en rådgivning såsom vores chat her på Cyberhus eller Livslinien, hvor der sidder rådgivere både i chat og telefon, som arbejder med mennesker, der har selvmordstanker, og som er enormt dygtige til det, som de gør. 

Som sagt så ved jeg godt, at det ikke var det, som du egentlig søgte svar på, men jeg vælger at svare, som jeg gør, fordi jeg synes, at du fortjener at få det bedre, og fordi jeg føler mig helt sikker på, at der er hjælp, som kan give dig lysten til livet tilbage. Og den fortjener du ligeså meget som alle andre. 

Jeg ønsker dig alt det bedste i verden. Jeg sender tusind knus din vej, og jeg håber, at du har mod på at give det en chance. Husk at du er noget værd, og at du altid er velkommen her hos os. 

Varme og positive tanker, 

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program