Kære du,

Tusind tak fordi du er så modig, at du deler så svære ting med os her på Cyberhus. Det lyder som en virkelig svær situation, du står i, og jeg kan virkelig godt forstå, hvis du føler dig lidt håbløs.

Når du spørger, hvordan det kan være, at du har så svært ved at finde glæden i livet, så tænker jeg på, at du er 19 år gammel og kun lige er startet på din livsrejse. Kære du, tag en dyb indånding. For 10 år siden var du 9 år gammel. Du har mange, mange år endnu til at finde ud af, hvad du vil, hvor du vil hen, og hvad du vil lægge dine kræfter i at opnå. Jeg kan berolige dig med, at der er rigtig, rigtig mange, der har det ligesom dig, når de er ved at blive unge voksne, og det føles som om alle andre har styr på deres liv. Du er ikke den eneste. Selv granvoksne kan hurtigt komme til at føle, at de spilder deres liv, og de ikke er på vej nogle steder hen. Det er okay at have det sådan. Men det er ikke rart.

Da dit brev indeholder mange ting, så vil jeg lige nævne overfor dig, før jeg går videre til de mere følelsesladede dele af brevet: Du kan vælge om. Du må godt starte forfra. Er du ikke glad for dit arbejde, så se, om du kan finde et andet sted, du bedre kan lide. Er det faget, du ikke kan lide? Kig efter, om der er andre uddannelser, der hiver lidt mere i dig. Det er okay at indrømme, at de drømme man gik med ikke passede med virkeligheden, når man så endelig stod der. Det er ikke et nederlag, tværtimod! Det er at være hudærlig med sig selv og sine omgivelser. Du har ikke spildt tiden, for hvis du ikke prøvede, hvordan skulle du så vide, at du ikke blev så lykkelig, som du troede? Intet her i livet af spild af tid. Vi bærer erfaringer med os, og vi lærer hele tiden. Erfaring er guld værd, kære du! Det er så meget mere end penge og success. Alle bliver til noget, men vejen er helt unikt vores egen at finde og gå. Også dig.

Når det så er sagt, så lyder det også til, at det er mere end bare en frygt for at spilde dit liv, du kæmper med. Du nævner, at du har virkelig svært ved at fortælle andre, hvordan du virkelig har det. Du nævner, at du bliver nemt sur og irriteret, men at du på arbejdet har en "maske" på, hvor du er glad og jokende, selvom det slet ikke er det, du reelt føler. Desværre er det ikke sådan, de fleste har det til daglig. Det nævner jeg fordi, du netop nævner at du godt ved, livet har op og nedture. Du er ikke forkert, kære du! Det skal du virkelig vide. Det, du beskriver, kunne lyde som tegn på en depression - altså mere end "bare" dårligt humør og dårlige dage. Herinde er vi ikke læger, og du må huske på, at når jeg nævner det, så er det bestemt ikke en diagnose. Det er blot for at fortælle dig, at det, du beskriver i dit brev, lyder til at være mere end bare at have det dårligt. Heldigvis er du ikke alene her. Der er veje at gå - men det kræver, at du er virkelig modig og virkelig, virkelig går imod din egen tilbageholdenhed.

Vejen frem er at fortælle det til nogen. 
Jeg ved det godt! Du skriver så fint i dit brev, at du ikke kan få dig selv til at række ud til din familie, og at man skal tvinge følelserne ud af dig. Men bliv lige hos mig lidt endnu. Jeg lover, at jeg kommer med mere end bare "snak med mor, så bliver alt godt igen".

Første skridt er at fortælle det til nogen. Det behøver ikke være mor, far, en søster eller bror. Det behøver ikke engang være familie. Det kan være en god kollega, du føler, forstår dig lidt bedre end de andre. Det kan være en god ven, som dog engang i mellem forsøger at få fat i dag. Du behøver heller ikke trappe op på arbejdet og tage fat i din gode kollega, se dem dybt i øjnene og sige "Jeg har det dårligt!". Men måske i pausen lige nævn, at du gerne vil tale under 4 øjne, hvis der bliver tid. At du har brug for lidt støtte, og du føler, du kan stole på dem. Det kan også være, du har det nemmere ved at skrive det - så skriv det i et brev. Du behøver ikke krænge følelserne ud. Bare nævn, at du har det virkelig svært, og du har brug for nogen, der kan støtte op om dig. Omtrent samme tilgang kan bruges både hos venner og hos familie. For dig er det nok hårdere end for de fleste - det har du gjort helt klart. Men når vi har det værst, vil vi allerhelst være stille om det og bare kommer over det. Det er et forsøg på at passe på os selv, så vi ikke taber ansigt. Desværre er det også det, der ødelægger os hurtigst. Mennesker er ikke lavet til at stå alene og fikse sine problemer alene.

Måske vil det hjælpe dig, at være lidt nysgerrig på, hvorfor du er tilbageholdende med dine følelser. Stil dig selv nogle spørgsmål. Er du bange for at blive dømt? Er du bange for, at folk tror du er svag? Er det skam? Skammer du dig over dine følelser? Er det en frygt for, at dem, der står dig nærmest, ikke vil dig, hvis du beder om hjælp? Er det fordi, du selv synes, det er svagt? Oftest når vi er bange for at fortælle andre noget, er det fordi vi enten kæmper med en frygt for andres reaktion eller en skam over, at vi har brug for at fortælle det. Så det kræver virkelig, virkelig mod at gøre det alligevel.

Når det så er sagt, så er der selvfølgelig også den mere anonyme vej. Du er 19 år, så du er voksen i samfundets øjne. Det betyder også, at du har mulighed for at tage til din læge og lægge følelserne på bordet. Jeg kan næsten gætte, hvad du tænker. "Jeg er da ikke syg!", og jeg kan godt forstå den tanke. Mange tænker det, før de søger hjælp. Læger er dog heldigvis også klar over, at sundhed også er ikke at have nedbrud, hvor man må melde sig syg fra arbejdet, fordi hjernen kører med 120 i timen, og ingen har installeret nogle bremser. Her kan lægen henvise dig til en psykolog, der kan lære dig, hvordan du håndterer det, du står i, og hjælpe dig med at finde en anden vej. Og de har tavshedspligt! Så ingen andre end dig og psykologen vil vide noget som helst om, hvad I taler om.

Du kan også vælge at kontakte en psykolog selv, hvis du hellere vil det. Du kan finde en liste over psykologer nær dig på sundhed.dk. Her vil jeg anbefalde dig, at ringe til psykologen og tale med dem om, hvad du har brug for hjælp til. Det kan tage et stykke tid at finde en psykolog, hvor der er en god kemi, og du føler dig tryg nok til at tage hul på de ting, du går med.

Skulle du føle, det er helt dumt at tage til en læge, så kan du opsøge hjælp selv. Der er eksempelvis Mindhelper.dk, der har gratis guides til unge, der kæmper med psykiske problemer. Her kan du blandt andet læse om tips og tricks, du kan bruge til at håndtere de store følelser, du går og gemmer på. Igen så kræver det, at du er modig og nysgerrig på at ændre din situation. Det er bestemt ikke det samme, som at få hjælp af nogen, der har de redskaber, du mangler til at håndtere din situation. Men det er et skridt, du kan tage selv.

Sidst men ikke mindst vil jeg nævne, at gruppechatten herinde også er et fantastisk sted at få lettet de svære tanker. Her kan du møde unge, der har det ligesom dig, og som måske har andre måder at håndtere det på end hvad jeg har kunne råde dig til.

Det blev et langt skriv herfra, men har du brug for et resume: Det er okay at vælge om. Der er hjælp at hente. Tal med nogen - det er det modigste, du kan gøre. Du er ikke forkert. Du er ikke alene.

Skulle du have brug for at blive lyttet og forstået lidt mere, eller har brug for et konkret råd, så skriv endelig ind igen. Der er ingen forkerte breve herinde.

Frida fra Cyberhus.