Hej

Jeg går med noget selv, der virkelig nager mig - og det er min uddannelse. Jeg er en person som altid har realisieret mig meget igennem skole, fordi det er det, som jeg har været god til. Tilbage i juni da jeg skulle vælge uddannelse, sad jeg på Bali så det var et super impulsivt valg, med stærk påvirkning af hvad min familie synes jeg skulle læse. Nu er jeg startet på studiet og har gået der et halvt år. Og det halve år har været fyldt med tvivl og faglige nederlag, fordi studiet ikke lige matcher mine faglige kompentencer 100%. Jeg har spurgt mig selv et utal af gange, om jeg i højere grad har valgt på baggrund af hjerne fremfor hjerte, fordi jeg ikke føler mit studie 100% og har skulle ofte slå koldt vand i blodet på mig selv, når jeg var ved at kaste håndklædet i ringet. Nu har jeg undersøgt sagen nærmere og har fundet så mange uddannelser i København, som siger mig så meget mere. Det er bare en stor beslutning at forlade min kæreste, venner og familie her i Aalborg, for at drage til København for at læse noget, som jeg kan mærke jeg brænder mere for. Derudover elsker jeg at være igang igen, og tanken om at skulle droppe ud og holde sabbatår et halvt år i disse coronatider, synes jeg virker helt uoverskueligt. Jeg er i kæmpe vildrede omkring min fremtid, og tanken om at det eneste der holder mig tilbage er at jeg skal flytte fra min kæreste og risikere vores forhold grundet langdistance, virker også helt uoverskuelig. Men føler samtidig også, at det ikke er dét, som skal holde mig tilbage hvis det endelig er. Jeg har også taget mig selv i at tænke, at det egentlig er ligegyldigt hvilken uddannelse jeg vælger, fordi de ligger nogenlunde indenfor det samme faglige spektrum. Så at det derfor ville være helt idiotisk at droppe ud. Jeg er simpelthen så meget i vildrede, og det nye semester starter snart. Hvad er jeres tanker omkring det?