Føler mig uduelig

brevkassespørgsmål

Føler mig uduelig

brevkassespørgsmål af
Cecilie
23 år
Oprettet 5 år 4 måneder siden

jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. 

jeg har kæmpe problemer med min mor og jeg føler at det er ved at splitte hele familien ad og ødelægger forholdet mellem min søn og jeg.

Min mor er utrolig dominerende og har en evne til at få mig til at føle kæmpe had til mig selv. Hun har altid bestemt over mine valg, hvem jeg skal være veninder med og hvem jeg skal have som kæreste, bryder hun sig ikke om mine valg kører hun psykisk på mig til at jeg overgiver mig, det kan dreje sig om flere dage. Derfor har jeg gennem årrækker ladet hende bestemme, hvilket var nemt da jeg var yngre og da jeg boede for mig selv. Men jeg synes det er rigtig slemt nu og har været det lige siden jeg fødte min søn og var nødsaget til at flyttte hjem igen pga. økonomien. hun er meget dominerende omkring min søn, fx til hans barnedåb hvor min kusine ville tage et billede af mig og min søn, her skubbede hun nærmest mig væk fordi hun selv ville have et billede med min søn, min kusine og mine søskende som tilfældigvis overværede episoden rystede på hovedet af hende, men det opfattede hun ikke. Udover dette bestemmer hun hvad han skal have af tøj, hvad han må spise osv. Hun vil altid tage ham op efter lur og jeg føler nærmest hun har overtaget moderrollen helt. Jeg tør bare ikke mande mig op, fordi jeg simpelthen ikke orker at blive kørt på og for fredens skyld. Men nu har jeg efterhånden fået nok, for hun nøjes ikke bare med dette, hvis min søn er ked af det er det min skyld, hvis jeg holder ham og han rækker ud efter hende, mener hun at han er mere knyttet til hende end hvad han er til mig, hun elsker at fortælle folk i byen hvor meget hun passer ham og hvor stresset hun er og folk giver hende medynk, problemet er bare at al denne hjælp er noget hun gør af egen vilje, hun skubber mig jo væk hver gang jeg forsøger. 

Jeg kan mærke at jeg har brug for at komme væk og bo for mig selv sammen med min søn, da jeg føler at hun er ved at gøre mig syg igen, jeg har kæmpet med anoreksi fra jeg var 11-19 år, jeg er 23 år nu. min mor har altid haft en meget fordømmende billede af tykke mennesker, hun afskyer dem og ser dem som håbløse (et ord hun ofte benytter), Jeg vil betegne mig som værende normalvægtig, men hver eneste gang jeg tager et glas cola eller noget at spise kan jeg mærke hendes bedømmende blik, ofte kommer hun også med kommentarer som, skal du nu drikke cola igen eller du er godt nok glad for mad (tonelejet er negativt), udover dette skamroser hun andre meget tynde piger, hvor jeg fortæller at jeg synes de ser syge ud, hendes svar hertil er at hun misunder deres styrke til at holde igen og at hun heller vil være anorektisk tynd end at være overvægtig, jeg føler hele tiden hun skubber til mine gamle tanker.

Hun er ikke begejstret for at mig og min søn flytter for os selv, hun mener at det er egoistisk, fordi at min søn har det så godt med hende og at jeg ikke vil kunne give ham al den kærlighed som han har brug for, når jeg samtidig skal passe mit studie. Jeg elsker min søn og ønsker det bedste for ham, men jeg har det ikke godt som det er nu og jeg føler at det rigtige er at vi flytter for os selv og han så kan komme på besøg hos min mor så ofte som det er muligt, men jeg tvivler på mig selv og mit værd. 

Uover dette evner hun altid at få mine søskende på hendes side, så de er heller ikke søde ved mig, de har blandt andet skrevet over chat at jeg var en dårlig mor, det er synd for min søn og at jeg er pinlig, klam og grim. dette elsker hun at hive frem når hUN er gal på mig, især det med at jeg er en dårlig mor. 

Jeg beklager mit lange brev, men jeg kan snart ikke holde til mere og jeg har brug for at komme ud med det.

 

Svar: 

Kære Cecilie,

Tak for dit brev! Hvor er det sejt af dig, at du skriver her.

Ud fra det du skriver lyder det til, at du står i en rigtig svær situation, hvor din mor er meget dominerende og ubehagelig over for dig. Du skriver, at du tidligere har kæmpet en lang og sej kamp mod spiseforstyrrelse, og at den adfærd din mor viser over for dig nu, får dig til at blive nervøs for, om du kan risikere at falde tilbage i gamle mønstre.

Du skriver, at din mor mere eller mindre har overtaget rollen som mor for din søn, og at hun benytter enhver lejlighed, til at fortælle dig, at hun klarer opgaven bedre end du gør. Det må være enormt ubehagligt at blive undermineret på den måde, og jeg kan godt forstå, at det får dig til at tvivle på dig selv, når hun gang på gang opfører sig sådan. Faktisk bliver jeg også bekymret, da flere af de ting du skriver at din mor udsætter dig for, i mine ører lyder til at være på grænsen til psykisk vold. Psykisk vold kan gøre mindst ligeså stor skade som fysisk vold, og derfor er det også vigtigt, at man kommer væk fra den eller dem, der udsætter en for det.

Som du også selv er inde på, tror jeg derfor, at det bedste for dig vil være, at du og din søn flytter væk fra din mor. For din mor gør ikke noget godt for dig i øjeblikket. Og hun får dig til at tvivle på dig selv og dine evner som mor - en tvivl, som jeg fornemmer ikke var til stede før I flyttede hjem til din mor.

For at et barn kan få de bedste opvækstvilkår har det behov for en mor (eller en anden nær omsorgsperson), der trives og er glad. Lige nu lyder det ikke til, at du er i trivsel. Eller er glad. Derfor tænker jeg også, at dit eget forslag med, at I flytter væk og din søn så besøger sin mormor jævnligt vil være den bedste løsning for jer. Jeg kan godt forstå, hvis du synes det er svært og grænseoverskridende, at skulle sige fra over for din mor på den måde. Især når hun har bestemt over dig og været meget dominerende igennem hele dit liv. Men ud fra det du skriver lyder det til, at det er et vigtigt og nødvendigt skridt at tage, for at du kan få det bedre. Måske kan du føle, at det er egoistisk og ikke er fair over for din mor at du handler sådan. Men her er du nødt til udelukkende at tænke på hvad der er bedst for dig. Og ud fra dit brev får jeg fornemmelsen af, at det ved du også godt. Helt inderst inde. Og at du måske også har vidst det i et stykke tid, men stadig ikke helt har formået at overbevise dig selv om, at det faktisk er okay, at sige fra over for din mor. For det er nemlig okay. Og det er vigtigt at gøre. For du er voksen nu, og hun hverken kan eller skal blive ved med at bestemme over dig og dit liv.

Jeg håber inderligt, at du kan bruge svaret og at du tør at sige fra over for din mor. For jeg er overbevist om, at det vil være det bedste; særligt for dig, men også for din søn.

Held og lykke!

De bedste hilsner,

Stine

StineHs billede
Stine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program