Kære du,

Tak fordi du skriver til os. Jeg kan godt forstå, at du tager det her problem, du beskriver seriøst. Det skal du også, fordi det er sådan du har det. Jeg kan læse, at det gør dig ked af det, og måske lidt vred eller frustreret at have det sådan her, og at du ikke helt forstår, hvad det er der sker. Derfor er det så godt, at du skriver herind, og jeg vil give dig mine tanker med på vejen.

Jeg forstår godt, at du har skåret ned på sociale medier. Det er for mange en helt essentiel del af deres hverdag, men det er ikke altid den bedste måde at være ”sammen på”, og der kan opstå nogle fællesskaber, hvor man føler, at man skal leve op til nogle store og urealistiske forventninger. Det lyder ikke til, at det nødvendigvis er de tanker, du har gjort dig. Sådan som jeg forstår dig, så er der sket et stort skifte, og det får mig til at tænke på, om der er sket noget i dit liv, som kan være grunden til det her skift? Du skriver, at du førhen fik masser af energi af at være social, og at du havde rigtig mange venner, men nu har du ikke så mange venner og ønsker mest at være alene. Og alligevel gør det dig ked af det, at du har det sådan her. Jeg tænker på, om du har følt dig svigtet af nogen, som har været meget tæt på dig? Måske en ven, veninde, eller en i din familie. Det kan være, at du har følt, at du ikke længere kunne stole på vedkommende, eller at han/hun ikke værdsatte jeres relation lige så meget som dig, og at du var den eneste som arbejdede for at få det til at fungere. Grunden til at jeg tænker på det er, fordi når vi er blevet sårede, så reagerer vi med vores følelser, og det kan være en stor og voldsom reaktion, fordi det gør ondt at blive såret eller svigtet. Det kan skabe meget negative tanker om andre mennesker og deres motiver. Tanker som ”Vil de mig det godt? Kan jeg stole på dem? Tør jeg åbne op?” kan let dukke op og holde én fra at komme tæt på andre. Det er bekymrende, at du isolerer dig selv på den her måde, og jeg tænker, at det er meget vigtigt, at du bruger noget tid (måske når du hører musik og ryger en smøg) på at tænke over, hvordan det kan være, at du har det sådan her med andre mennesker? Er der sket noget, som har gjort, at det har ændret sig? Hvordan kunne du godt tænke dig, at det skal være fremadrettet? Og hvordan kommer du dertil?

Det kan også være, at der er sket noget indeni dig selv. Det kan være, at du pludselig har fået meget negative tanker om dig selv. At du ikke er god nok, at du ikke duer til noget, og at du ikke fortjener noget godt. Sådan nogle tanker har det med at køre i ring, fordi man kan komme til at se verden igennem et filter, så man generelt oplever alting mere negativt, og det gør, at man kommer til at tænke mere negativt. Jeg håber, at det giver mening. Den her type tanker kan også let forstyrre vores forhold til andre mennesker, fordi vi gør os mindre og isolerer os selv og putter os. Fordi vi er bange for at få vores negative tanker om os selv bekræftet i relationen med en anden. Hvis du kan genkende, det jeg skriver, og du føler, at du har en indre kritiker, og du kan mærke, at det er det, som er på spil for dig, så er det rigtig vigtigt, at du får talt med nogen af dem, som du har tæt på dig omkring det. Jeg er slet ikke i tvivl om, at du er elsket og holdt af, og at dine allernærmeste vil dig det bedste, og at du kan stole på dem og på, at de vil hjælpe dig.

Og mit allerbedste råd til dig vil være at tale med nogen om det her – uanset hvad der er grund til, at du har det på den her måde. Det kan måske virke som et fjollet råd, når du skriver, at du hader mennesker, eller som om jeg ikke har forstået, at det er svært for dig at åbne op, men det har jeg. Og det er netop derfor, at det er mit bedste råd. For at lære at stole på andre mennesker igen, så må du give dem en chance. Det kan være, at det er bedst for dig at snakke med en professionel – en psykolog eller en noget i den retning. Eller måske skal du snakke med den som er allertættest på dig, og som du allerede har lukket ind. Jeg ved, at det kommer til at være en lettelse at få åbnet op og talt med nogen om, hvordan du har det, og hvad du går og kæmper med lige nu. Du skriver, at du er helt vildt træt af at give chancer til folk. Det lyder til at der er nogen, som du har givet for mange chancer, og som ikke skulle have haft dem. Til det vil jeg sige, at det er okay at være sparsommelig med sine chancer, men at man skal give dem til de rigtige. Du kan godt bruge noget tid på at komme langsomt ind på livet af de mennesker, som du møder og umiddelbart finder interessante. Du behøver ikke springe i med begge ben først, men tag det stille og roligt og lær dem at kende, før du går all-in og giver dem chancen. Jeg tror på, at jo flere gode og positive (og helende) oplevelser du får, jo mere får du gejsten og glæden tilbage ved at være sammen med andre. Nogle gange kan man godt blive fanget lidt i følelsen af helst at ville være alene, og så kan det være en god ting at prøve at være sammen med andre alligevel. Måske hvis du er sammen med mennesker, som vil dig det godt, vil du opleve, at det faktisk er lidt rart at bruge tid på andre mennesker igen. Jeg er sikker på, at du godt kan finde ud af at fungere sammen med andre, og jeg tænker ikke, at der er noget galt med dig. Husk også at slappe af, nyde dit eget selskab og lade op til at være social, så du har energien til det.

Jeg ønsker dig alt det bedste herfra og håber, at du kan bruge mit svar. Husk at du også er velkommen til at kigge forbi vores chat, hvor du kan snakke anonymt med en rådgiver om, hvordan du har det, og hvad du kan gøre.

De bedste hilsner

Jeanette