Erigeret lem
Erigeret lem
Hey. Jeg har et spørgsmål. Jeg går i 8. klasse og er som så mange andre drenge på min alder, begyndt at udvikle mig. Problemet er at jeg ofte får unødvendige rejsninger i tide og utide, og jeg kan intet gøre ved det. Det er frusterende fordi andre tror det er pga. dem det der og det er det ikke. Det sker primært når jeg er nervøs fx. hvis vi skal fremlægge eller når jeg er på skolen i frikvarteret. - Rasmus
Hej Rasmus
Jeg kan sagtens forstå, at det kan føles pinligt for dig at få erigeret lem, I de her situationer. Dog er det helt normalt i din alder. Der sker nemlig en masse ting inde i kroppen, når man er blevet teenager, og i din alder producerer kroppen derfor en masse af det, der hedder hormoner. Det er de her hormoner der gør, at du lige pludselig kan få erigeret lem, uden du egentlig har lyst til det.
Desværre er der ikke en måde, du bare kan få det til at stoppe på. Det bedste du kan gøre, når det sker er, at prøve at tænke på noget andet. Når du ikke giver det opmærksomhed, kan det nemlig være, at den hurtigere forsvinder igen.
Hvis du har muligheden kan du måske trække dig lidt tilbage, når det sker. Du kunne overveje, om du fremover skal prøve stille og roligt bare at gå på toilettet? Det tænker jeg, fordi dem omkring dig jo ikke vil synes det vil være mærkeligt, at du skal på toilettet.
Du kunne også overveje at gå i nogle bukser der kan skjule det lidt bedre, når det sker? Det kunne være et par jeans, som ikke er så elastiske, så de kan holde ret gidt styr på din rejsning. Måske kan det give dig en følelse af lidt mere kontrol over situationen i en periode.
Til sidst er det måske også vigtigt at overveje, om det her overhovedet er noget de andre lægger mærke til på den måde som du tænker de gør? Du kan selvfølgelig mærke når det sker, og derfor bliver du selv ekstrem bevidst og opmærksom på hvordan det mon ser ud for andre. I virkeligheden tror jeg sjældent at andre ser det. Du siger at andre tror det sker pga dem. Er det noget du ved fordi de har sagt det, eller noget du tænker, at de tænker?
Alle drenge...og jeg mener alle drenge på din alder får ufrivillig rejsning i tide og utide. Ser du det, hos de andre? For hvis de andre er opmærksomme på når det sker for dig, så må du også hele tiden lægge mærke til når det sker for de andre drenge? Jeg tænker ikke du ser det hver gang det sker for en af de andre, og på samme måde tror jeg også det er for de andre. Du bliver selv opmærksom og pinlig berørt, men i langt de fleste tilfælde...måske alle tilfælde, der er der ingen andre der opdager det, eller tænker over det.
Jeg håber, det kan hjælpe dig, og gøre din bekymring en smule mindre, for det du oplever er bare helt naturligt og noget som du deler med alle drenge på din alder.
Mange hilsner Pedro