Er i tvivl om mit køn

brevkassespørgsmål

Er i tvivl om mit køn

brevkassespørgsmål af
Christian
13 år
Oprettet 3 år 3 måneder siden

Hej jeg hedder Christian og er 13 og snart fylder 14 og jeg er i tvivl om mit køn og det har jeg været i snart et halvt år tror jeg. Jeg har købt noget pige tøj og har lavet en Snapchat profil som en pige og er der på on and off fordi jeg følger fx i en uge følger jeg mig som en pige og i en anden uge følger jeg mig bare som en dreng så jeg er lidt i tvivl om det bare er en fase eller om det ville blive ved. Min far har også opdaget at jeg har købt noget pige tøj men han sagde bare at jeg skulle sige når jeg føldte mig som en pige men det har jeg ikke gjordt fordi jeg er lidt bange for at skuffe min far med at skifte køn.

 

hilsen Christian / Amalie 

Svar: 

Kære Christian / Amalie

Først og fremmest vil jeg sige tak for dit brevkassespørgsmål. Det er dejligt at høre, at du lytter så meget til dig selv, og at du kaster dig ud i at udforske din kønsidentitet gennem dit valg af tøj og profil på snapchat. Det synes jeg, er super sejt.

Du skriver, at du er i tvivl om, om det er en fase, eller om det vil blive ved. Jeg kan rigtig godt forstå, at du stiller det spørgsmål, fordi jeg godt kan sætte mig ind i, at det ville være rart med noget afklaring. Selvom jeg rigtig gerne ville svare dig på det, er det desværre kun dig selv, der kan finde svaret. Det kan være, at det er en fase i din ungdom, som du skal igennem for at finde ud af, hvem du er. Men det kan også være, at du vil fortsætte med at opleve de her svingende følelser i forhold til dit køn. Det kan ingen andre end dig selv svare på, og det vil måske tage noget tid, før du helt finder ud af det. Når det er sagt, så er du meget velkommen til at skrive til os på vores online rådgivning (link), hvor en rådgiver vil kunne hjælpe dig med at finde de svar du søger. Du kan også skrive til eller snakke med LGBT+ rådgivningen (link). De vil også kunne hjælpe dig, og de vil måske endda kunne hjælpe dig endnu bedre, fordi de snakker med unge mennesker om netop kønsidentitet og tvivl hver eneste dag. 

Du skriver også, at du er bange for at skuffe din far i forhold til at skifte køn. Det kan jeg også godt forstå, at du er nervøs for, fordi der ikke er nogen, som har lyst til at skuffe deres forældre. I dit brevkassespørgsmål synes jeg det lyder til, at din far er super forstående. Du skriver, at han siger, at du bare kan sige til, når du føler dig som pige. Jeg tænker, at det er et udtryk for, at han accepterer dig uanset hvilket køn du er og bare gerne vil have at du føler dig tilpas. Derfor tænker jeg ikke, at du behøver være så bange for, om han bliver skuffet.

Jeg tænker på, om du måske kunne have lyst til at snakke med din far om, at du er bange for at skuffe ham ved at skifte køn? Måske det ville berolige dig at snakke med ham om det. En af grundene til, at jeg foreslår at du snakker med ham om det er også, at jeg tror din far vil foretrække, at du fortæller ham om din frygt for at skuffe ham i stedet for at holde det for dig selv. Jeg kan nemlig forestille mig, at han gerne vil forsikre dig, at du ikke behøver være bange for hans reaktion, fordi han allerede har givet udtryk for, at det er okay med ham, at du nogle gange føler dig mere som en pige. 

Jeg håber mit svar gav mening for dig, og at du kunne bruge mine råd. Og jeg håber, at du vil benytte enten vores rådgivning eller LGBT+ rådgivningen, hvis du får lyst til at snakke mere med nogen om dine følelser og tanker en anden gang. 

De bedste hilsner

Karoline 

cyberhuskaroliness billede
Karoline fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program