Er det ulovligt at kende en der sælger stoffer?

brevkassespørgsmål

Er det ulovligt at kende en der sælger stoffer?

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 4 år 3 uger siden

Hej.

Jeg skriver ind fordi jeg er i tvivl om hvad jeg skal gøre og hvad der kan ske.

Fra et halvt år siden havde jeg en on and off 'romantisk' relation med en mand der solgte hash, og andre gange hjemmedyrkede svampe.
Jeg var ofte vidne til når kunder kom ud og ind af hans dør, og jeg så handlerne tæt på.

Jeg har længe tænkt på at melde ham da det er ulovligt at sælge, men egenligt også af egne egoistiske grundlag, fordi det gør mig vred at en mand der har givet mig ptsd, og gjort andre kvinder psykisk fortræd, kan gå frit rundt og leve livet på penge der er tjent meget ulovligt, samtidig med at han har muligheden for at traumatisere andre kvinder.

Men det er så her mit spørgsmål træder ind: Er det ulovligt/strafbart at være vidne til en der har solgt stoffer?
Hvis ja, bliver man så selv straffet hvis man vælger at anmelde personen for at sælge et halvt år efter at man har været vidne til det, fordi man har ventet så længe med at anmelde det?

Jeg undskylder mange gange hvis mit brev ikke har givet mening eller hvis det er et latterligt spørgsmål, men jeg håber at i kan hjælpe.

ps: Ved godt at det er dumt at ville melde ham på det største grundlag af 'hævn'

Venlig hilsen en kvinde/pige der prøver at finde ro inden i

Svar: 

Kære du. 

Tak for dit spørgsmål. Det er slet ikke et latterligt spørgsmål, men et rigtig godt spørgsmål, som jeg godt kan forstå, at du har brug for at få svar på. 

Jeg tænker slet ikke, at det er dumt at ville melde ham pga. hævn. Når man er vidende til, at en person, der gør noget meget forkert og ulovligt, ikke får nogle konsekvenser for sine handlinger, så er det naturligt at blive vred over det, og føle, at verden kan være meget uretfærdig, og man kan godt få en hævnfølelse, fordi man netop ønsker retfærdighed. 

Jeg har spurgt vores frivillige jurister i brevkassen om dit spørgsmål, da det ikke er helt simpelt. Men inden jeg kommer med min forklaring, så vurderer juristen ikke, at det, du har været vidende til gør, at du har gjort noget kriminelt. Og her kommer forklaringen:

Man kan nemlig godt blive straffet for det, der hedder strafbar passivitet, dvs. når man er vidende til en forbrydelse, men ikke gør noget. Hvis du bor med en person, der sælger eller har narkotika liggende, så er du forpligtet på at melde det til politiet, så snart du finder ud af det. For selvom det er ens samboendes narkotika, og man ikke har haft noget med det at gøre, så betragtes hele bopælen som fælles, og man er med til at holde narkotikaen i omløb, når man ikke melder det. Men hvis det er ens kæreste man bor med, som sælger/har narkotika liggende, så er der mindre risiko for at blive straffet, da det ikke må være kriminelt i sig selv at være kæreste med en, der gør noget kriminelt. Og der er flere undtagelser i forhold til at være vidende til en kriminel handling uden at melde det til politiet. Hvis du fx har fået en diagnose af at være i et forhold med ham, fx angst eller depression, så vil det også have betydning ift. ikke at blive straffet. 

Det lyder ikke til, at I har boet sammen, men at du blot har været vidende til, at han har solgt stoffer mens I har været kærester. På den baggrund mener vores frivillige jurist, at der ikke er risiko for, at du vil blive dømt. 

Hvis du gerne vil anmelde ham, kan du fx gøre det anonymt igennem Tip Politiet, som har en formular liggende, som du kan indsende digitalt. Den finder du her: https://politi.dk/anmeld/tip-politiet. Du kan også ringe til dem eller tage ned på din lokale politistation.

Jeg vil råde dig til at gøre det, som du har det bedst med, og som du finder mest ro ved at gøre. Og jeg håber at mit svar kan hjælpe dig med at træffe den bedste beslutning for dig. 

Mange hilsner Pernille 

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program