Ensomheden

brevkassespørgsmål

Ensomheden

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 4 år 7 måneder siden

Hej, jeg er en pige å 20 år, som skriver til jer fordi jeg har brug for at komme ud med nogle ting. Jeg ved ikke om det bliver et spørgsmål, men jeg kan ikke snakke med andre om det, jeg har bare brug for at komme ud med mine tanker. Det hele startede den gang jeg var 13 år, i den by jeg bor i er der to folkeskoler, den ene går fra 0-5 klasse og den anden 0-9 klasse. Jeg gik på den lille skole og vidste derfor at når jeg skulle starte i 6. klasse, skulle jeg rykke op på den store skole. Det fungerer sådan at alle 4 klasser fra begge skoler bliver blandet og der blev lavet 3 nye klasser. Jeg glædede mig, kan jeg huske, men allerede inden jeg startede i den nye klasse, var drengene oppe fra den anden skole, begyndt at drille mig lidt, de råbte øgenavne efter mig på gaden, og var ikke interesserede i at snakke med mig. Endelig startede vi i de nye klasser, jeg havde det godt, jeg fik nye veninder. Drengene ville stadig ikke snakke med mig, men jeg var ligeglad, jeg har altid været en meget stærk person, der ikke tager sig af sådanne ting. Det hele startede jo fint, men der gik noget galt da jeg startede i 7. klasse. Nogle folk var begyndt at drikke - det gjorde jeg ikke, jeg måtte heller ikke. Mine veninder begyndte pludselig at hører på alt det drengene sagde om mig, og jeg stod nu i en situation hvor dem jeg troede var mine veninder begyndte at sige at jeg var grim, underlig, gik i grimt tøj osv. Mine vinder faldt fra og ensomheden begyndte at tage over. I 8. klasse tog fester for alvor fat, men jeg var ikke inviteret. Jeg gled mere og mere ud fra fællesskabet, der var ikke nogen der var interesseret i at snakke med mig længere. Da jeg så startede i 9. klasse fik jeg en kæreste, han var fra samme by som jeg bor i, men han gik en årgang over mig, dog var han venner med dem fra min årgang. Det gjorde at jeg pludselig kom med til festerne fordi han altid var inviteret. Det varede ved i en kort periode, for drengene fra min årgang bad ham om at vælge imellem dem og mig, han valgte til mit held mig, men det betød at festerne var slut - ingen af os blev inviteret. Jeg glædede mig til at folkeskolen var ovre, de mange ensomme dage i skolen, hvor jeg sad alene i frikvartererne, gruppeopgaver jeg lavede alene, det var hårdt, og der startede mit dårlige selvværd, eller det blev dårligere. Sidste skoledag kom endelig. Der hvor jeg bor er det i traditions tro at man klæder sig ud, kaster med karameller og når det er slut, tager man ind til en park der ligger i nabobyen. Jeg spurgte et par stykker fra min klasse om de ville tage til den park der, for vejret var lidt dårligt. Alle sagde nej, så jeg tog hjem, gik i bad og tog en lur. Da jeg vågnede op fandt jeg ud af at hele min klasse var taget til parken, men ingen havde skrevet eller ringet til mig. Jeg måtte finde ud af det igennem sociale medier. Senere har jeg også fundet ud af at der blev holdt fest om aftenen som jeg heller ikke blev informeret om eller inviteret til. Jeg forlod folkeskolen i en dyb depression, uden overhoved at sige noget til mine forældre. De havde ingen idé om hvad der foregik eller hvordan jeg havde det. Jeg startede i gymnasiet efter 9. men blev nødt til at droppe ud pga. min depression - jeg blev nu nødt til at snakke med mine forældre. Jeg fortalte dem alt, og startede derefter til psykolog. Jeg føler ikke rigtig at det har hjulpet at gå til psykolog. Jeg startede i gymnasiet igen, og gennemførte denne gang. Problemet her er så at jeg ikke fik nogle venner, jeg havde en gruppe jeg var sammen med hver dag i gymnasie tiden, men rent vennemæssigt er vi bare så forskellige. Vi passede ikke sammen uden for skoletiden. efter 2.g slog jeg op med min daværende kæreste, efter 3 år sammen. Det er det værste jeg i mit liv har prøvet! Jeg slog ikke op med ham fordi jeg ikke elskede ham længere, men fordi han ikke elskede mig. Han sagde direkte til mig at han ikke elskede mig mere, og jeg kæmpede til det sidste for at beholde ham. Vi prøvede i et halvt år på at rede forholdet men det virkede ikke. Desuden var der også problemer med at hans forældre ikke brød sig om mig. Mit hjerte var knust og det tog mig næsten 2 år at komme over ham. Jeg er nu 20 år, jeg har ingen venner, jeg blev stundet sidste år, ikke noget at råbe hurra for, jeg sad hjemme hele studenterugen, for jeg er alligevel ikke modig nok til at tage alene i byen. Til nytår var jeg også helt alene - jeg græd mig selv i søvn ind i det nye år. Jeg har fået en ny kæreste som jeg har det rigtig godt med, men jeg har det så dårligt med mig selv at det går ud over mit liv. Jeg mener ikke at jeg er god nok. Jeg føler ikke at man kan møde så mange mennesker der ikke kan lide en, uden at der må være noget galt med mig. Jeg kende mig selv sindssygt godt, min mor går meget op i personlighedstyper osv, så det er også en viden jeg besidder. Jeg føler mig som et dårligt menneske, og jeg føler at jeg er nødt til at gøre en masse for andre mennesker for at der er en chance for at de kan lide mig. Mit forhold til min nye svigerfamilie er heller ikke det bedste. De er så langt fra mig og min opvækst at jeg ikke ved hvad jeg skal snakke med dem om. Min kærestes mor har så sagt til min kæreste, at de ikke kan forstå hvorfor han vil være kærester med mig, de forstår ikke hvorfor vi er sammen hver dag, og heller ikke at han har introduceret mig for hans venner. Det gjorde rigtig ondt at få at vide. Jeg ved ikke hvad det er med mig der er så dårligt. Desuden skal jeg finde mig i at min svigermor stadig er venner med min kærestes eks og at hun kommer rendende hjemme hos ham. Jeg frygter for min fremtid, jeg frygter at det aldrig bliver anderledes, at jeg altid skal være så ked af det som jeg er. For jeg er rigtig ked af det. Jeg er ked af mig, jeg er ked af at det hele er gået sådan her. Jeg frygter at jeg skal leve et liv i ensomhed, at hvis jeg en gang skal giftes ikke engang kan holde en polterabend fordi jeg ingen veninder har. Det er rigtig hårdt ikke at have haft nogle venner i alle ens teenageår, og nogle gange føler jeg at jeg har "taget skade" af det. Jeg ved ikke hvordan man er en god ven, jeg ved ikke hvad der ligger i ordet ven længere. Jeg har ikke nogen at snakke med, jeg har prøvet at snakke med min kæreste om det, men han forstår ikke hvordan man kan have det så dårligt med sig selv. Men det var egentlig bare det jeg ville ud med.

Svar: 

Kære dig

Den ensomhed og de oplevelser du beskriver må være utrolig hårde at bære rundt på alene, og jeg er virkelig glad for at du har skrevet ind til os. 

Først og fremmest så synes jeg at du skal vide at der ikke er noget galt med dig. Du er ikke forkert. Jeg ved godt at det kan opleves sådan, fordi du, gang på gang, har oplevet at blive holdt ude af fællesskabet, men som jeg læser det, så virker du hverken uvenlig eller ubehagelig. Faktisk vil jeg hellere tro på det modsatte, hvilket også støttes op af at du har haft flere kærester, og endda et forhold som holdte i rigtig lang tid. Så der er altså noget der peger på at du er elskelig, og han valgte endda dig over sine venner! Og selvom dit tidligere forhold gik i stykker, så siger det ingenting om dig. Det siger noget om at I ikke skulle være sammen. At I to som mennesker ikke passede sammen. Nu har du en ny kæreste, og det lyder også til at han holder af dig, selvom hans forældre måske har deres egen holdning - og ærlig talt, så lyder det til at de måske hænger lidt fast i hans tidligere forhold; men du er heldigvis ikke kærester med hans forældre. Så hæng ikke din lykke på dem. For når de så går ud af døren, så går din lykke med dem.

Når det så er sagt, så synes jeg at du skal vide at det du oplevede i folkeskolen var mobning. At du blev holdt udenfor fællesskabet på den måde og blev kaldt for alle mulige grimme ting er ikke okay, og det har en reel betydning for hvordan man udvikler sig. Som du selv skriver, så har du altid oplevet dig som en stærk person (og det er du også!) og dine oplevelser har ødelagt dit selvværd, så du nu er i tvivl om din værdi. Det er rigtig ærgerligt at nogen mennesker kan have den magt over andre, og det er uretfærdigt at det skal påvirke så meget og så længe at det fortsætter ind i voksenlivet. Og det er ikke dig der er forkert! Du har været udsat for en masse meget ubehagelige oplevelser, hvor du har handlet på den måde som du oplevede var bedst - i nogle tilfælde prøvede du at række ud uden held, og på andre tidspunkter lyder det til at du har trukket dig tilbage fra andre for at undgå at være sårbar. I den forbindelse så sidder jeg og tænker at det måske har gjort at du ikke har været lige så opsøgende som du var engang? Hvis man bliver ved med at møde modgang og afvisning, så stopper man på et tidspunkt med at prøve, og så kan det have en forstærkende effekt på ensomheden. Når du f.eks. skriver at du ikke kom til studenterfester fordi du ikke gad tage alene i byen, så hører jeg det som at du måske ikke blev inviteret, og måske prøvede du heller ikke at opsøge en invitation? Jeg siger ikke at det er din skyld, og jeg vil gerne lige understrege at du ikke er forkert. Du gør, som sagt, det du kan ud fra de omstændigheder der er, og med de erfaringer du har gjort dig. Lige i den forbindelse er jeg også nysgerrig på hvordan du har mødt dine kærester? For jeg tænker at det faktisk kræver at man er lidt opsøgende når man skal møde en kæreste, så det virker til at du godt kan - men at det er blevet lidt sværere når det handler om at finde venner? Hvilket igen er helt forståeligt med dine erfaringer. 

Et af mine bedste råd til unge der har været i samme situation som dig, er at de snakker med nogen. Nogen som de har tillid til. Det kan være forældre, det kan være en lærer, det kan være en rådgiver eller måske en psykolog. Du skriver at du var nødt til at snakke med dine forældre da du fik din depression, og jeg tænker på hvad du mon har fortalt dem? Har du været ærlig og fortalt om alt det der er sket for dig eller har de fået den korte udgave? Rigtig ofte kommer man til at undlade detaljer fordi man er pinlig eller føler sig skyldig, og så er det svært for folk omkring en at give den rigtige hjælp. Du skriver også at du har snakket med en psykolog, men at du ikke føler at det har hjulpet. Måske var I ikke et match? Det er sådan at vi, i Danmark, har frit psykologvalg. Det betyder at vi helt selv må bestemme hvilken psykolog vi vil gå ved. Du kan søge efter en psykolog her . Lægen kommer ofte med en anbefaling, men du må meget gerne vælge en anden. Det må man også godt undervejs i forløbet, og så skal man bare kontakte den nye psykolog - så klarer de overførslen, og man slipper for at skulle fortælle den anden om hvorfor man ønsker at skifte (medmindre man gerne vil sige det selvfølgelig). Og det er okay at man ikke lige matcher med den første psykolog. Måske passer det bedre sammen med den næste? Måske er et gruppeforløb med andre unge bedre? Depressionsforeningen har lokalgrupper rundt om i landet, hvor man mødes cirka ugentligt i en gruppe. Du kan se mere her. Der findes også Gruppechat.dk, hvor du kan komme i et anonymt digitalt gruppeforløb med andre unge. Der findes også et sted der hedder Ventilen, som har mødesteder for ensomme unge. 

Når jeg læser dit brev, så sidder jeg også og tænker at du virker meget vred på dig selv. Igen vil jeg lige gentage at det ikke er dig der er forkert, men at du har oplevet en masse forkerte ting, som har formet din erfaring. Derfor er vrede (og tristhed!) en helt naturlig reaktion, og du skriver at du virkelig prøver at gøre alt muligt for andre, for at de skal synes at du er god nok - men gang på gang mislykkes det. Det du skal lære, og det her har du sikkert hørt før, er at hænge din lykke på dig selv, og opleve at du selv synes at du er god nok. Kan du komme i tanke om et tidspunkt hvor du oplevede at du var god nok? Måske er det mange år siden, måske var det igår da du gik ud med skraldet, eller måske kan du slet ikke komme i tanke om et øjeblik. Det ér svært, og det er derfor at det kan give mening at få hjælp af f.eks. en psykolog. Nu vender jeg lige tilbage til det med psykologen, fordi jeg oprigtigt tror på at det vil kunne gøre en forskel for dig hvis du finder den rigtige, og den rigtige tilgang. Her vil jeg f.eks. nævne den tilgang der hedder Medfølelsesfokuseret terapi. Du kan lidt mere om den her.

I forhold til at møde nye mennesker og begynde at få et socialt netværk, så er der forskellige kilder som er uafhængige af skole/gymnasium. Det kunne f.eks. være et fritidsarbejde (eller fuldtid, nu når du er færdig med gymnasie?), en hobby eller et frivilligt arbejde. Alle tre dele er steder hvor man møder mennesker som interesserer sig for det samme som en selv, og hvis man har de samme interesser, så er det nemmere at blive venner. Der findes også en ny digital platform, hvor man kan finde andre med de samme interesser som en selv. En slags venskabs-matching. Du kan finde den her.

Dit brev har påvirket mig, og derfor er jeg blevet meget optaget af at give dig en masse råd og ideer til ting som du kan prøve, men jeg vil igen lige sige at jeg er meget glad for at du har delt din historie herinde. Det kræver stort mod og styrke at sætte ord på noget der har været så svært, og som stadig er så svært.

Jeg håber du kan bruge mit svar. Husk at hænge din lykke på dig selv, og med tiden kan du finde den stærke pige frem igen som glædede sig til at starte i skole. Du har lige bevist at hun stadig er derinde. 

Mange kærlige hilsner

Signe 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program