Ensom

brevkassespørgsmål

Ensom

brevkassespørgsmål af
Karla
18 år
Oprettet 3 år 11 måneder siden

Hej, jeg er en pige på 18 år. Jeg har gennem mange år (siden ca. 8. klasse, tror jeg) haft en stor ensomhedsfølelse, men som er blevet rigtig stor da jeg startede i Gymnasiet. Jeg går nu i 2.g. Jeg har en vennegruppe på 4 piger (inkl. mig), og hertil hører nogle drenge vi nogen gange ses med. De er søde, og jeg ses en gang i mellem med dem. Jeg tror at de selv ville betragte vores gruppe som rigtig god, og som en gruppe hvor de føler, at de virkelig hører til. Dette deler jeg overhovedet ikke. Jeg føler egentlig ikke at jeg kan snakke med dem om noget; ingen af de ting jeg har oplevet, har de oplevet. Bl.a. føler jeg mig meget rastløs, og vil så vidt som muligt gerne lave noget hele tiden - dette er mest for at slippe væk fra min ensomhedsfølelse. Jeg spørger dem tit om de vil ses, mest fordi jeg gerne vil, men jeg får tit et nej. Nogle gange svarer en af pigerne, K, ikke på mine beskeder når jeg bl.a. spørger om hun vil ses. Jeg formoder at hun glemmer at svare, fordi det er det hun siger, men jeg synes det er virkelig dårlig stil, og i virkeligheden bliver jeg rigtig ked af det når det sker - jeg føler mig enormt uønsket. En af de andre piger, J, snakker jeg ret godt med. Jeg har været i nogle rigtige dårlige situationer med drenge, og hun er rigtig god at snakke med, men igen, så føler jeg ikke at jeg kan fortælle hende alt. Jeg føler at hun er en af mine rigtig gode veninder, men det føles ikke rigtig som om at nogen af pigerne har "brug" for mig - de har en masse andre venner, som de er tættere med.

Ofte siger de også nej til ting. Eksempelvis sås jeg med en dreng som jeg var blevet rigtig glad for. Han havde inviteret mig i sommerhus med sine venner og spurgte om jeg ikke ville tage en veninde med. Jeg spurgte så de 3 piger fra klassen; den ene skulle arbejde (hun kunne godt prøve at bytte vagten men hun gad ikke. Jeg følte at hun løj fordi hun ikke gad være sammen med mig), den anden sagde at hun synes det var meget overvældende at skulle møde så mange mennsker (hun kendte endda en af dem, og jeg syntes egentlig at det var en tarvelig undskyldning), og den sidste sagde også nej. Jeg blev rigtig ked af det over det, fordi jeg ville rigtig gerne afsted med dem, og jeg følte mig rigtig svigtet. Jeg ved med sikkerhed, at hvis nogen af de piger havde spurgt mig, havde jeg sagt ja for deres skyld. Jeg føler slet ikke at de gider ofre noget for mig, eller gøre noget for at gøre mig glad. Jeg endte med i sidste øjeblik at spørge min barndomsveninde, som heldigvis sagde ja, og det endte med at være rigtig hyggeligt. Hende ses jeg med en sjælend gang, men igen er det meget sjælendt at hun spørger mig, og ofte når jeg spørger hende siger hun nej fordi hun har travlt eller har andre venner hun skal ses med.

Jeg føler ofte at jeg spørger mine veninder om de vil ses, og at det sjælendt er dem der spørger mig. Jeg føler at jeg er enormt klistrende og påtrængende og det er en følelser der leder til, at jeg bliver enormt usikker i min omgangskreds. Jeg synes ikke helt at det er noget jeg kan fortælle dem, da jeg er bange for, at de så ikke vil være venner med mig længere hvis jeg "brokker mig". Tilgængeld tror jeg, at næste gang den ene pige, K, bare ser min besked og ikke svarer, har jeg tænkt mig at sige til hende, at jeg ikke synes det er i orden. Jeg synes bare det er rigtig svært at konfrontrere dem.

Min kusine har en rigtig dejlig vennegruppe og virkelig virkelig mange venner. Hun er rigtig god til at introducere mig til hendes veninder, og de er enormt åbne og søde. Jeg ses også med dem en gang i mellem, men det er ofte bare når jeg tager med min kusine i byen eller til fest. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at have sådan en vennegruppe som hun har, men jeg synes også det er nederen at skulle være hende der altid bliver taget med, som ikke har sine "egne" venenr. Jeg ville ønske jeg var en del af noget, helt fra bunden, men jeg er bange for at det er begyndt at blive for sent. Jeg er rigtig ulykkelig over det, og føler ikke at jeg er ønsket eller hører til nogen steder. Min følelse af ensomhed vokser virkelig, og jeg er bange for at jeg aldrig får nogen "rigtige" venner.

Hilsen Karla

Svar: 

Kære Karla

Tusind tak for din henvendelse her i brevkassen og tak fordi du deler dine tanker og følelser med os. Du rækker hånden ud og taler om det, der er svært for dig og det er et stort skridt mod at få det bedre. Ensomhed er noget, som rigtig mange mennesker kender til. Unge, børn og voksne kan føle ensomhed og der er rigtig mange, som faktisk kan føle sig ensomme selvom de har mange venner, familie eller bekendte omkring sig. Ensomhed er af og til en del af livet. For nogle fylder den ikke så meget, mens den hos andre fylder gradvist mere og mere, som den gør hos dig. Derfor er det vigtigt at søge hjælp og jeg er af den grund rigtig glad for, at du har skrevet ind til os. 

Det lyder til at være nogle tunge følelser, som du render rundt med og det kan være rigtig hårdt at gå med det selv. Jeg kan godt forstå, at det er svært at være dig for tiden, for følelsen af ensomhed kan virke meget ubehagelig og fylde næsten alt. Relationer til kan godt også være svært at forholde sig til - især, når man er en del af en gruppe. Der vil altid være nogen, der er tættere end andre og dét er som udgangspunkt helt normalt. Det kan være svært at være lige gode venner med alle. Især fordi det måske ikke er alle, som man deler samme interesser med i gruppen og det er i princippet okay. Det, at nogen måske er tættere end andre, kan også give en følelse af, at man på nogle områder bliver ekskluderet fra gruppen. Er det mon sådan, at du har det? Det er ikke altid nemt at finde sin plads i en gruppe og der derfor kommer jeg til at tænke på, om du har prøvet at snakke med nogen om, hvordan du har det? Selvom det kan være rigtig hårdt at tage hul på snakken, så kunne jeg forestille mig, at det ville være rart for dig at få det ud, så det ikke fylder så meget inde i dig. Hvad tænker du mon om det? Måske har du mulighed for at snakke med dine forældre eller andre voksne, som du føler dig tryg ved? Det at komme ud med, hvordan man har det, kan give en følelse af, at man kan trække vejret igen. Du har allerede taget et kæmpe skridt ved at skrive herind. Måske vil det også være godt for dig, at snakke med nogen om det ansigt-til-ansigt? Jeg er glad for at høre, at du har J, som du har kunnet snakke med  om de uheldige situationer, som du har været i med drengene. Selvom du ikke føler, at det er helt rigtigt, så tænker jeg, at det må være rart at du har nogen at snakke med i gruppen? Mon du føler dig tryg ved overfor hende at åbne op for ensomhed og det at føle sig uønsket i en gruppe? Jeg ved godt, at du skriver, at du ikke føler, at du kan fortælle hende alt, men måske er hun typen, der er rigtig god til at lytte og måske kan du snakke med hende om emnet på et overordnet plan uden at fortælle, at det er dig, det handler om? Hvad tænker du om det?

Jeg lægger mærke til, at du i din besked flere gange pointerer, at du ikke føler, at du og din vennegruppe har meget til fælles og at du er der mere for dem end de er der for dig. Du skriver bl.a. at det ofte er dig, der spørger, om I skal lave noget sammen og de sjældent spørger dig. Når jeg læser din besked og dine formuleringer, så lyder det til, at du er en bedre veninde for dine venner, end de er overfor dig. Mon det er sådan, du har det? Grunden til jeg tænker sådan er, at det lyder som om, du lægger flere kræfter i at få opbygget nogle tættere relationer med dine venner end de gør. Eksempelvis nævner du, at du er usikker på dine veninders troværdighed ift. at sige nej til at tage i sommerhus. Samtidig forklarer du, at du helt sikkert ville have sagt "ja for deres skyld", som du forklarer det, hvis situationen var omvendt. Når jeg læser dét, forestiller jeg mig, at du måske også ville have sagt ja selvom du måske ikke havde lyst, men du ville tage af sted for at de ikke skulle tage af sted alene. Er det rigtig forstået? Mellem linjerne fornemmer jeg, at du gang på gang ofrer dig mere for dem, end de gør for dig og sådan skal venskaber helst ikke være. Venskaber - og relationer i det hele taget - burde være gensidige og bygge på gensidig respekt. Med det mener jeg, at det burde være sådan, at begge parter giver og tager. Hvis man er den, der giver mest, så kan man i længden komme til at brænde ud og føle sig uønsket. Derfor fristes jeg også til at spørge dig, om du har overvejet at hænge ud med nogle venner, som deler samme syn som dig på, hvordan et venskab skal være? Eller måske nogle venner, som du har samme interesser med? Jeg spørger fordi, at du bl.a. skriver, at du ikke deler dine venners følelse af, at de hører til i gruppen og du forklarer også, at de ikke har oplevet det samme, som du har. Samtidig er din vennegruppe heller ikke rastløse på samme måde som dig. Som udgangspunkt behøver det ikke at være en dårlig ting, at man er forskellige i en gruppe, men jeg fornemmer ud fra det, du skriver, at jeres forskelligheder er noget, der er negativt for dig og den vennegruppe, som du er i. Måske kender du nogen, som du har fælles interesser med som f.eks. sport, fitness, en hobby, frivilligt arbejde eller andet, som du brænder for? Det er dejligt at høre, at din kusine introducerer dig til sine venner. Jeg kan godt forstå, at du et eller andet sted gerne vil finde din egen vennegruppe, men på den anden side, så tænker jeg, at der ikke er noget i vejen i at skabe nye venskaber gennem venners venner. Mon du har overvejet at tilbringe lidt mere tid med dem? Hvem ved - måske viser det sig, at I har meget mere til fælles end at gå til fester sammen? Det lyder til at de tager rigtig godt imod dig og også godt kan lide at være i dit selskab. Nogle gange er det ikke vigtigt, HVOR mange venner, man har, men HVEM, der er ens venner. Få venner med gode kvaliteter er ofte bedre end mange venner, som man ikke har noget tilfælles med. 

Du beskriver, at "det føles ikke rigtig som om at nogen af pigerne har "brug" for mig." Det er helt naturligt, at du gerne vil føle, at der er nogen, der har brug for dig.  Det er del af mennesket, at vi som flokdyr gerne vil føle os nyttige for nogen. Derfor kan jeg kan virkelig godt forstå, at du har det sådan. Når du ikke føler, at din gruppe kan imødekomme det, vil jeg gentage, at du måske kal overveje, om det egentlig er en gruppe for dig. Måske skal du også spørge dig selv, hvilke positive ting, der er ved at være i gruppen og hvilke negative ting, der er. Hvis der er flere negative end positive ting i gruppedynamikken, synes jeg, du skal overveje, hvordan du skal forholde dig til det. Giver det mening? Hvis du fortsat gerne vil være en del af gruppen, kunne det være en idé at snakke med dem om, hvordan du har det, så der er mulighed for, at tingene kan ændre sig. Ofte er det sådan, at folk ikke kan hjælpe på den måde, som man ønsker det, hvis de ikke ved, hvordan man har det. Det lyder rigtig fornuftigt, at du vil konfrontere K næste gang, hun ikke svarer på dine beskeder. Jeg kunne også forestille mig, at det ville lette rigtig meget hos dig at forklare hende, hvad det gør ved dig og at du bliver ked af det, når hun ikke svarer. Måske også fortælle hende, at det er bedre at få et nej end slet ikke at svare? Selvom du frygter dine venners reaktion, hvis du konfronterer hele gruppen med, hvordan du har det, så kan det altså  være en idé at gøre det. I sidste ende for din egen skyld.  Du frygter, at "de så ikke vil være venner med mig længere hvis jeg "brokker mig."" Jeg fristes til at spørge dig, om de så er dine rigtige venner, hvis de ikke kan rumme at høre, hvordan du har det og ikke bliver ærgerlige af, at du bliver ked af deres adfærd? Hvad tænker du om det? DU er lige så meget værd som dem og DINE følelser er lige så vigtige som deres. 

Jeg spurgte tidligere, om du havde nogen at snakke med om din ensomhed. Der er også nogle forskellige organisationer, som kan hjælpe dig ift. følelsen af ensomhed. Ventilen er et fællesskab for unge, som føler sig ensomme. De tilbyder bl.a. online mødesteder og lokale tilbud. Måske er det noget for dig? Du kan læse mere om fællesskabet her: https://ventilen.dk

Headspace tilbyder også hjælp til unge, der føler sig ensomme. Hos Headspace er det muligt at finde en ungerådgiver, som bor i dit lokalområde. Du kan læse mere om deres tilbud her: https://www.headspace.dk/temaer/ensomhed 

Jeg er ikke vidende om, du er troende, men en tredje mulighed kunne være at snakke med en præst. En præst kan måske nogle andre ting, fordi vedkommende ser mennesket i et mere eksistentielt og religiøst syn. På den måde kan du måske få noget andet med ved at snakke med en præst om din følelse af ensomhed. Det kan også være, at det måske er mulighed for dig at snakke med lægen om ensomhed. Fordelen ved at snakke med lægen er, at han eller hun kan sende dig videre til eksempelvis en psykolog, hvis lægen vurderer, at du har brug for det. Hvis det er for gærnseoverskridende at tage ned til lægen og snakke ansigt-til-ansigt, vil jeg foreslå, at du starter med at skrive en mail og forklare, hvordan du oplever ensomheden i hverdagen. 

Det blev et meget langt svar, jeg kom med her, og jeg håber rigtig meget, at du kan bruge det til noget. Jeg håber også, at det på en eller anden måde har givet dig nogle værktøjer at arbejde med eller i hvert fald nogle refleksioner, som du kan tage med dig ift. din vennegruppe. Det vigtigt, at man er omgivet af folk, der giver én energi fremfor at tage ens energi. Det er vigtigt at være omkring folk, som gør én glad.  

De bedste hilsner, 
Malou
 

Batesis billede
Malou fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program