Efterskole

brevkassespørgsmål

Efterskole

brevkassespørgsmål af
Simon
16 år
Oprettet 3 år 2 måneder siden

Hejsa
Jeg går og er lidt bange for at blive smidt ud fra min efterskole.
men mit spørgsmål går på når efterskoleopholdet er betalt af komunen, hvad ville der så ske hvis jeg bliver smidt hjem? 
Har hørt noget med at ens forældre får regningen fra komunen, men det kan min families økonomi ik klarer på nogen måde....

Svar: 

Hej Simon

Tak for dit spørgsmål. Det er ikke særligt rart at gå og bekymre sig alene, så jeg er glad for, at du har skrevet herind.

Jeg har desværre ikke noget klart svar på dit spørgsmål. Men jeg tænker ikke, at dine forældre ender med at få en regning for dit efterskoleophold, hvis du bliver smidt ud. Når kommunen siger god for at give et økonomisk tilskud til et efterskoleophold, så gælder det typisk alle de både forudsete og uforudsete udgifter, der kan være forbundet med opholdet. Det er som regel heller ikke en betingelse, at man gennemfører opholdet. Der kan nemlig ske mange ting i løbet af et år, som gør, at man kan blive nødt til at afbryde et efterskoleophold, og som hverken du, din familie eller kommunen ville kunne forudse. Hvis et efterskoleophold afbrydes før tid, kan man også få forudbetalte skolepenge tilbage, så man kun ender med at betale for den tid, man har gået på skolen. Der kan være et afbrydelsesgebyr, som skal betales ved udmelding, men jeg vil tro, at dine forældre også kan få et økonomisk tilskud til det, hvis der er behov for det. 

Hvis du bekymrer dig meget om det kan du prøve at snakke med en lærer på din efterskole eller kontakte den kommune, din familie bor i. Det kan være, at de kan give dig et helt klart svar.

Jeg håber, du kan bruge mit svar. Hvis du har brug for at snakke om din bekymring for at blive smidt ud, er du velkommen til at kigge forbi chatten. 

De bedste hilsner
Marie

 

Nikitass billede
Marie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program