Efter operation af forhudsforsnævring

brevkassespørgsmål

Efter operation af forhudsforsnævring

brevkassespørgsmål af
Anonym
22 år
Oprettet 4 år 2 uger siden

Jeg blev for lidt over 3 uger siden opereret for forhudsforsnævring og har haft megen tvivl om indtaget og forløbet har virket. Jeg fik at vide af lægerne på urinvejskirurgisk klinikken at jeg skulle lave forhudsgymnastik i 14 dage. Det blev ikke specificeret om hvornår jeg skulle begynde, men jeg gik ud fra de mente jeg skulle starte på det efter den første dag og 14 dage frem. Dog antog jeg efter overvejelse at mine syede sår var alt for skrøbelige til at jeg kunne begynde at lave forhudsgymnastik. Jeg ventede derfor ca. en uge før jeg prøvede første gang og kæmpede mig igennem nervøsiteten for at noget ville gå galt. Jeg fik knap nok trukket tilbage overhovedet før der "fossede" blod ud af begge mine sår. Jeg stoppede blødningen med en stykke papir ved at trykke ned på sårene forholdsvis hårdt i ca. 5 minutter. Jeg nægtede simpelthen at gøre det igen før senere i forløbet. Ca. 2 uger inde blødte jeg også da jeg vågnede om morgenen og kunne simpelthen ikke stoppe blødningen og jeg skulle nå en bus til arbejde så jeg prøvede så godt jeg kunne at stoppe blødningen og tog bussen og kiggede efter på toilettet inden min vagt startede. Jeg blødte stadig en smule, men fik heldigvis stoppet det ret hurtigt og håbede på det bedste.

Efter det har jeg ikke oplevet nogen problemer, men den 4 ugers periode hvor jeg ikke må udøve seksuel aktivitet, begyndte at blive ret svær at udholde for et par dage siden. Jeg valgte dog at onanere efter jeg vågnede for 2 dage siden, meget forsigtigt og uden at trække frem og tilbage. Jeg kunne mærke at huden stadig, ligesom før operationen, var ret stram og ved udløsning var det en smule ubehageligt. Dette har opvakt en del tvivl om indtaget overhovedet har virket, eller om jeg bare har baseret min tvivl på en hændelse der er sket en del før end estimeret. 

Hvornår burde man ca. kunne se en forskel operationen skulle lave? Udover det har jeg også fået fortalt af en ven som har været igennem det samme at den 4 ugers periode ikke er hele helingsprocessen. Er der en estimering på hvornår området er fuldt helet så man ikke skal være "forsigtig" med hvad man foretager sig?

Svar: 

Kære du

Tak for dit spørgsmål. Det lyder til, at lægerne på urinvejskirurgisk klinik ikke helt er lykkes med at informere dig godt nok om, hvad du kan forvente efter operationen. Desværre er det så specifikt et område, at det kun er de urologiske læger, der kan svare på dine spørgsmål. Dog har jeg søgt på nettet og fundet flere patientvejledninger til operation for forhudsforsnævring. Der står, at man skal lave forhudsgymnastik dagen efter operationen, og at det er vigtigt for at undgå ardannelse. Så hvis du nu har en oplevelse af, at forhuden stadig er lidt stram, så synes jeg, der er behov for en kontrol på urologisk klinik.
Angående de 2 episoder med blødning, så kan jeg forestille mig, at det var rigtig ubehagelige at opleve,men du gjorde det rette ved at komprimere indtil det stoppede. Det er helt normalt, at et operationssår kan bløde lidt, men så længe det stopper relativt let, og der ikke er nogen synlig blodansamling, så vil det ikke have betydning for ophelingen.

Men jeg synes, du skal kontakte urinvejskirurgisk klinik og bede om en tid til en kontrol, så du kan få en læge til at vurdere, om alt er i orden.
Mvh Anne 

Annes billede
Anne har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program