Drop ud af gymnasium
Drop ud af gymnasium
Kære Brevkasse, Jeg har en problematik vedrørende om jeg skal droppe ud af gymnasiumet. Jeg går i 3.g og har det meget svært socialt. Jeg er desuden bange for min fremtiden. Derudover skal vi til at lave mange eksamensprojekter, som man kan vælge at lave i gruppe, men også individuelt, men det er svært at gøre det selv. Dog er der ikke nogle, der vil være sammen med mig, selvom jeg også vil have den bedste mulige karakter og helst 12. De siger, at vi diskutere, hvilket jeg mener er en fordel, da man dermed kan opnå en bedre opgave, da man får det fra flere vinkler. Jeg har dog sagt, at jeg ikke vil diskutere, hvis det er derfor, da jeg gerne vil være i en gruppe, men nu har jeg en chance for at skulle arbejde individuel. Desuden er jeg ikke social og det kan også være en mulig grund til, at jeg ikke er god i grupper. Jeg har sagt til mine undervisere, at jeg vil droppe ud, men de siger. Deres argumentation for dette er, at vi er tæt på målstregen samt, at selvom, jeg skulle dumpe fra nu af, så vil jeg stadigvæk bestå gymnasiet. (Jeg vil dog ikke kunne bruge den til noget, hvis jeg ikke får et godt gennemsnit..) Det påvirker meget psykisk, hvor jeg sover mindre etc. Jeg ved ikke hvad, jeg skal gøre, har I et godt råd? vh. Bekymret Anonym gymnasiepige, der overvejer at droppe ud.
Kære Bekymrede
Godt at du skriver herind, for der er mange spørgsmål som presser sig på, og som du skal tage stilling til. Skal du droppe helt ud af gymnasiet kort tid før målstregen er nået? Skal du blive og arbejde individuelt eller i gruppe omkring eksamensopgaverne? Hvordan kommer det til at gå? Det er rigtig mange store tanker at tumle med, og jeg kan godt forstå, at du bliver både forvirret og presset over det.
Jeg tror, at rigtig mange kan genkende at være kørt træt i enten uddannelse eller job, og ønsker at begynde på noget nyt. Uden at kende dig og din situation eller dine ønsker for fremtiden, er det svært at sige helt præcist, hvad du skal gøre. Det er virkelig en svær beslutning, og jeg kan godt forstå, at du tøver. Det er dig, som kan mærke, hvad der føles bedst, men jeg vil rigtig gerne dele mine tanker med dig og forhåbentlig kan de hjælpe dig til at blive lidt klogere på de valg, du står overfor.
Nogle gange finder man ud af, at man har valgt forkert, ikke er klar, eller at man bare er et sted i livet, hvor det er nødvendigt at lave nogle ændringer for at få tingene til at hænge sammen og være glad. Hvis det er sådan du har det, så er det klart en mulighed at droppe ud. Måske har du tænkt over, hvad der skal ske, hvis nu du vælger at droppe ud. Vil du gerne have et arbejde eller en anden type uddannelse eller en pause? Som det første tænker jeg, at du kunne få meget ud af at tale med en studievejleder. Både om din trivsel på studiet lige nu, men også om hvad alternativet til gymnasiet kunne være. Studievejlederen har med garanti mødt mange unge med de samme overvejelser som dig. Måske han/hun kan give dig andre vinkler på din situation, som du ikke havde overvejet. Det lyder til, at du allerede har været i dialog med dine undervisere, og at de har en klar holdning til, at du skal blive. Jeg kommer til at tænke på, om du mon har talt med dine forældre eller andre fortrolige om, hvordan du har det? Sommetider når man står overfor et stort valg, kan det være rart at vende sine tanker og følelser med nogen, også gerne nogen som har lidt forskellige meninger om det problem man har, så man ikke føler, at man bliver presset til det ene eller det andet.
Du skriver, at du er i tvivl om, om du skal skrive opgave alene eller i en gruppe. Der er fordele og ulemper ved begge dele, som du også selv ridser op. Det lyder til, at du rigtig gerne vil være i en gruppe, men at du har dårlige erfaringer, og at de andre ikke helt kan forene sig med din måde at arbejde på. Det er lidt svært for mig at læse, om de andre faktisk har sagt, at de ikke vil være i gruppe med dig, eller om det mere er noget du tænker, fordi du bliver usikker og fordi det er svært at være social? Uanset hvad, så tror jeg på, at rigtig meget kan løses med en god snak om, hvad alle parter forventer og ønsker sig, så rammerne er klare. Det kunne også være en idé at bruge studievejlederen eller måske en af dine undervisere som en hjælp. Det kan være, at de kan give dig nogle gode input til, hvordan du kan gribe gruppearbejdet an, hvis du har mod på at give det en chance mere. Hvis du vælger at lave projekterne alene, vil det give dig en erfaring i at mestre studieopgaver eller arbejdsopgaver senere i dit liv, og du øver dig i at stå stærkt i dig selv. Og husk at det er helt okay ikke at føle et behov for at arbejde i grupper. Det er din eksamen, og du skal vælge det, som føles rigtigt for dig.
Jeg forstår godt, at et godt gennemsnit er vigtigt og rigtig mange går meget op i deres skolearbejde og karakterer. Det er vigtigt at gøre det så godt som muligt, men det er også vigtigt at nyde processen ved at beskæftige sig med noget, som du kan lide. Vi kan ikke være dygtige til alt og enhver har sine komptencer. Måske er det mere vigtigt at være i en gruppe og få en god oplevelse med dét end at få den højeste karakter? Måske kommer dine ambitioner til at stå lidt i vejen for det gode samarbejde, og du kan overveje om det giver mening at skrue lidt ned for dine forventninger til de andre? Eller måske er dine karakterer det vigtigste for dig, og så er det dén vej du skal følge. Det vigtigste er at gøre det klart for én selv, hvad man gerne vil opnå og hvor ens motivation ligger. Er det fedest at lave et godt gruppeprojekt og få en middel karakter, eller er det vigtigere at prøve at få en rigtig god karakter men så knokle alene for det?
Jeg forstår godt, at det her fylder for dig, men det skal nødig gå ud over dit psykiske helbred eller din nattesøvn. En god nattesøvn er vigtig for ens velvære, overskud og humør. Derfor vil jeg igen virkelig opfordre til, at du deler dine tanker og følelser med nogen tæt på dig, så du kan få lidt luft og komme videre i din beslutningsproces eller bliver det for drænende og hårdt.
Jeg håber, at du kan bruge mine tanker, og at du finder et svar, som føles godt og som er det rigtige for dig.
De bedste hilsener fra Lærke