Det hele er lidt noget rod

brevkassespørgsmål

Det hele er lidt noget rod

brevkassespørgsmål af
Emilie
11 år
Oprettet 6 år 5 måneder siden

Hej jeg er en pige på 12 år som har en lidt svær periode lige nu. Det er bare som om at hver gang at jeg kommer i skole er der mindst 1 der skal rette på mit tøj eller siger at jeg har en lille røv. Altså jo jeg har ret mange venner men føler ik jeg har en bedste ven som jeg kan dele ting med. jeg har haft en bedste ven som jeg virkelig var glad for og vi fortalte hinanden alt og har kendt hinanden hele livet. men det er bare som om at det her år har ændret sig totalt for nu er hun bare sygt irriterende og siger mega dumme ting om mig hun gider ikke at svare mig når at jeg spørger hende om noget og så nedgør hun mig så meget. Men har virkelig ik lyst til at snakke med min forældre, hende, eller nogle andre om det. Så håber i havde et godt råd til det. Men ligenu føler jeg bare der ligger et hvis pres på mig fordi at jeg har et chush/kæreste som er ret populær og hvis jeg ikke følger med mine veninder (de popurlære af dem) så er jeg bare ret bange for at jeg mister ham. (ingen selvmordtanker) mvh Emilie

Svar: 

Kære dig,

Jeg vil i hvert fald prøve at hjælpe dig så godt jeg kan.

Som jeg læser det, så føler du dig måske lidt alene for tiden - på trods af mange venner og din kæreste. Men dit venskab til din bedste ven har ændret sig, og det kan mærkes. Det kan godt gøre ondt, hvis man i en periode ikke har den der helt tætte ven, som man kan dele alt med. Det oplever mange mennesker. Nogle gange vokser man fra hinanden eller, der sker andre ting, som gør at venskabet glider ud i sandet - f.eks. hvis der opstår konflikter. Uanset hvad, er det ikke rart.

Du fortæller at din veninde er begyndt at nedgøre dig og ikke svarer når du snakker til hende. Er dette noget, som er sket efter at du har fået din kæreste? Du skriver at du føler et pres for ikke at miste din kæreste, og at du derfor er nødt til at gå med de populære piger. Når du skriver det, så kan jeg godt forstå du får det lidt svært. Det er nemlig et stort pres at gå rundt og føle at man skal gøre noget bestemt for ikke at miste sin kæreste. Du skulle gerne kunne være dig selv og føle dig afslappet sammen med din kæreste - det skal ikke komme an på hvem dine venner er. Desuden er de "populære" piger ikke bedre andre. Og i forhold til din tidligere bedste ven, så tænker jeg om det måske også er dig, der har ændret dig? Det lyder nemlig som om at du har holdt dig lidt til de "populære" piger, så måske har din ven følt sig svigtet? Jeg ved selvfølgelig ikke om hun er en del af flokken (de populære) eller om det overhovedet handler om det, så jeg gætter blot. Jeg tænker i hvert fald at det kunne være godt for jer at få en snak, også selvom du skriver du ikke har lyst til at snakke med hende om de her ting. Men der er sket noget i jeres venskab, som gør at i ikke snakker ordentlig sammen og er tætte mere og det gør dig ked af det - derfor tror jeg det kan hjælpe dig, hvis du får snakket med hende. Prøv om du kan snakke med hende uden for skoletiden, så i har mere ro til det.

Du fortæller at du også får kommentarer fra andre og at, der bliver rettet på dit tøj. Det synes jeg egentlig er ret grænseoverskridende. Jeg har svært ved at høre om det er mobning, men uanset hvad, er det noget, der gør dig ked af det og derfor skal det stoppes. Hvis du har mod på det kan du prøve en dag at gå til en, der har rettet på dit tøj, og rette på hendes/hans tøj - så kan du bagefter spørge, hvad de synes om det. Det kræver lidt mod, men det at det bliver gjort mod dem, kan få dem til at tænke sig lidt om og lade være en anden gang. Derudover er det helt ok sige stop. Du skal ikke finde dig i sådanne ting. Hvis du føler at det bliver værre og/eller du begynder at miste lysten til at gå i skole, så er det vigtigt at du går til en lærer, så der kan blive gjort noget ved det. Hvis det bliver værre, er det også vigtigt at du snakker med dine forældre, så de ved, hvad der foregår og kan hjælpe dig.    

Jeg håber at du kunne bruge mit svar. Du er altid velkommen her igen eller i vores chat.

De bedste hilsener til dig

Charlotte 

Charlottes billede
Charlotte fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program