Dårligt selvværd eller ej?

brevkassespørgsmål

Dårligt selvværd eller ej?

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 1 måned 3 uger siden

Hej Cyberhus.

Jeg var til en fest forleden aften. Vi hyggede os med lidt alkohol. Jeg spørger, om min makeup er ved at løbe, da vi var udenfor i regn. Så siger en dreng "Piger er pænere uden makeup." Da jeg også havde fået lidt at drikke, tolkede jeg det som om han sagde at jeg var grim - det gør det heller ikke bedre, at det var mit crush, der sagde det. Jeg bliver småsur og siger "Så nu er jeg grim, hva'?". Han blev nok lidt chokeret, for han sagde "Nej, nej. Det var ikke det jeg sagde. Jeg sagde bare at piger er pænere uden makeup." Så kommer der en anden og træder til, og siger "At lægge makeup er tegn på dårligt selvværd." Jeg bliver sur, for jeg havde taget mig tid og hygget mig med at lægge min makeup, og var i øvrigt godt tilfreds med den. Jeg har ikke dårligt selvværd normalt, men når der er fest, synes jeg, at man skal gøre noget mere ud af sig selv. Han gjorde mig pludseligt i tvivl, om jeg har dårligt selvværd eller ej. 

Jeg håber, at I kan afklare det for mig, om det er dårligt selvværd at lægge makeup, for det synes jeg ikke det er. 

Vh. en pige der er meget i tvivl.

Svar: 

Kære pige 

Først og fremmest tak for dit spørgsmål. 

Jeg kan godt forstå, at episoden påvirkede dit humør. Det kan være rigtig ubehageligt, når man føler sig ramt af andre menneskers kommentarer.  Som du selv er lidt inde på, virker det ikke til, at det var fyrens intention at såre dig med sin bemærkning. Selvom hans timing var lidt uheldig.  Hans kommentar om, at piger er smukkere uden makeup kan også have været et kompliment. Måske prøvede han at sige, at du ikke behøver makeup, da du ser godt ud uden? 

Når andre mennesker siger nogle ting, som kan virke sårende, kan det nogle gange hjælpe at spørge nærmere ind. Du kan foreksempel spørge: Hvad mente du egentlig med det? Spørgsmål vil nogle gange kunne åbne for en god dialog, så du slipper for at bære rundt på tankerne alene. Ofte kan tankerne vokse sig større, når vi bærer rundt på dem alene i stedet for at søge afklaring hos de mennesker, som har sagt tingene. 

Jeg kan godt forstå, at det går dig på, at den anden fyr blander sig i samtalen og påstår, at makeup er tegn på dårligt selvværd. Men på den anden side, hvad ved han egentlig om det? Og er det ham, der skal bestemme, hvad DU skal gøre? Du fortæller selv, at du har hygget dig med at lægge makeuppen inden og glædet dig til festen. Skal han have lov til at ødelægge din aften med en kommentar om dårligt selvværd og makeup. Nogle gange skal vi vælge, hvilke mennesker vi lytter til. Jeg tænker, at den vigtigste at lytte til er dig selv. 

Hvis du nyder at lægge makeup inden festen, så gør det. Du spørger om det er tegn på dårligt selvværd at gå med makeup. Som jeg ser på det, er der både mennesker med og uden selvværd, som går med makeup, men selvværdet afhænger ikke af makeuppen. For mennesker med lavt selvværd har i mine øjne både dårligt selvværd med og uden makeup. Jeg tænker, at det handler om måden, man bærer sig selv på og om at have det godt. Så hvis du har det godt med at have makeup på til fester, så er det bare det, du skal gøre. 

Jeg håber, du kan bruge mit svar, og at du vil være tro mod dig selv og det, DU kan lide - makeup eller ej! 
De bedste hilsner Emilie

 

 

Emilies billede
Emilie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program