Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Bøjle

brevkassespørgsmål

Bøjle

brevkassespørgsmål af
anonymt
13 år
Oprettet 6 år 11 måneder siden

Hej mine tænder rykker sig (temmelig meget), mine forældre har kigget på det og kan også godt se det. Det gør ondt og strammer i hele munden - kan ikke sove godt om natten, af den grund. Jeg håber jeg skal have bøjle, så det kan blive rettet og forhåbentlig ikke gøre ondt senere, men som min tandstilling ser ud nu, tror jeg ikke det er noget tandlægerne vil give mig. Kan denne oversag give mig en bøjle?

Svar: 

Hej

Tak for din beretning om hvad du mærker fra munden - og dit spørgsmål om det kan give dig bøjler. Det enkleste svar er: det ved jeg ikke.

Noget af det, der gør det meget svært at svare konkret på dit spørgsmål er, at du ikke skriver noget om din tandstilling - andet end at du ikke tror, at tandlægerne vil give dig bøjle. Noget jeg så kunne tolke som at din tandstilling ikke er noget særligt - altså at dine tænder ikke er specielt skæve.

Nu er det sådan, at tandlægernes vurdering af om du kan få et tilbud om bøjler, ikke så meget går på, om du har skæve tænder. Faktisk er det vigtigste om din tandstilling giver dig risiko for skader på langt sigt. Så nogen gange tilbyder vi bøjler til børn/unge, der slet ikke har forestillet sig, at en bøjle kunne blive aktuel for dem. Og afviser at tilbyde bøjle til andre, der synes de har forfærdelige problemer med deres tandtilling.

Der er faktisk ofte sådan, at tandlægernes og børnenes vurderinger ikke passer ret godt sammen. Og så må man jo tale sammen om det og forsøge at finde ud af, om man kan blive enige om noget.

Det, du skriver om at dine tænder rykker sig passer meget godt med din alder. Du har formentlig tabt de sidste mælketænder og er i gang med at vokse rigtig meget i højden. Og det betyder, at dine kæber også vokser rigtig meget. I dine gener ligger opskriften på, hvordan lige præcis din krop skal vokse. Og i den alder du er i nu, bliver det mere og mere tydeligt, hvordan du vil komme til at se ud som voksen. Så det er oplagt, at der er noget, der forandrer sig. Det hører din alder til.

Dit bid er nogenlunde på plads, når alle dine nye tænder er kommet frem. Men biddet skal jo følge med i, hvordan knoglerne i kæberne vokser.  Så det kan være, at noget af det du mærker er, at det hele tilpasser sig og "giver sig" - altså det man andre gange kalder "vokseværk". Det er der faktisk en del børn og unge, der mærker. Og så er der andre, der aldrig mærker noget til det. Det kan være en fase du skal igennem og hvor det altså holder op, når du holder op med at vokse helt så meget, som du gør lige nu.

Det kan også være, at du skærer tænder. På nogle leder lyder det mere sandsynligt, at det er det, der gør ondt i dine kæber. Man skærer tænder, når man sover - så det er ikke noget, man selv kan styre. Det er noget kroppen selv finder på, mens man sover. Men der er sammenhæng med ondt i ryggen, hovedpine, dine daglige vaner (prøv at google "spændingshovedpine" og se om der er noget, der passer der). Tidligere sagde man, at det var biddet, der fik mennesker til at skære tænder. Vi ved nu, at det ikke passer. Hvis du også har problemer med din ryg, er det måske en fysioterapeut eller en kiropraktor du allerførst skal konsultere. 

Jeg tænker, at du har fået set på dit bid af din egen tandlæge - og at du måske også har været til en specialist (bøjletandlæge). De fleste kommuner sørger for at alle børn og unge får set specielt godt på tandskifte, bid og kæbevækst i 4. eller 5. klasse. Nogle kalder det for et "bøjleeftersyn". Det kan godt ligge samtidig med en almindelig undersøgelse og så tager det ikke ret lang tid ekstra - måske har du ikke opdaget det eller måske har du glemt det. Men formentlig ligger der en beskrivelse i din journal af, hvordan dit bid og din kæbevækst var dengang. Så hvis du har ret i, at det hele flytter sig, så skulle der også nu kunne ses stor forskel på beskrivelsen fra dengang og hvordan der er nu.

Jeg tænker, at det fornuftige at gøre er sammen med dine forældre at booke en tid til en samtale hos din kommunes tandretningsspecialist. Din almindelige tandlæge kan hjælpe dig med det. Inden da skal du have skrevet ned, hvad du mærker og ser, så du kan fortælle om det. Husk at tage det med, hvis du faktisk har problemer andre steder i kroppen. Du skal have skrevet det hele ned, så du kan huske det. Og du skal skrive ned, hvad du gerne vil spørge om. Det er godt at have dine forældre med, fordi I så sammen kan huske at få spurgt om det hele.

Specialisten bør først høre på dig og din historie - og måske stille nogle flere spørgsmål om, hvad det er, du mærker. Derefter undersøge dine tænder og din tandstilling. Og fortælle dig, hvad han/hun tænker om dit bid og dine kæber.

Hvis du har ret i, at dit bid og tandstilling og dine kæber har ændret sig meget - og på en måde, så du kan tage skade af det - så vil specialisten måske tilbyde dig at lave en grundigere undersøgelse (noget med modeller af tænderne og røntgenbilleder af dit hovede). Og så får du en ny tid til en samtale om, hvad specialisten tænker er det rigtige at gøre. Der er ikke noget af det specialisten vil forslå dig, som du SKAL sige ja til. Du har til enhver tid ret til at sige nej tak - også selv om specialisten har brugt tid på at lave en plan. Og du kan altid spørge, om det kan gøres på en anden måde - eller hvad der vilske, hvis du siger nej tak.

Prøv at gå baglæns i brevkassen - jeg har svaret på rigtig mange spørgsmål om tandstilling og bøjler - også på rigtig mange spørgsmål fra børn og unge, der er så trætte af deres bøjler, at de bare vil have den af nu. Som du vil kunne se i de mange svar er bøjler ikke noget, der bare tryller. Det er bøvlet og gør ondt og tager rigtig lang tid. Så tænk dig godt om, mens du prøver at finde ud af tingene.

Med venlig hilsen

Niels Hansen, tandlæge

 

 

 

 

nielshansens billede
Niels fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program