Bedsteven med følelser
Bedsteven med følelser
Hej
Jeg har et problem. Jeg har en bedsteven, som nærmest er som en bror for mig. Han snakker godt med min rigtige bror, og hygge snakker nogle gange med mine forældre. Han er mega sød og rar, men KAN KUN LIDE HAM PÅ VENNEMÅDEN. Men jeg er begyndt at lægge mærke til nogle ting. Når vi hænger ud, er han begyndt at flirte lidt, og prøver at lægge an på mig. Han skriver hele tiden til mig (altså mere end han normalt gør), og spørger hele tiden om jeg ville hænge ud.
Jeg så en film med ham her forleden, og jeg kunne fornemme at han kom tættere og tættere på. Pludselig tog han min hånd. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, fordi vil jo ikke miste ham som ven. Så jeg lod ham holde min hånd, og skyndte mig hjem efter filmen.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal fortælle ham, at jeg ikke kan lide ham, eller om jeg skal begynde at afvise ham eller lign.
Håber I kan hjælpe:)
Kære dig,
Først og fremmest, er det meget dejligt for dig, at du har en rigtig god ven, som føles som en bror for dig, og som du er glad for at tilbringe meget tid med. Jeg kan godt fornemme, at du virkelig værdsætter jeres venskab, og derfor kan jeg også sagtens forstå, at du er ret fortvivlet og forvirret over situationen lige nu, hvor det lyder som om, han rykker grænserne lidt fra venskab til noget mere. Det er altid forvirrende, når den ene part pludselig begynder at sende nogle andre signaler, for så skal man selv til at tage stilling til, hvordan man egentlig føler - det er ikke altid så let. Det lyder dog som om, du er ret afklaret med dit forhold til ham som ven, og derfor tænker jeg også, at det er super vigtigt, at I får afklaret med hinanden, hvad det er der foregår. Jeg kan godt forstå dine tanker om, hvor direkte han skal afvises, for du er jo også bekymret for, at det påvirker jeres venskab. Jeg tror, det er vigtigt at huske, at det ikke er din afvisning, der påvirker jeres venskab alene, for hvis han har fået følelser for dig, påvirker hans følelser jo jeres forhold i sig selv også. Så du skal ikke føle dårlig samvittighed, hvis du ikke er interesseret i det samme som ham.
Selvom det er skræmmende og føles sårbart, så tror jeg egentlig, at det bedste ville være at snakke direkte med ham om det. Hvis det er lettere, kan du måske vente til du føler, han overskrider en grænse igen, og så fortælle ham lidt de samme ting, som du har skrevet her - at du virkelig er glad for jeres venskab, ser ham som en bror, og ikke vil miste ham. Det kan sagtens være, han lige skal have lov at synke den og affinde sig med det, du siger, men hvis han er lige så glad for jeres venskab, så skal han nok tage det pænt. Et godt venskab indebærer også, at man kan snakke åbent med hinanden om, hvordan man føler. Det skal nok gå godt!
Held og lykke!
Sophie