Depressive tanker og afhængighed

brevkassespørgsmål

Depressive tanker og afhængighed

brevkassespørgsmål af
Olivia
16 år
Oprettet 5 år 3 måneder siden

Hej

Jeg er 16 år og har igennem de sidste 2 år oplevet, at jeg har haft episoder med depressive tanker. Det er især efter mine forældres skilsmisse, hvilket jeg tror er årsagen til begyndelsen. Det er udelukkende selvværdsproblemer det handler om. Måske er det også bare en blandning af ensomhed der medfølger puberteten. Jeg har konstant brug for at der sker noget nyt omkring mig. Jeg kan ikke lide rutiner og jeg vil hele tiden noget nyt og hvis tingene er som de plejer, så starter perioderne. Typisk en følelse af ensomhed/tomhed.

Jeg tror også jeg er afhængig af mit arbejde. Jeg gør alt for at tage en vagt eller to. Om det er 1 time eller 10. Det eneste der står i vejen er skole. Jeg elsker mit arbejde og hvis jeg kunne ville jeg arbejde hver dag. Jeg føler et kæmpe stort ansvar til mit arbejde og jeg tror hvis ikke det var mit arbejde jeg var afhængig af, ville det være noget andet. Jeg har ikke prøvet stoffer endnu. Men jeg drak mig lidt fuld på et tidspunkt og tog nogle sug af et par smøgere. Det eneste der sagde imod var prisen og lugten. Ellers smagte det godt. Jeg er så bange for at jeg lever for ikke at blive afhængig.

Jeg håber du har noget der kan hjælpe

 

Svar: 

Kære Olivia

Det lyder til, at det er nogle svære år, du har været igennem. Skilsmisse kan være en kæmpe omvæltning i ens liv. Det kan gå udover ens trivsel og ens forhold til mor og far. Og ensomhed er også en naturlig følelse af opleve, når man går igennem en svær periode i ens liv som fx skilsmisse, og når ens liv forandrer sig. 

Du beskriver, at du er afhængig af dit arbejde, og at du hele tiden prøver at tage flere og flere vagter. Jeg kommer til at tænke på, om dit arbejde måske hjælper dig igennem de svære perioder. Måske er arbejdet en god måde for dig at blive aktiveret og afledt på. Du skriver også, at du har drukket dig fuld og taget et par sug af et par smøger. Jeg tænker, at det også er en naturlig del af det at være ung. I ungdommen prøver man og eksperimenterer med forskellige ting. Det er bare vigtigt, at du er opmærksom på, at det ikke tager overhånd. 

Måske er det en god ide, at du tænker over, hvilke ting ved dit arbejde, der gør, at du elsker det. Det kan være, at der hele tiden sker noget nyt, eller at du har nogle gode kolleger eller noget helt tredje. Jeg tænker på, om du kan bringe nogle af de ting, som du elsker ved dit arbejde ind i andre situationer i dit liv. Hvis det er dine kolleger, så kunne du fx tage initiativ til at mødes med dem uden for arbejdet. 

Vigtigst af alt er, at du er bevidst om og opmærksom på, at du ikke må blive afhængig. Det er et kæmpe skridt på vejen mod at forebygge, at du bliver afhængig.

Jeg håber, at mit svar kan give dig lidt hjælp på vejen.

Venlig hilsen

Lucia

 

Luchias billede
Lucia fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program