Bange for hvordan han vil reagere

brevkassespørgsmål

Bange for hvordan han vil reagere

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 1 måned 1 uge siden

Hej. Jeg er en pige, der har herpes i underlivet. Jeg føler virkelig meget skam omkring det og troede længe, at jeg aldrig ville have sex igen. Indtil jeg mødte en fyr, som jeg virkelig gerne ville være sammen med. Jeg anede ikke, hvordan han ville reagere, og jeg kunne slet ikke få mig selv til at sige, at jeg har herpes. Derfor endte jeg med at tage forebyggende medicin hver dag, selvom jeg ikke havde udbrud, og vi havde sex med kondom. Han sagde flere gange, at han gerne ville uden kondom, men jeg sagde nej. Jeg regnede ikke med, at det ville blive seriøst, og troede egentlig aldrig, at jeg ville se ham igen. Men vi begyndte at få følelser for hinanden, og nu har jeg det virkelig dårligt med mig selv. Jeg havde sex med ham, selvom jeg vidste, at jeg har herpes og i teorien kunne smitte ham. Jeg føler, det var egoistisk af mig. Nu kan vi virkelig godt lide hinanden og vil gerne ses mere og begynde at date. Men han vil gerne have sex uden kondom, og jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg skammer mig over, at jeg allerede har haft sex med ham uden at fortælle, at jeg har herpes. Jeg kan seriøst ikke få mig selv til at sige det til ham. Jeg ved han vil blive sur, fordi jeg var så klam at snakke med ham om kønsygdomme og lade som om jeg intet har. Skal jeg bare stoppe kontakten med ham? Det føles bare så svært, når jeg virkelig godt kan lide ham.

Svar: 

Kære du,

Tusind tak for dit brev. Ej, hvor er det en svær situation, du står i. Jeg kan virkelig godt forstå, at du skammer dig, også selvom det ikke er din skyld, at du har herpes i underlivet. Og jeg kan også godt forstå, at du har taget de valg, du har taget, netop fordi frygten for at miste noget godt er så stor.

Desværre tror jeg også godt, at du selv ved, hvad du er nødt til at gøre. Der er kun to måder, hvorpå han finder ud af det på. Du fortæller ham det, eller han selv får diagnosen af sin læge. Ingen af dem er rare, men det er langt sjovere at være ærlig og lade ham tage valget på et informeret grundlag end at få en opringning eller besked, hvor han beskylder dig for at gå bag ryggen på ham.

Læg kortene på bordet. Sig at du skammede dig for meget til at sige det, og du er bange for at miste ham, men han fortjener at vide det. Uanset hvad han vælger, så er det vigtigt at han ved det. Vælger han at blive, kan I sammen finde en løsning på det sammen med en læge. Vælger han at gå, så er det det.

Hvis du vælger at gå uden at sige noget, så tror jeg, du først vil skamme dig. Du har følelser for ham, og det betyder også, at du helst ikke vil såre ham. Selv hvis han vælger at gå, fortjener I begge at sandheden kommer på bordet. Vær modig, kære du. Det skylder du dig selv. 

Frida fra Cyberhus

cyberhuslivs billede
Frida, frivillig uddannet ungerådgiver hos Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program