Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Bøjle i overmund

brevkassespørgsmål

Bøjle i overmund

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 6 år 8 måneder siden

Hej. Jeg har fået sat bøjle i overmunden, fordi jeg har en hjørnetand der skal hjælpes ned. Men nu fortryder jeg at jeg overhovedet fik sat den på. Vil allerhelst have at tanden selv vokser ned. Er det muligt at få bøjlen af hvis man næsten lige har fået den på?

Svar: 

Hej

Tak for dit spørgsmål om dine overvejelser om at få din bøjle af. Svaret er naturligvis et ja. For det er dig selv, der bestemmer over dine tænder. Og hvis du går hen til din bøjletandlæge og siger du vil have den af, så har du ret til at få det.

Jeg vil gerne foreslå dig, at du undersøger nogle ting før du beslutter dig. Hvis du har fået bøjle på fordi din hjørnetand ikke kommer frem af sig selv, så er det mest sandsynligt, at den ikke kommer af sig selv. Det betyder så, at du enten skal leve med en mælketand, som på et tidspunkt falder ud (hvis du stadig din mælke-hjørne-tand siddendeder). Eller du skal leve med at mangle en hjørnetand.

Og imens bliver din hjørnetand så liggende oppe i kæben. Det sker der ofte ikke noget ved - men du kan risikere at den ligger så tæt på dine fortænders rødder, at der sker skader på dem. Så hvis du bestemmer dig for at ville slippe for bøjlen nu, kan det være, at du får nogle problemer senere, som er trælse. Een ting er, at du kunne komme til at fortryde at du mangler tanden og gerne vil have bøjler og ført tanden ned på et senere tidspunkt. Du skal så selv betale for behandlingen, der kan koste fra 10-35.000. Det er en del penge. Dels kan du risikere at andre af dine tænder tager skade - eventuelt så meget, at du mister een eller flere fortænder.

Du skriver ikke noget om, hvorfor du har fortrudt. Om det er fordi du ikke kan lide at have bøjler på. Eller fordi det gør ondt. Eller??? Og derfor kan jeg heller ikke fortælle dig, om det du er træt af, kan laves om.

Mit råd til dig er at bestille tid til en snak med din bøjletandlæge. Fortæl hvordan du har det md bøjlen - vær helt ærlig, men også så detaljeret, så tandlægen kan forstå, hvad det er, der er i vejen. Måske er der noget, der kan laves om på, så du kan leve med at have bøjle? Måske er der ikke. Spørg hvad der kan / vil ske, hvis du afbryder behandingen. Og tænk dig så godt om, før du beslutter dig - snak med venner eller din familie.

Det er helt sikkert, at hvis du afbryder behandlingen nu, så får du ikke et nyt gratis tilbud - både fordi et er kommunen ikke forpligtet til at give dig - og fordi du er tæt på at være 18 år, hvor gratis tanpleje stopper.

Jeg skriver ikke ovenstående for at overbevise dig om, at du skal beholde din bøjle. Det har jeg ingen mening om. Men jeg tænker, at du bør vide, hvad der kan ske, hvis du vælger at stoppe nu.

Held og lykke med at finde ud af det.

Niels Hansen, tandlæge

 

nielshansens billede
Niels fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program