Anskaffelse af servicehund

brevkassespørgsmål

Anskaffelse af servicehund

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 1 uge 2 dage siden

Hej jeg er en pige på 16 år! Jeg har adhd, angst, depression og slem traume. Det gik først op for mig at her for nylig at man faktisk kan få en servicehund som hjælpemiddel mod de problemer jeg har i hverdagen. Det jeg ville spørge er om det overhovedet overhovedet kunne lade sig gøre for mit vedkommende. Kort sagt er jeg medicineret for adhd og depression men føler stadig at små situationer i hverdagen som eks: tage offentlig transport, store samlinger af mennesker, og generelt offentlig områder kan være mega svært at navigere rundt i uden alting bliver alt for overvældende. Jeg har det svært med at sætte ord på hvor hårdt alting rammer mig i offentligheden men får god hjælp fra min psykolog og har en støttende familie. Men igen det meget svært for mig at få alting til at fungere. Jeg har allerede en del dyr inklusiv en hund som ikke er trænet servicehund men altid er beroligende at være sammen. Jeg har også en kat som jeg også elsker af hele mit hjerte. Og når i svare tilbage har jeg sikkert også fået mine papegøjer nu. Kort sagt med den context er jeg rigtig glad for dyr i mit nærvær og sådan har det altid været. Men det er et problem for mig så at jeg ikke kan tage dem med der hvor det er svært for mig at fungere. Derfor ville jeg høre om det er nået der ville hjælpe mig hvis jeg kunne få en servicehund? Tabte lige lidt tråden undskyld men ja. Ps er også i gang med dyrepasser uddannelse og ja det ville ikke være helt nemt eller overhovedet muligt at tage en servicehund med ind i området med de andre dyr, men når jeg er i lokalet med dyr er det også anderledes fordi jeg er omgivet af dyr igen og så fungere jeg godt indtil jeg skal ud derfra igen. Og undskyld hvis det her er svært at forstå eller læse prøver mit bedste men mit hoved er en tornado lige nu undskyld Mvh Pige der brænder for nået pote hjælp!

Svar: 

Hej!

Hvor er det dejligt, at du skriver ind, og hvor er det flot du kan sætte ord på og dele så ærligt, hvordan din hverdag kan føles. Jeg kan virkelig mærke din kærlighed for dyr, og den r ode kan give dig, i det du skriver, så jeg forstår godt at du overvejer, om en servicehund kunne være en hjælp i de situationer, der er svære for dig.

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg ikke er jurist, og derfor kan jeg ikke give et endeligt svar på, om du ville kunne få godkendt en servicehund. Men jeg kan fortælle lidt om, hvordan processen kan fungere, og hvor du kan gå hen for at få mere konkret hjælp.

Servicehunde tildeles normalt gennem kommunen som et hjælpemiddel, og det kræver en vurdering af, om hunden kan kompensere for nogle af de udfordringer, du har i hverdagen. Kommunen vurderer det ud fra dokumentation, f.eks. udtalelser fra læge eller psykolog, og ser på, om en hund realistisk kan afhjælpe de konkrete vanskeligheder, du beskriver.

I Danmark er det desværre ret sjældent, at man får bevilget en servicehund til psykiske udfordringer som angst, depression eller ADHD, men det kan ske i særlige tilfælde, hvor hunden vurderes at kunne gøre en markant forskel, så du behøver ikke miste modet helt! Du kan f.eks. tale med din psykolog eller læge om, at du gerne vil undersøge det. De kan hjælpe dig meget bedre end jeg kan, med at skrive en udtalelse eller guide dig i, hvordan du tager det op med kommunen.

Du kan også kontakte organisationer, der uddanner servicehunde, for at høre mere om, hvad de kræver, og om du ville kunne starte en proces. Nogle steder tilbyder også, at man selv betaler for træningen af en hund, som man i forvejen har, hvis den har de rette forudsætninger.

Noget af det, du selv beskriver, er faktisk allerede meget vigtigt. Du ved, at dyr hjælper dig med at finde ro, og du brænder for at arbejde med dem. Det i sig selv er en kæmpe styrke og måske en del af løsningen, både i forhold til, hvordan du passer på dig selv i hverdagen, og i dit valg af uddannelse. Så selv hvis du ikke ender med at blive godkendt til en servicehund, så har du fundet en måde at inkorporerer det du ved hjælper i din hverdag. Det er så fedt!

Jeg synes, det er så stærkt, at du mærker efter, hvad der hjælper dig, og at du tør række ud for at finde veje, der kan gøre din hverdag lidt lettere. Hvis du vil tage det videre, så er næste skridt nok at snakke med din læge eller psykolog om muligheden for at få hjælp til at søge kommunen om en servicehund, eller måske finde andre ordninger, der kan støtte dig på samme måde.

Pas godt på dig selv og dine potevenner!

De bedste hilsner,
Juni fra Cyberhus

cyberhuskarolinebs billede
Juni, frivillig uddannet ungerådgiver hos Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program