Angst
Angst
Hej jeg har et problem håber det her giver mening. Jeg bliver kørt til skole hver dag af en taxa fordi jeg går på speciel skole. Det er kun mig og chaufføren i taxaen men jeg er blevet ret bange/angst for person. Person har aldrig gjort mig noget så snart jeg sætter mig ind i taxaen begynder jeg at ryste og det tager flere timer før det er væk igen. Det jeg er bange for er at person bare køre væk eller gør mig et eller andet. Jeg vil ikke snakke med mine forældre om det kan ikke rigtig finde mod har dog sagt det til nogle venner. Jeg synes jeg har prøvet lidt af hvert men det virker bare ikke håber i/du har nogle gode råd til det. Der er ikke mulighed for at for en ny chauffør.
Kære Sille
Tak for dit brevkassespørgsmål. Nogle gange bliver vi mennesker bange for ting, som ikke nødvendigvis er farlige. Det er helt naturligt, at det sker en gang imellem, selvom det kan virke rigtigt fjollet. Man kan blive bange for mange forskellige ting så som edderkopper, højder eller sociale situationer på trods af, at der ikke er nogen reel fare på færde i dem. Men nogle gange kan frygten vokse sig så stor, at den nærmest fylder det hele, og det er ikke særligt rart.
Som regel handler det om, at man pludseligt mister troen på sine egne evner til at tage vare på sig selv. Det vil sige, at man nogle gange kan føle, at man slet ikke ville kunne håndtere den situation, man er bange for, på egen hånd. Men i langt de fleste tilfælde, så kan man sagtens håndtere situationerne, hvis man kommer ud i dem. Og det bliver man nogle gange nødt til at minde sig selv om: Det har aldrig været et problem før - så det kan jeg nok sagtens klare, selvom jeg ikke tror på det lige nu.
Her nedenfor har jeg samlet lidt konkrete råd, som du efterspørger. Det kan imidlertid være svært at arbejde med sin angst alene, og derfor vil jeg råde dig til at dele det med dine forældre (selvom du skriver, at du ikke har lyst) eller de veninder, du allerede har snakket med. Det kan være rart at have nogen, man kan få hjælp og støtte hos, så man ikke at er alene med alle tankerne.
En ting af de ting, du kan prøve, er at undersøge, hvor realistiske dine bange tanker er. Det vil sige, hvor sandsynligt det mon er, at chaufføren vil køre dig et andet sted hen eller gøre dig noget. Det kan du gøre ved at spørge dig selv om ting som:
- Er det sket før, at chaufføren har kørt dig væk eller gjort noget ved dig? Hvor mange gange har du kørt med chaufføren, uden der er sket noget farligt? Hvis der nu aldrig er sket noget farligt, kan det være, at du har kørt med chaufføren mange, mange gange, uden der er sket noget farligt. Så hvor sandsynligt er det mon så, at der vil ske noget farligt næste gang?
- Hvis ikke der sker noget farligt, hvad kunne der så ske? Det kan være, at I blot kører til skole som normalt? Eller at han skal køre en omvej på grund af vejarbejde?
- Hvad ville du råde en veninde til at gøre, hvis hun fortalt dig, at hun havde det på samme måde som dig? Det kan være, at du ville sige til hende, at der ikke er noget at være bange for? Eller at chaufføren altså har mange andre børn og unge, han skal køre i skole, så han har slet ikke tid til at køre dig et andet sted hen eller gøre noget farligt?
- Og hvad mon der ville ske, hvis der skete noget farligt? Hvis chaufføren kører dig et andet sted hen, så vil din lærer måske begynde at undre sig over, at du ikke er kommet i skole? Eller måske du på egen hånd ville kunne gøre noget så som at ringe eller sende en sms til dine forældre, hvis det skulle ske?
Pointen med de mange spørgsmål er, at du kan tjekke dine bange tanker for at finde ud af, om de er realistiske eller ej - og dermed om der er grund til bekymring eller ej. Det kan være, at nogle af de ting, du kommer frem til ved at stille dig selv spørgsmålene, kan være med til at give dig ro på, når du bliver bange. Du kan også bruge dem til at minde dig selv om, at der fx ikke er særligt stor sandsynlighed for, at chaufføren vil gøre dig noget, eller at du godt ville kunne få fat i hjælp, hvis der skulle ske noget farligt.
Til sidst vil jeg også gerne minde dig om, at tanker bare er tanker. Vi får rigtigt mange forskellige tanker hver dag, men nogle tanker bliver hængende længere end andre. Det gør de kun, fordi vi giver dem opmærksomhed og dermed plads til at vokse sig større. Nogle gange hjælper det faktisk blot at tænke på noget andet, selvom det kan være svært. Man kan prøve at vende fokus ud på det, der sker i omgivelserne i stedet for på det, der sker indeni en selv.
Jeg vil også anbefale dig at tage et kig på MindHelpers online forløb omkring angst og uro: her. Måske du kan bruge nogle af deres tips og øvelser? Jeg vil i hvert fald ønske dig al held og lykke med det hele, og jeg håber, at det lykkes for dig at overvinde frygten.
De bedste hilsner
Marie