Alt for lille pik

brevkassespørgsmål

Alt for lille pik

brevkassespørgsmål af
Alexander
15 år
Oprettet 1 år 8 måneder siden

Jeg har fået en kæreste for første gang og hun er megasød. Nu har hun så spurgt om jeg har lyst at overnatte hos hende om nogle uger for der er en weekend hvor hun skal være alene hjemme fra fredag til lørdag. Det vil jeg jo vildt gerne og glæder mig sygt men jeg er også vildt nervøs og pinlig og glæder mig på samme tid slet ikke. For jeg har verdens mindste pik, den er virklig latterælig og kun ganske få cm selv når den er stiv og jeg er jo megapinlig over det. Min kæreste kan jo nok ikke undgå at komme til at se den og jeg er i tvivl om jeg skal advare hende på forhånd så hun ikke blir alt for ked af det og skuffet når hun ser den? Tænker i det er en god ide at advare på forhånd eller skal jeg forsøge at ta det som det kommer?

Svar: 

Hej Alexander

Det lyder dejligt, at du har fået dig en kæreste, som du er glad for. Du skriver, at I for første gang skal overnatte alene sammen om nogle uger. På den ene side glæder du dig, men på den anden side er du også meget nervøs, fordi du synes, du har en lille pik.

Der er ikke noget, du kan gøre ved størrelsen på din pik. Men det er vigtigt for mig at fortælle dig, at pikken vokser gennem puberteten. Og at det er meget forskelligt fra dreng til dreng, hvor hurtigt den vokser. Så der er stor sandsynlighed for, at din pik vil nå at vokse sig større i løbet af de næste par år.

Når det så er sagt, hjælper det dig ikke lige nu. Derfor er det også vigtigt for mig at fortælle dig, at der findes mange andre måder at have sex på end med pikken. Og faktisk er det for mange piger sådan, at det slet ikke er penetrationssex, de får mest nydelse ud af. Det er ikke sikkert, at din kæreste selv er klar over det, hvis hun ikke har så stor erfaring med sex. Derudover er sex også mange andre ting end penetration. Det kan være berøringer, forspil, tale, kys, nus og onani, som alle kan være en del af sex. Og til det kan man også bruge andet end pikken, for eksempel sine hænder, fingre, læber og tunge. Mit første råd til dig og din kæreste er derfor, at prøve nogle forskellige ting af og lære hinandens grænser at kende. Eksperimentér og find ud af, hvad I hver især tænder på - og så tag den derfra. Og uanset hvad tager det ofte tid at lære at have god sex, fordi man skal lære hinandens kroppe at kende.

Du spørger, om du skal advare din kæreste på forhånd. Det er svært for mig at sige, fordi jeg tror, at du bedst selv ved, hvad der vil være bedst for dig at gøre. Men jeg vil gerne fortælle dig mine tanker om dit spørgsmål. Jeg kan godt forstå, hvis du gerne vil advare din kæreste på forhånd, fordi du er bange for, at hun bliver skuffet. Det, tænker jeg, faktisk viser, hvor meget du holder af hende, når du ikke vil gøre hende ked af det. Samtidig kommer jeg til at tænke på, om det er realistisk, at din pikstørrelse vil betyde så meget for hende? Især hvis du finder ud af, at du kan tilfredsstille hende på andre måder end med pikken? Måske er det en bekymring, som har vokset sig stor hos dig, men som måske er ubegrundet? Måske er det din egen usikkerhed omkring din pikstørrelse, som kommer til at tale på din kærestes vegne? Det kan du ikke vide, medmindre du snakker med hende om det. Hvis du gerne vil snakke med hende om dine bekymringer, er det måske rarest at gøre det, inden I er sammen. Men hvis du tænker, at det er dine egne bekymringer, der har vokset sig store og urealistiske, kan det være, at det ikke er nødvendigt at snakke med hende om det på forhånd.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar. Jeg vil gerne ønske dig og din kæreste god fornøjelse med jeres overnatning.

De bedst hilsner
Marie

 

Nikitass billede
Marie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program