Aggressiv far

brevkassespørgsmål

Aggressiv far

brevkassespørgsmål af
A
16 år
Oprettet 2 år 1 måned siden

Hej. Jeg havde en meget ubehagelig oplevelse i dag. Jeg kan virkelig ikke klare mere. Min far er meget aggressiv, også har han et utroligt stort temperament. Han blev virkelig sur over noget virkelig dumt. Som i virkelig. Ville ikke engang tænke over det hvis rollerne var byttet om, og jeg var faren. For at forstå det bedre, så ville han vise hvordan man kogte ris, da jeg tidligere på dagen kom til at lave nogle mindre gode ris også stod jeg i gangen, ( en halv meter væk fra gryden med kogende ris). Han sagde jeg skulle komme hen og dreje rundt i gryden, men jeg var igang med at flette mit hår, så jeg sagde til ham han skulle vente i 5 sekunder. Efter bogstavelig talt 5 sekunder, kommer jeg ind i køkkenet, også starter det... som du kan høre er det virkelig noget sjovt noget at blive sur over...) Han begyndte at råbe af mig, hvor jeg så blev helt forskrækket og forvirret, for hvordan kunne han blive sur over noget så ligegyldigt? Jeg sagde han skulle slappe af, og at jeg ikke brød mig om at han skulle råbe af mig. Det skal lige siges, at jeg ikke selv råbte, talte helt stille, da jeg stadig var forskrækket - derfor forstår jeg heller ikke hvorfor diskussionen udviklede sig endnu mere. Han råbte mere og mere, og da jeg fik nok, tog jeg min telefon fra stuen for at ringe til min mor og nøglerne. Da jeg var på vej ud af døren, løb min far hen mod mig og greb fast i min arm, og rev min telefon ud. Jeg begyndte at skrige og græde, da det er sygt at jeg ikke engang må ringe til min mor, når jeg har det dårligt og bare vil snakke med hende. Jeg løber grædende ned i kælderen, og bliver her i en times tid. Jeg turde ikke at gå tilbage hjem. Men efter den ene times tid, gik jeg op, og han råbte fortsat af mig. Han startede diskussionen op igen, og gav mig ikke lov til at gå. Jeg skulle blive siddende ved spisebordet indtil han var færdig med at råbe af mig. Efter jeg gik, kom han ind på mit værelse og svinede mig til. Han truede med at slå mig, da jeg ville sige noget. Han kaldte mig også en masse ting, og det er så svært at se på ham igen, når han mener de ting om mig. Jeg sagde til ham ud af raseri, at det ville ende med at jeg begik selvmord hvis han skulle være sådan mod mig. Det lod han sådan set ikke til at rigtigt reagere på, han sagde kun at jeg umuligt kunne gøre det. Det endte med at han gik. Han kom tilbage efter et par minutter, og sagde at jeg var en forkælet møgunge, og at jeg havde det alt for - dvs. et alt for godt liv til at skulle beklage mig. Pointen er, at jeg nu er mere bange for min far end jeg er nu, og det er så skræmmende at han kan være sådan. Jeg ryster hver gang jeg kan høre hans fodskridt, og min angst er blevet forværret pga. ham. Og det at han tager min telefon, og ikke lader mig ringe til min mor, gør mig bare endnu mere bange. Hvorfor må jeg ikke ringe til min mor, når han kan se tårene trille ned og min skræk i øjnene? Og seriøst, sur over at du skulle vente 5 sekunder fordi jeg lavede noget? Han sagde også, at det var MIG der var problemet, og ikke ham. Jeg forstår det seriøst ikke. Jeg er helt grædefærdig... Er der noget jeg kan gøre? Eller skal jeg bare leve resten af mit liv hos mine forældre? Jeg føler mig ikke tryg, på nogen måde her. Og det er umuligt at snakke med min far om hans opførsel. Jeg har prøvet. Han er også aggressiv mod min mor, altså ikke fysisk, men psykisk, når han råber. Hilsen en ked af det pige:)

Svar: 

Kære A,

Øv, hvor lyder det bare virkelig, virkelig ubehageligt. Jeg kan godt forstå, at du er frustreret, fortvivlet, bange og ked af det.

Jeg får et indtryk af din far som psykisk voldelig. Og det er jo sådan set også det du selv skriver til sidst. Blot at det går ud over din mor. Men det er meget tydeligt for mig, at det både du og hun bliver udsat for, bestemt ikke er i orden.

Det er rigtig godt, at du har prøvet at tale med din far om det. Det er nemlig et vigtigt første sted at starte. Men når nu det ikke kan lade sig gøre, så må du prøve noget andet.

Jeg synes du skal prøve at tale med din mor om det. Både om det du oplever på egen krop, men også det du ser i den måde han er over for din mor på. For nej, du skal ikke leve sådan her resten af dit liv. Et hjem skal være trygt og godt og rart at vokse op i. Det skal ikke være præget af frygt, aggression og højt konfliktniveau. Det er alt for stressende og alt for hårdt at være i. Og på ingen måde sundt.

Dine forældre er de voksne, og de bliver nødt til at tage ansvar for situationen. Men det er ikke altid forældre kan finde ud af det, når de selv er pressede. Tit hjælper det dog, når børnene i familien fortæller om, hvad det er de oplever, og hvordan det er at være barn i det her hus. Det er som regel en ganske ubehagelig samtale for alle parter. Men det er en overordentlig vigtig én. For det du beskriver du lever i er på ingen måde sundt og på ingen måde noget du fortjener.

Jeg håber derfor, at du kan tale med din mor om det. For der er ingen tvivl om, at den her aggressive adfærd skal stoppe, så I kan få et mere harmonisk hjem. Men hvis du nu heller ikke kan tale med din mor, er der så en anden voksen, du kan betro dig til? En vens eller venindes forælder, en lærer, en onkel/tante, eller lignende? Det er i hvert fald vigtigt, at du ikke længere går med det her alene, men i stedet får det sagt højt, så tingene kan ændre sig og forhåbentlig blive bedre.

Jeg fornemmer, at du er god til at tale om tingene. Men hvis det er svært kan det også være en god idé at skrive det hele ned i et brev, som du enten kan læse højt for den/de voksne du skal tale med eller som du kan give til dem, og så kan de selv læse det. En fordel ved brevet er, at man får tid til at vælge sine ord med omhu, og først lukker andre ind, når man har fået det hele sagt på den måde man gerne vil. En anden fordel ved brevet er, at modtageren ikke har mulighed for at afbryde undervejs, og i stedet blot er nødt til at lytte. Til det hele. Og jeg kan jo se på dit brev her, at du er god til at skrive.

Uanset om du vælger at snakke eller skrive om det, så er det vigtigt, at du får sagt det til nogen, der kan hjælpe dig. Allerhelst din mor, men hvis det ikke er en mulighed håber jeg der er andre voksne i dit liv, som du stoler på, og som du kan betro dig til.

Jeg ønsker dig alt det bedste!

Mange hilsner,

Siv

Sivs billede
Siv fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program