Hej. Jeg havde en meget ubehagelig oplevelse i dag. Jeg kan virkelig ikke klare mere. Min far er meget aggressiv, også har han et utroligt stort temperament. Han blev virkelig sur over noget virkelig dumt. Som i virkelig. Ville ikke engang tænke over det hvis rollerne var byttet om, og jeg var faren. For at forstå det bedre, så ville han vise hvordan man kogte ris, da jeg tidligere på dagen kom til at lave nogle mindre gode ris også stod jeg i gangen, ( en halv meter væk fra gryden med kogende ris). Han sagde jeg skulle komme hen og dreje rundt i gryden, men jeg var igang med at flette mit hår, så jeg sagde til ham han skulle vente i 5 sekunder. Efter bogstavelig talt 5 sekunder, kommer jeg ind i køkkenet, også starter det... som du kan høre er det virkelig noget sjovt noget at blive sur over...) Han begyndte at råbe af mig, hvor jeg så blev helt forskrækket og forvirret, for hvordan kunne han blive sur over noget så ligegyldigt? Jeg sagde han skulle slappe af, og at jeg ikke brød mig om at han skulle råbe af mig. Det skal lige siges, at jeg ikke selv råbte, talte helt stille, da jeg stadig var forskrækket - derfor forstår jeg heller ikke hvorfor diskussionen udviklede sig endnu mere. Han råbte mere og mere, og da jeg fik nok, tog jeg min telefon fra stuen for at ringe til min mor og nøglerne. Da jeg var på vej ud af døren, løb min far hen mod mig og greb fast i min arm, og rev min telefon ud. Jeg begyndte at skrige og græde, da det er sygt at jeg ikke engang må ringe til min mor, når jeg har det dårligt og bare vil snakke med hende. Jeg løber grædende ned i kælderen, og bliver her i en times tid. Jeg turde ikke at gå tilbage hjem. Men efter den ene times tid, gik jeg op, og han råbte fortsat af mig. Han startede diskussionen op igen, og gav mig ikke lov til at gå. Jeg skulle blive siddende ved spisebordet indtil han var færdig med at råbe af mig. Efter jeg gik, kom han ind på mit værelse og svinede mig til. Han truede med at slå mig, da jeg ville sige noget. Han kaldte mig også en masse ting, og det er så svært at se på ham igen, når han mener de ting om mig. Jeg sagde til ham ud af raseri, at det ville ende med at jeg begik selvmord hvis han skulle være sådan mod mig. Det lod han sådan set ikke til at rigtigt reagere på, han sagde kun at jeg umuligt kunne gøre det. Det endte med at han gik. Han kom tilbage efter et par minutter, og sagde at jeg var en forkælet møgunge, og at jeg havde det alt for - dvs. et alt for godt liv til at skulle beklage mig. Pointen er, at jeg nu er mere bange for min far end jeg er nu, og det er så skræmmende at han kan være sådan. Jeg ryster hver gang jeg kan høre hans fodskridt, og min angst er blevet forværret pga. ham. Og det at han tager min telefon, og ikke lader mig ringe til min mor, gør mig bare endnu mere bange. Hvorfor må jeg ikke ringe til min mor, når han kan se tårene trille ned og min skræk i øjnene? Og seriøst, sur over at du skulle vente 5 sekunder fordi jeg lavede noget? Han sagde også, at det var MIG der var problemet, og ikke ham. Jeg forstår det seriøst ikke. Jeg er helt grædefærdig... Er der noget jeg kan gøre? Eller skal jeg bare leve resten af mit liv hos mine forældre? Jeg føler mig ikke tryg, på nogen måde her. Og det er umuligt at snakke med min far om hans opførsel. Jeg har prøvet. Han er også aggressiv mod min mor, altså ikke fysisk, men psykisk, når han råber. Hilsen en ked af det pige:)