Adamsæbler på piger

brevkassespørgsmål

Adamsæbler på piger

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 3 år 10 måneder siden

Hej. Jeg er en pige, på 19, som synes at jeg har et tydeligt "adamsæble". Har søgt meget og læst at alle har adamsæbler, men drenges er meget tydligere. Jeg føler mit er alt for tydligt og har fået kommentarere om jeg er født som det modsatte køn. Er der noget jeg kan gøre, for at få det mindre tydligt?

Svar: 

Kære dig.

Tak for dit brev. Du har helt ret i, at alle mennesker har et adamsæble, men at det er mere fremtrædende hos mænd end hos kvinder. Det lyder rigtig ubehageligt, at du har fået kommentarer om, at du er født som det modsatte køn, fordi dit adamsæble måske er lidt tydeligere end hos andre kvinder.

Skjoldbruskkirtlen, som producerer stofskiftehormoner, sidder foran på halsen lige under adamsæblet. Så måske er det noget med din skjoldbruskkirtle der gør, at dit adamsæble er tydeligere, og ikke selve adamsæblet? Under alle omstændigheder synes jeg, at du skal overveje, at bestille en tid ved din læge og få det undersøgt.

Jeg tror, at det er meget naturligt, at de fleste har et eller andet ved deres udseende, som de ikke bryder sig om, og som de måske kan have et ønske om, at få lavet om. Men derfor kan jeg godt forstå, hvis du er ked af, at du har et tydeligt adamsæble. Det må ikke være rart at have det sådan, og jeg kan godt forstå, hvis det går dig på. Vi mennesker kan altså ofte være meget kritiske overfor os selv. Dem der har krøller, vil hellere have glat hår. Dem med glat hår, synes krøller er pænt osv. I bund og grund handler det nok mest af alt om, at prøve at være glad for det man nu engang har, og den man er. For det er helt sikkert godt nok.

Jeg er godt klar over, at det ikke nødvendigvis gør din situation bedre eller nemmere, ved at vide at andre måske har det lidt ligesom dig i forhold til deres udseende. Men jeg nævner det alligevel, fordi jeg synes, at det er vigtigt at fortælle, at det at være ked af noget ved sit udseende er et helt almindeligt menneskeligt træk. Men det er heldigvis også noget, man kan arbejde med, og som kan blive bedre, så man med tiden bliver bedre til ikke at være så ked af det man ikke kan lide ved sig selv og måske kan fokusere på nogle andre ting i stedet for.

Derfor tænker jeg også, at du måske kan prøve at fokusere mindre på dit adamsæble, og i stedet prøve at fokusere på de ting, som du godt kan lide ved dig selv, og som du er glad for. Jeg ved godt, at det er nemmere sagt end gjort, men måske det kan hjælpe lidt? Her tænker jeg både på ting ved dit udseende, som du godt kan lide, for eksempel at du har noget pænt hår, et sødt smil eller nogle smukke øjne. Men det kan også være andre ting ved dig selv, som eksempelvis at du er en god veninde, en sød datter, god til et bestemt fag i skolen, en sportsgren eller en hobby du er dygtig til, at du kan få andre til at grine - hvad som helst, som du godt kan lide ved dig selv. Hvis du fokuserer mindre på de ting, som du ikke kan lide ved dig selv, og i stedet fokuserer på de ting som du godt kan lide ved dig selv, vil du forhåbentlig blive gladere for dig selv og få det bedre med dig selv, og dermed også blive mindre ked af dit adamsæble.

Hvis du alligevel har nogle dage hvor du ikke kan fokusere på andet end dit adamsæble (hvilket er helt naturligt at have sådan nogle dage, hvor man kun kan finde alle de ting ved sig selv, som man ikke bryder sig om) - så er mit bedste råd, at du kan prøve at skjule din hals lidt ved for eksempel at tage et fint tørklæde om halsen, tage en rullekrave på, eller måske ved at tage en flot halskæde eller nogle store øreringe på, eller noget andet som "stjæler" fokus fra din hals.

Jeg håber, at du kan bruge svaret og at du får øje på sider ved dig selv, som du er glad for.

Mange hilsner fra

Laura. 

Lauraaaaas billede
Laura fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program