Ældre mænd

brevkassespørgsmål

Ældre mænd

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 4 måneder 1 uge siden

Hej Cyberhus. Jeg føler at jeg i længere tid har været tiltrukket af ældre mænd, sådan alt fra folk på 18 til folk på 60 måske. Jeg kan godt mærke det er lidt forkert men det er som om deres modenhed gør dem mere attraktiv? Altså hvis jeg skulle sammenligne jævnaldrende drenge og ældre mænd så vil jeg klart hellere være sammen med en ældre. Jeg har hørt at man godt kan blive tiltrukket af ældre mænd hvis man har et dårligt forhold med ens far men jeg har faktisk et virkelig godt forhold med min far? Så synes ikke helt det giver mening. Jeg har sådan set heller aldrig rigtigt haft et godt venskab/forhold med nogle jævnaldrende drenge, så ved ikke om det kan have nogen indflydelse. Kan i hjælpe med at finde ud af hvorfor jeg kan lide gamle mænd?!!

Svar: 

Hej du

Først og fremmest, vil jeg skrive tak for dit åbne brev. Du skal vide, at dine tanker er helt normale at have, selvom det kan virke som om man er alene med den her tiltrækning til nogen ældre end en selv. Så jeg kan godt forstå den forvirring du føler, og det er kun godt, at du søger afklaring hos en brevkasse som vores. 

Mange føler tiltrækning til ældre mænd, så du er slet ikke den eneste. Mange finder dem tiltrækkende grundet deres modenhed eller den stabilitet de måske har, når de har haft mere livserfaring. Derfor er det helt forståeligt, at du har denne præference. Desuden er det vigtigt at huske, at tiltrækning generelt er meget individuel og folk kan have forskellige smage, hvilket der er intet galt i :)

Relationen til fædre

Jeg fornemmer ud fra det du skriver, at du tror at ens dårlige forhold til sin far kan føre til den her tiltrækning. Jeg kan egentlig godt forstå, hvor den tanke kommer fra, fordi det ser tit sådan ud i film, bøger og medier. Dog er det ikke nødvendigvis tilfældet i den virkelige verden. Derfor kan du synes godt om ældre mænd uden, at din relation til din far behøver at være en årsag. Tiltrækning kan påvirkes af mange andre faktorer, f.eks. personlighed, interesser og tidligere erfaringer.

Venskaber/forhold med jævnaldrende

Du nævner i dit brev, at du aldrig har haft gode venskaber eller forhold til drenge på din egen alder, og det virker som om, at du er i tvivl om det kan have en indflydelse på dine følelser. Hvis du ikke har oplevet positive relationer med jævnaldrende, kan det være naturligt at søge mod noget, der føles mere trygt og stabilt, som du måske forbinder med ældre mænd.

Hvad kan du gøre nu?

Det er vigtigt, at du husker, at dine følelser er helt normale og en del af din unikke identitet. Nogle ting du måske kan overveje i din situation ses her:

  • Snak med veninder, som du stoler på. Selvom det kan være svært eller akavet, så vil du måske opdage, at du ikke er den eneste, der har denne tiltrækning. Hvis du er i en situation, hvor du er bange for at sige det andre til din alder, så vil jeg anbefale en samtale med en voksen som du trygt kan dele ud til. Dette kan hjælpe dig med at få klarhed omkring dine følelser. 
  • Det kan også være en stor hjælp at reflektere over sine egne følelser. Du kan tænke over, hvad det præcist er ved ældre mænd, som du finder tiltrækkende. Er det deres udseende, personlighed, kommunikation, deres erfaring eller noget helt andet?
  • Derudover vil jeg anbefale at udforske dine relationer med drenge/mænd på din alder. Det behøver ikke at være et romantisk forhold, men forsøg på at udvikle et venskab. Det kan være at du bliver overrasket eller lærer mere om, hvordan den slags relationer kan være.

 

Til sidst vil jeg skrive tusind tak for dit brev, fordi du har modet til at dele dine følelser og forsøge at finde svar. Det viser, hvordan du ønsker at forstå dig selv bedre. Det er vigtigt, at du ved, at dine følelser er gyldige, og det er en del af at lære sig selv at kende. Måske er det en fase for nu fordi du er i en alder, hvor du skaber din identitet, og hvor du gerne vil udforske, men det kan være, at disse tanker er vedvarende. I sidste ende gør du noget godt for dig selv ved at stille dine spørgsmål og søge efter svar. 

Jeg håber at dette skriv kunne give noget afklaring, og husk at du er velkommen til at skrive igen til enhver tid, hvis du stadig har nogle spørgsmål.

Venlig hilsen,

Samara fra Cyberhus

cyberhussamaras billede
Samara fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program