Min søster behandler ikke sine kærester ordentligt

brevkassespørgsmål

Min søster behandler ikke sine kærester ordentligt

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 5 måneder 1 uge siden

Hej Cyberhus. Jeg føler lidt jeg står i et dilemma, angående min søster og hendes forhold. Min søster er typen der stort set ikke har været single siden hun var barn. Hun har altid haft en kæreste, så når et forhold er sluttet har hun med det samme skiftet det ud med et andet. Det er der jo som sådan heller ikke noget problem i. Problemet består mere i, at hun simpelthen ikke behandler sine kærester ordentligt. Hver eneste gang hun kommer i et forhold, bliver hun super egoistisk og tænker overhovedet ikke på den andens behov. Hun bliver også mega dobbeltmoralsk, og kan finde på at råbe og skrige fyren i hovedet for ting som hun selv har gjort masser af gange. Derudover er hun også super kontrollerende, og kræver oftest adgang til fyrens mobil så hun kan tjekke hans beskeder. Dog må han ikke have adgang til hendes mobil. Hun har flere gange også været sine kærester utro. Hun dater lige nu en fyr som bare er virkelig sød, og som hele tiden smider alt hvad han har i hænderne for at hjælpe hende. Og hun giver ham bare intet igen. Og jeg ved, at hun også er ham utro. Jeg synes simpelthen det er så syndt for ham, men ved samtidig ikke hvad jeg skal gøre i denne situation - eller om jeg overhovedet kan tillade mig at gøre noget? Normalt ville jeg jo altid stå inde for, at man skal sige det til personen hvis deres kæreste er dem utro. Men så går jeg jo også bare lidt bag om ryggen på min søster. Og selv hvis de så ender med at slå op, så finder hun jo bare en ny fyr som hun sikkert behandler på præcis samme måde fordi hun åbenbart bare ikke kan finde ud af at være i et forhold. Har nogle gange overvejet at snakke med hende omkring det, men hvordan starter man lige sådan en samtale? Og hvordan griber man det hele an generelt? For synes virkelig ikke hendes opførsel er okay.

Svar: 

Kære du!

Tusind tak for dit brev. Det er bestemt ikke et nemt dilemma, du står i, især ikke når det er mellem dig og din søster. Du skal vide, at du ikke alene om at stå i den. Mange unge oplever, at de er nødt til at vælge side, når nogen tæt på dem opførser sig på en måde, som de ikke bryder sig om. Og du skal vide, at du ikke er noget dårligt menneske for at være i tvivl om, hvad du skal gøre. Jeg vil prøve at give dig et fyldestgørende svar - og samtidig fortælle dig, at i sidste ende er det rigtige valg op til dig. Alt hvad jeg fortæller i det her svar er muligheder - ikke endelige valg.

Når jeg læser dit brev, så læser jeg egentlig, at du har mere en et dilemma. Det første er, om du bør fortælle din søsters kæreste, at hun er ham utro. Det andet er, hvordan du skal tage samtalen med din søster. Jeg tænker, at det giver bedst mening at gribe situationen med din søster an først.

Når man skal tage en svær samtale som den, du overvejer at tage med hende, så synes jeg det giver bedst mening at overveje, hvorfor folk gør som de gør. Det er ikke for at overbevise dig selv om, at din søster har en god grund til sin opførsel - det er kun for at forstå, hvad der potentielt kunne være årsagen. Den opførsel hun har, som du beskriver den, kunne eksempelvis skyldes lavt selvværd. Oftest når man behandler andre dårligt, kan det skyldes, at man selv har det svært. Det kan også være, at hun har meget svært ved at være alene med sig selv - og derfor slet ikke ser, hvad hun selv gør. Hun ser kun alt det dårlige, som den anden gør. Nu kender du jo helt sikkert din søster bedre end vi kan herinde i brevkassen, så de forslag jeg kommer med, er kun gæt. Det kan kræve lidt af dig at tænke på det, når du har konkluderet, at det ikke er en opførsel, du bryder dig om. Men det danner et godt fundament for samtalen, at du har overvejet andre sider af situationen end den, du har set.

Når du når så langt, at du føler, du kan tage samtalen, er det en god idé at overveje, hvor du tager samtalen henne. Det er eksempelvis ikke den bedste samtale at tage over aftensmaden eller mens kæresten sidder i rummet. Det kan nemt komme til at føles sådan, at du trænger hende op i en krog for at "skælde hende ud". Et neutralt sted, hvor det kun er dig og hende, hvor I begge frit har mulighed for at gå fra samtalen, ville være ideelt. Endnu bedre hvis det er et sted, hvor I kan være i fred så længe, som I har brug for. Når du har fundet stedet og tidspunktet, så skal vi til at se på, hvordan du rent faktisk kan tale om det her.

Når man skal tage en svær samtale, er det en god idé at overveje det sprog man bruger, og hvordan du fremlægger problemet. En måde du kan gøre det på, er at holde bolden på "din halvdel". Med andre ord skal du bruge jeg-sprog. Når du fremlægger situationen for hende, vil det være en god idé at fremlægge det som "Jeg oplever", "Jeg ser", "Jeg har lagt mærke til at...". Eksempelvis kunne du starte samtalen med: "Jeg vil gerne tale med dig om, hvordan jeg oplever din opførsel overfor din kæreste". Du kan tale om, at du er bekymret for, hvordan hun opfører sig, fordi du oplever, at hun skubber gode mennesker væk ved at være disrespektful overfor dem. Du kan også nævne, at du er bekymret for, at hun har svært ved at være i forhold, fordi hun ikke er ærlig overfor sine kærester, og du oplever, at hun er utro, mistroisk og nemt bliver jaloux. Det vigtigste er, at du forsøger at fremstille det på en måde, så du forklarer hende, at du er bekymret for hendes opførsel. Hvis du begynder at dømme hende, er der en meget større chance for, at hun føler sig angrebet og starter en konflikt i stedet.

Det er altid en mulighed, at hun starter en konflikt, uanset hvor god du er til at konfliktnedtrappe. Det er en overvejelse, du er nødt til at have med dig, når du forbereder dig på samtalen. Her er det også værd at have overvejet, hvordan du vil forholde dig til, hvis hun ikke vil tale om det. Vil du fortælle hende, at du har intentioner om at fortælle hendes kæreste om hendes utroskab? Eller vil du give hende et ultimatum, hvor hun selv får mulighed for at lægge kortene på bordet - ellers gør du det for hende?

I dit brev spørger du, om du overhovedet kan tillade dig at gøre noget. Her er svaret: Det er op til dig. Du skylder ingen at være loyal - heller ikke din søster. Samtidig kan du overveje, om det er værd at blande dig i din søsters liv. Ville du selv gerne vide, hvis du behandlede dine kærester dårligt? Eller ville du foretrække, at alle forblev stille omkring det, men havde ondt af alle, du dater? Det er bare nogle af de spørgsmål, du kan overveje. I sidste ende er der ikke noget rigtigt eller forkert svar. Det hele handler om, hvad du selv mener er rigtigt i den her situation.

Dit andet dilemma om hvorvidt du skal fortælle hendes kæreste det, knytter sig tæt sammen med, hvorvidt du skal blande dig i din søsters liv. Uanset hvad ville jeg råde dig til at fortælle din søster i forvejen, at du vil fortælle ham det, så hun selv får muligheden for at gøre det, hvis hun vil.

Og til dit sidste spørgsmål om, hvordan man griber det hele an generalt, er svaret: Det kommer an på din egen retfærdighedsfølelse. Her kan du eksempelvis tale med andre i din omgangskreds om, hvad det er du oplever, hvis du ikke er sikker på, hvordan du har det med situationen endnu. Hvor meget eller hvor lidt du involverer dig selv i hendes liv er helt op til dig - og det afgør hvordan du griber det an. Du kan vælge helt at se bort fra det. Du kan vælge at tale med din søster om det og forsøge at finde en bedre løsning. Du kan vælge at gå bagom din søster og advare kæresten. Der er mange måder at håndtere det her på - og her er der desværre ikke en klar regel. Det er et af de svære dilemmaer, hvor det er dig selv, der er nødt til at finde frem til svaret, fordi det vil være forskelligt fra person til person.

Jeg ved mit svar er lidt diffust, og det giver dig muligvis ikke det ultimative svar, som du måske håbede på. Jeg håber dog alligevel, at du kan bruge det til noget. Ellers må du selvfølgelig altid skrive ind igen. 

Frida fra Cyberhus

cyberhuslivs billede
Frida fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program