Tissemandsbørn og tissekonebørn - en snak om køn og seksualitet

blogindlæg

Tissemandsbørn og tissekonebørn - en snak om køn og seksualitet

Skrevet af
Gruppechat
Oprettet 6 år 1 måned siden

Kære alle

Tak, for en spændende og lærerig gruppechat i torsdags, vi kom igennem nogle rigtig interessante emner, og det var rigtig fedt at høre så mange forskellige syn på det hele. Vi snakkede en del om det at være "mand" eller "kvinde", og hvad det egentlig overhovedet vil sige. Er det kun mænd, der kan være mandlige og maskuline? Er man automatisk maskulin, når man er mand? Og feminin når man er kvinde? En ung skrev: Jeg synes det er svært, at definere ordet "mandlig". Jeg føler mig både som mand og kvinde, men jeg bruger helst ord som maskulin og feminin om min tøjstil, adfærd og andet. Tænker at en feminin mand kan være ligeså mandlig som en maskulin mand.

Der er i dag meget fokus på de begrænsninger, der er ved de traditionelle kønsroller - fordi de er med til at skabe en holdning om, hvordan en rigtig mand og en rigtig kvinde er. Vi snakkede en del om, hvad ens biologiske køn egentlig overhovedet betyder. Er det bare, hvad man har mellem benene, eller er det også afgørende for, hvordan man er som person? En ung sagde: jeg tror faktisk bare nærmere at vi skal eliminere kønsrollerne i stedet for at eliminere kønnene, for hvis ikke finder man jo bare et andet ord for forskellen. Fx tissemandsbørn og tissekonebørn. Og så følger kønsrollerne nok alligevel med.

Når andre har svært ved at forstå

Selvom vi er nået et godt stykke i kampen for, at alle skal accepteres for den, de er, så er der stadig masser af mennesker, der dagligt oplever, at andre behandler dem rigtig dårligt. Som en ung sagde: Chikane sker for alle, uanset køn, og det er på ingen måde okay. Det er trist, at folk ikke kan holde deres kommentarer og hænder for sig selv. Det kan være rigtig svært at sige fra, når man oplever, at andre gør dumme ting ved en selv eller ved en anden, og det er frygteligt, at det overhovedet er nødvendigt. Vi snakkede en masse om, hvorfor nogle mennesker egentlig blander sig så meget i, hvordan man lever sit liv. Hvorfor er det så vigtigt, at man passer i en kasse som for eksempel "mand", "kvinde" eller "heteroseksuel"? En ung beskrev en bekendt, der var anderledes og derfor møder modstand: Jeg boede på værelse med et transkønnet (f-m), og det var så forfærdelig bare at se en lille smule af det had, han oplevede. Elever der nægtede at bruge hans rigtige navn, med vilje brugte hun i stedet for han osv. Jeg har så meget respekt for at han står ved, at han er den som han er. 

Det kan være svært at forstå dem, der er anderledes end en selv, og det er helt okay. Vi er alle forskellige, vi kan lide forskellige ting, vi gør forskellige ting. Som gæsterådgiver Thorbjørn skrev, så er det bedre at spørge end bare at antage. Det er okay, at man er uenige i ting, men det er bare så vigtigt, at man accepterer hinanden og også udfordrer sine egne holdninger. 

At være ligeglad med, hvad andre tænker

Der var flere af jer, der beskrev et ønske om at kunne være bedre til bare at være ligeglade med, hvad andre tænker om én. Det er enormt svært, for vi vil alle sammen gerne accepteres og være en del af en gruppe. Men det er også en del af det at finde sig selv, at blive så sikker på sig selv, at man kan være ligeglad med, hvad andre tænker om én. En ung skrev: Den jeg føler mig som lige nu er en som er fanget og under for mange regler og begrænsninger, den jeg gerne vil være er mig selv, fri og lykkelig og måske lidt ligeglad med hvad folk synes om en… 

Jeg tror, det første skridt er at være bevidst om, hvad man gerne vil være. Kan man sætte ord på, at man gerne vil være fri og lykkelig, kan man arbejde mod det mål. 

Selvom verden kan være svær, og man kan møde meget modstand, så håber jeg, at I vil huske, at på Cyberhus kan man altid være sig selv. Her er I altid velkomne. 

Kærlige hilsner

Rådgiver Sophie

 

Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program