Tilbage til hverdagen
Tilbage til hverdagen
Efteråret nærmer sig
Selvom sommeren har været lidt våd, så har den også, for de fleste, budt på ferie og en pause fra hverdagens rammer og rutiner. Nu er hverdagen så småt kommet tilbage, og jeg forestiller mig at der er andre som, ligesom mig, nogle gange længes tilbage til sommerferien. Så får man lyst til at pakke sig godt ind i et tæppe (også fordi det er ret så koldt det meste af tiden) og slå hovedet fra. Men hverdagen er jo hverdagen, og selvom vi nogle gange gerne vil flyve lidt væk, så er vi nødt til at komme tilbage til virkeligheden - uanset hvor hård eller let den er.
Hvordan går det for dig?
På torsdag er der åben chat, og det betyder jo at det er jer unge der bestemmer emnet. Det kan være at der er noget specielt som fylder lige nu, eller måske har du bare brug for at snakke lidt med nogen. Uanset hvad, så er du meget velkommen. Jeg håber at I vil dele lidt om hvordan det er for jer at være startet igen efter ferien, og hvordan I synes det går. Selvom det er et relativt simpelt spørgsmål, så er svaret ikke altid så nemt. Hvilket også betyder at man nogle gange (ret ofte!) kommer til at svare at det går ok, stille og roligt, at alt er godt. Selvom det måske slet ikke er sådan. Og så er det jo heldigt at I kan dele lige hvad I vil, helt anonymt, i gruppechatten. Ingen følelser eller tanker er forkerte.
Anbefalinger
Selvom det er en åben chat, så har jeg en enkelt ting jeg gerne vil snakke med jer om. Nogen af jer kan måske huske at gruppechatten, tidligere på året, har handlet om jeres liv på nettet. Målet var at I skulle tænke over nogle anbefalinger til hvad der kunne gøre nettet til et sjovere sted at være for børn og unge. Jeg samlede mange af de ting I sagde og sendte dem (anonymiseret!) til Medierådet for Børn og Unge. Sideløbende har Medierådet haft en fysisk ungegruppe til at diskutere de samme spørgsmål. Både jeres og den fysiske gruppes svar, er blevet samlet i en rigtig sej bog med 8 anbefalinger, som blev givet til politikerne på Folkemødet på Bornholm i sommers. I kan læse om og se bogen her.
Jeg vil i chatten nævne de anbefalinger som Medierådet kom frem til, og jeg vil vildt gerne høre jeres tanker om det!
Jeg glæder mig til at se jer på torsdag kl.18-21
Kærlig hilsen
Rådgiver Signe
Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene
Tilføj kommentar