At stå alene med de svære tanker...

blogindlæg

At stå alene med de svære tanker...

Skrevet af
Gruppechat
Oprettet 5 år 2 uger siden

Kære alle,

Nu er vi i gang, og chatten i torsdags handlede bredt om, hvordan det er at vokse op i en familie med stoffer eller alkohol.

I den forbindelse fik vi sammen med gæsterådgiver Anne snakket om, hvordan det kan være rigtig svært at tale med andre ansigt til ansigt om det, som sker eller er sket derhjemme, når mor eller far drikker. Noget af det, som fyldte hos jer, var blandt andet frygten for andres reaktioner på det, man fortæller. Nogle af jer havde derfor oplevet, at det var nemmere og kunne være en stor hjælp at skrive de svære ting ned og dele tankerne med andre på den måde.

Manglende erkendelse

I chatten kom vi også ind på, hvordan det kan være helt vildt svært, hvis ens forældre ikke selv snakker om problemet. At det kan føles som om, at der er en form for uskreven regel, der siger, at man ikke må snakke om det. En ung skrev: ”Min far vil ikke erkende over for mig, at han har et misbrug. Det er svært for mig”. Her delte gæsterådgiver Anne, at hendes egen fars manglende erkendelse om sit misbrug kunne få hende til at føle, at det var hende, der måtte være noget galt med. En tanke som flere af jer kunne genkende at have haft, når de voksne ikke selv vil erkende, at der er et problem.

Chatten på torsdag

På torsdag kommer Sabrina, som også er en del af BRUS’ Ungepanel, og sidder med i chatten. Sabrina fortæller om sig selv:

”Jeg er 30 år gammel, og jeg er vokset op i et hjem, hvor far havde et alkoholmisbrug samt misbrug af euforiserende stoffer, og som tilbragte en del år i fængsel. Ligeledes er jeg søster til en lillebror, som har et misbrug af primært euforiserende stoffer”.

Vi skal sammen snakke om de forskellige svære tanker, som man kan få, når man vokser op i en familie med rusmidler, og som man ofte kommer til at stå alene med. Det kan f.eks. være, at man nogle gange tænker, at livet ville være nemmere, hvis mor eller far ikke var der mere, eller at man ville ønske, at man kunne blive fjernet og komme væk. Sådan nogle tanker er der ofte andre end en selv, som har tænkt, men derfor er det stadig noget, som mange kan opleve skyldfølelse eller skam over at have tænkt. Det er de her tanker, vi skal prøve at tage fat i.

Ligesom sidste gang er der ikke nogen rigtige eller forkerte svar, og der vil være plads til alle og plads til at sige lige præcis det, som kan være rigtig svært at få sagt.

Vi glæder os til at se jer.

De bedste hilsner,

Rådgiver Amanda

 

Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene

Kommentarer

I er bare så gode. tak.

317

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program