Rus eller fus?
Rus eller fus?
Vild i dag, syg i morgen
Tusind tak for en rigtig hyggelig aften.
I torsdags handlede gruppechatten om jeres egne erfaringer med, tanker om og holdninger til rusmidler. Altså stoffer og alkohol. Det var en rigtig interessant gruppechat, hvor vi havde besøg af Lasse som ved en hel masse om hvordan rusmidler virker, og hvornår de også kan være farlige. Vi startede med at snakke lidt om hvilke erfaringer I havde gjort jer. Nogen af jer havde prøvet alkohol, andre svampe og nogen havde prøvet at ryge hash. Om hash skrev Lasse: "de "sjove" ting ved hash kan være selve rusen- Nogen får grineflip, oplever ting anderledes f.eks. musik og serier. Det kan summe i kroppen og føles rart. Andre oplever ubehagelige ting som at blive vildt mistænksom overfor andre eller at virkeligheden begynder at flyde ud. Dette er lige når man har røget. Hvis man ryger et par gange om ugen når det det aktive stof i hashen, ikke at komme ud af blodet. Så kan man blive "kronisk påvirket". Her oplever mange at hverdagen bliver trist og grå, og at man ikke kan passe sine ting, mister motivationen og lysten til alt. Selv ting man før kunne lide. Når man er "kronisk påvirket" synes man faktisk også at man skal have hashen for at fungere. Man skal altså ryge, for at føle sig "normal". Det kan blive rigtig svært at gå i skole og man gider ikke rigtig så meget andet end bare at ryge sig skæv."
Hvad gør man når det bliver for meget?
Vi snakkede også en del om jeres oplevelser af når andre drikker eller tager stoffer, og I var enige om at det ikke altid var en rar oplevelse. Nogle af jer havde oplevet af jeres forældre blev vrede, krænkende eller helt fraværende når de drak. De blev også forvirrede og ude af stand til at forholde sig til almindelige hverdagsting. Det kan være utrolig skræmmende når ens forældre - som skal være ansvarlige og omsorgsfulde - skifter til at være "en anden" som man ikke kan genkende. Den følelse er der rigtig mange unge som går rundt med, men som først finder ud af sent at det faktisk har en betydning for hvordan man ser sig selv. Derfor er det også vigtigt at snakke om det. Jeg vil også derfor minde jer om at man kan snakke anonymt med en rådgiver fra Projekt BRUS om lige det der fylder når nogen i familien drikker for meget eller hvis man er bekymret.
Vi snakkede også om hvad man kan gøre når man begynder at blive bange for at man selv drikker for meget. Lasse foreslog at man kan starte med at skrue mængden ned eller skifte det man drikker. Så hvis man altid drikker øl, kan man prøve f.eks. en breezer eller lignende, og omvendt. Under alle omstændigheder var det også en rigtig god idé at blive mere opmærksom på hvor meget man drikker og hvornår. På den måde kan man begynde at ændre på de små ting.
Hvem var forbi?
Der ar 19 unge forbi, og snakken havde et rigtig godt flow det meste af tiden. I var gode til at stille spørgsmål, og I støttede samtidig hinanden rigtig fint. I var også gode til at snakke om at man nogle gange kan føle sig en smule presset til f.eks. at ryge, drikke eller prøve stoffer. En af jer skrev: "Men de siger at det er virkelig fedt og så bliver man jo lidt nysgerrig fordi de prøver at overbevise en om alle de gode ting, uden at de fortæller mig om nogle konsekvenser. Men har ikke rigtig lyst fordi det skræmmer mig ret meget. :)"
Næste torsdag
I næste uge får vi besøg af rusmiddelrådgiver Mette. Hun ved, ligesom Lasse, en masse om hvordan rusmidler virker på kroppen og hjernen, og hun ved også meget om hvor og hvem man kan snakke med, hvis det lige pludselig bliver for meget.
Jeg skriver mere i mit næste blogindlæg.
Jeg håber på at se jer i næste uge.
Kærlig Hilsen
Rådgiver Signe
Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene
Kommentarer
Personligt kan jeg ikke se andet formål med rusmidler end at bruge dem til at udvikle tolerans og blive immun overfor dem, så man er beskyttet.
Men man kan bruge nogle af stofferne i cannabis medicinsk i små doser. (Hvor man ikke tager så meget at man bliver skæv)
Hej Mads. Tak for din kommentar. Jeg er usikker på hvad du mener med at højere tolerans kan gøre dig immun og beskyttet? umiddelbart tænker jeg at du mener at du skal tage rusmidler (hvoraf nogle er meget afhængighedsdannende) hele tiden for at være immun? For din tolerans vil blive lavere med tiden i perioder hvor du ikke bruger rusmidlet. Og hvis du hele tiden skal være påvirket, hvad beskytter det dig så imod? Derudover har du delvist ret i det med cannabis. Man kan bruge CBD delen af cannabis medicinsk, men det er stadig lidt usikkert helt præcist hvad det gør. Cannabis indeholder også THC som er det stof der giver rusen, og THC har (så vidt vi ved) ikke medicinske egenskaber. Så når man snakker om at bruge cannabis medicinsk handler det ikke om at ryge sig skæv, men i højere grad at give CBD (oftest i olieform) med så lavt indhold som muligt af THC. Jeg håber det giver mening. Kom meget gerne i chatten på torsdag, så kan vi snakke mere. Venlig hilsen Rådgiver Signe
Tilføj kommentar