Online vs. offline
Online vs. offline
Gruppechatten d.12-01-2017
Tusind tak for endnu en hyggelig aften i gruppechatten. Det var en fornøjelse at snakke med jer, og det var fedt at I var så klar på at svare på mine spørgsmål. I var virkelig seje til at reflektere over jeres svar!
Når man er online
Igår snakkede vi om hvordan jeres liv er på nettet og de sociale medier. Vi snakkede om mobning på nettet, forskellen mellem ytringsfrihed og tilsvining, hvordan man snakker sammen online vs. offline og følelser på nettet. Vi kom også meget kort omkring gaming, men der var desværre ikke så mange af jer som gamede, så der gik snakken lidt i stå. Så var der heldigvis mulighed for at vi kunne åbne chatten lidt mere op, og I brugte hinanden til at få gode råd og støtte.
Mobning og kommunikation
Der var en del af jer som havde prøvet at blive mobbet på de sociale medier, og endda nogle af jer som indrømmede at I også havde deltaget i mobningen. I den forbindelse snakkede vi om at det nogle gange er nemmere at sige grimme ting til hinanden online, fordi man glemmer at der sidder en person på den anden side. En af jer skrev: "Da jeg selv blev mobbet, begyndte jeg selv at mobbe. Udelukkende fordi så var det ikke mig, som det gik udover. At mobningen ofte bliver værre på nettet end i virkeligheden kan skyldes, at afsender ikke ser en reaktion fra modtager. Man kan nemt gemme sig bag skærmen. I mange tilfælde tror jeg, at man mobber fordi man reelt har det helvede til."
Her snakkede vi også om at følelser nogle gange bliver meget store når man snakker sammen online, fordi man næsten skal overdrive for at få sit budskab igennem. Her nævnte I at smiley'er kan bruges til at understrege en følelse eller et budskab, men at det også kan virke lidt forvirrende, fordi det kan være svært at vælge den rigtige smiley. Der er jo efterhånden mange tusind smiley'er man kan vælge imellem, og modtageren vil måske fortolke den på en anden måde end det var ment. En af jer skrev: "En ting der altid er god at huske på er at man skal kunne sige det samme som man skriver direkte til en person"
Voksne
Vi snakkede også kort om at voksne nogle gange har sværere ved at bruge nettet, og at de også nogle gange er dem der er slemme til at sige grimme ting til hinanden. Vi snakkede om at det måske er fordi at de voksne ikke har haft lige så lang tid til at øve sig i, og der var enighed om at man ikke kun skal lære børn og unge at være ordentlige på nettet, men at forældre, lærere og andre voksne er mindst lige så vigtige. Det er nemlig svært at tro på hvad de voksne siger, hvis de gør det modsatte selv.
Tænketank
Som jeg nævnte i mit blogindlæg tidligere på ugen, så har Cyberhus fået mulighed for at være med til at lave nogle anbefalinger til politikerne omkring hvad der kan gøre jeres liv på nettet bedre. Det gør vi bl.a. ved at spørge vores fysiske børn/unge tænketank, men også ved at spørge jer der bruger gruppechatten på Cyberhus. Det er stadig anonymt, men det giver dig muligheden for at give din mening til kende i et trygt rum. Og desuden vil det måske i sidste ende være med til at livet bliver bedre online. Der er 2 gruppechats tilbage som skal handle om livet på nettet, og jeg håber at I vil være med. Næste gang er d.2 marts og sidste gang er d.13 april.
Næste uge
I næste uge er det Pernille som har gruppechatten, og hun glæder sig meget til at snakke med jer!
Vi ses igen d.26 januar!
Venlig hilsen
Rådgiver Signe
Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene
Tilføj kommentar