Det er svært at sige fra
Det er svært at sige fra
TUSIND TAK for en fantastisk aften i gruppechatten!
Jeg vil gerne starte med at sige at jeg er vildt imponeret over jeres deltagelse i gruppenchatten! Alle jer der deltog igår, bidrog med en hel masse spændende nytænkning i forhold til hvordan vi kan gøre noget ved mobning. Der var også en masse voldsomme fortællinger, og jeg er stolt over at I tør at snakke om det. Det er et klart tegn på styrke, og I kan også være rigtig stolte af jer selv!
Hvad snakkede vi om?
Det var egentlig meningen at vi skulle fokusere lidt på hvad voldelig mobning er, hvornår grænsen overskrides og hvordan at voldelig mobning kan være med både ord og slag. Vi kom også kort forbi de temaer, men hurtigt var vi ovre i hvad vi kan gøre ved mobning. Det glæder mig altid når I tager emnet i jeres egne hænder!
Vi snakkede bl.a. om hvorfor det kan være svært at sige fra og fortælle andre om det, når der sker mobning, og at de mobbeprogrammer I kender, ofte ikke har nogen virkning.
Som mobbet kan man få en fornemmelse af at man selv er skyld i mobningen eller at ingen vil tro eller forstå een, hvis man siger noget til f.eks. forældre eller lærere.
I gruppen er der en mobbementalitet, som gør det svært at gå imod de andre. En slags underforstået accept af at der sker mobning.
Vi snakkede også om at det måske er i gruppen at forandring skal ske - at det er et fælles ansvar for både elever og voksne, at gøre noget ved mobning. Hvis der allerede sker mobning, kan det også være en god ide at tage individuelle samtaler med alle elever.
I kom med rigtig gode forslag til hvordan forandring kan ske ved at bruge fornuft, følelser og troværdighed. Der kom et konkret forslag om at man i overbygningen i folkeskolen, kunne invitere en psykolog til at fortælle om konsekvenserne ved mobning (selvskade, selvmord, spiseforstyrrelse, angst, ensomhed, ptsd og lignende), og så have et tidligere mobbeoffer til at fortælle sin historie, så det bliver mere troværdigt og "virkeligt". Der skal sættes ord på de følelser som knytter sig til konsekvenserne af mobning og mobningen i sig selv, så vi kan blive klogere på hvordan følelser skal forstås og hvordan vi respekterer hinanden. Der var desuden enighed om at der skal være fokus på hvordan vi undgår mobning, allerede i de små klasser.
Hvem deltog?
Der var 21 unge forbi chatten. Selvom drengene også bidrog, så var det især pigerne som styrede samtalen. Igen, vil jeg gerne understrege at I allesammen var med til at gøre det til en fantastisk oplevelse for mig som rådgiver.
Kom igen i næste uge!
På næste torsdag (d.28-01) snakker vi mere om hvad vi kan gøre ved mobning, og flere forslag til hvordan vi kan blive klogere på vores egne og andres følelser. Vi snakker også om hvordan man kan tage snakken med sine forældre eller en anden voksen - og hvad man gør, hvis man ikke bliver forstået eller troet på. Der er nemlig INGEN der fortjener at blive mobbet! Det skal ALTID tages alvorligt.
Jeg håber på at se jer i chatten!
Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene
Kommentarer
Selv tak :)
Tilføj kommentar