Kender I/du ikke det, at man er så stædig, at man vil gøre alt for at blive det, man inderligt ønsker? Selvom ens psyke måske er mega lav, meget ødelagt af noget i fortiden? Man kæmper konstant på at blive det, man hele sit liv har ønsket.

Altså selv pt har jeg den mest dårligste psyke, altså selvf nok ikke i forhold til andre mennesker med dårlig psyke, men i forhold til mig selv. Jeg har en mega dårlig psyke, jeg kan jo fælde tårer så let som ingenting. Altså min mor kan komme ind og skælde mig ud og så begynder jeg bare at fælde tårer. Jeg har svært ved at tage modstand, men alligevel kommer jeg op på hesten igen.

Fx da jeg havde været til optagelsesprøve på Teaterskolen, så fik jeg jo nogle dage efter afslag. Selvf blev jeg mega ked af det og græd rigtig meget, jeg tror aldrig, jeg har fældet så mange tårer og været så ked af det, fordi det er det, jeg inderligt gerne vil. Men jeg kom op på hesten igen alligevel, jeg forsøger igen. Jeg er simpelthen så stædig, at jeg ikke vil give slip på det før det lykkes mig.

Det er jo aldrig helt dårligt at være stædig, men det er skidt, hvis man har en dårlig psyke. Man skal jo bruge ens psyke, når man arbejder og så meget andet. Så det er jo en skidt ting. Men jeg ser nu intet galt i, at man har en lav psyke, for det kan jo have sine årsager.

Jeg kan sidde og gå ned psykisk, men alligevel komme op igen efter noget tid og kæmpe videre. Selvom jeg som nok så mange andre har haft fx selvmords tanker, ikke rigtig gidet sit liv. Jeg har aldrig nogensinde turde tage mit eget liv, hvilket jeg da ser som noget positivt. På det punkt vælger jeg hellere at have mit liv og kæmpe videre.

Det kan godt være, at folk kan træde på mig, trampe på mig, svine mig til, slå mig, kaste ting efter mig, mobbe mig, disse mig, bagtale mig, whatever. De skal ikke have lov til at bestemme over mig, de skal ikke vinde. De skal være taberne. Jeg er vinderen, jeg kæmper videre. De andre er nogle taber, at de kan finde på det. De er kort sagt nogle idioter.

Når man tænker på dem, der er blevet mobbet så meget, at de ikke engang tør få sig en uddannelse eller et job, det er jo fandeme sygt i mit hoved. De har jo et liv, som andre ikke får at se. Dem der har mobbet dem, får aldrig det gode ved personen at se.

Personligt vil jeg beskrive mig selv som både en udadvendt og indadvendt type. Jeg er midt imellem begge dele. Jeg syns selv, at jeg er udadvendt overfor mine forældre og veninder. Men ligeså snart det kommer til alle mulige andre mennesker, som jeg overhovedet ikke kender, så er jeg indadvendt og isoleret. Hvilket da altid kan gøres bedre.

Ingen er ens, alle er forskellige. Men det er da mega positivt, hvis man er så stædig, at man simpelthen bliver ved indtil man bliver det, man altid har villet være.

Selvom jeg ikke går så meget op i x factor, så vil jeg da sige, at jeg tit syns, at hver gang en har vundet i x factor, så er personen bare totalt populær, men efter noget tid er personen bare glemt igen. Fx Martin fra x factor i sin tid, ham hører man ikke engang noget fra længere, og folk snakker ikke engang rigtigt om ham længere. Da Sarah vandt i fredags, var det da super godt gået, men jeg gad nu godt vide, hvor længe hun forbliver interessant. Hendes drøm er at lave musik, hands up for det. Men så skal hun da virkelig også vise nu, at det er det, hun virkelig virkelig virkelig vil.

Altså jeg vil da sige, at jeg tror på, at Sarah sagtens kan. Det kan godt være, at hun har en hæs stemme, at hun ikke har den største vokal, men hun gør tingene på sin egen måde. Hun kommer ind på scenen og er der. Hun er sig selv, hun har turde springe ud af skabet som lesbisk som 15 årig. Det er da super sejt af hende. Og hun har da forbedret sig meget godt med tiden. Og hun kan jo blive endnu bedre.

Men jeg syns virkelig tit at mange af dem, der har været med i x factor hurtigt er blevet glemt igen. Fx Jesper, Lucas, Thomas, nogle af alle dem der har været med i x factor, de huskes ikke på samme måde længere. De er mega populære så længe x factor er der, og så længe de er med. Men så efter noget tid, så er de nærmest bare glemt, og man hører ikke rigtig noget fra dem længere. I hvert fald ikke i mit hoved. Det kan da godt være, at sådan en som Thomas har lavet en cd eller flere, men ikke nogen jeg lige har været interesseret i, kan man vist sige.

Hos nogen unge glemmes dem, der har været mega populære. Fx dengang B-Boys var med i mgp, de var måske ikke overbevisende i mit hoved den første gang. Men så blev de mere og mere overbevisende i mit hoved. Jeg var da en rimelig oka stor fan af dem. De lavede gode sange, nogen med gang i. Men nu er de nærmest glemt, de huskes ikke på samme måde længere. Jeg kan godt høre deres musik den dag i dag, men de er ikke særlig interessante i mit hoved længere. Jeg bliver for hurtig træt af deres sange efterhånden. Men det betyder jo ikke, at jeg ikke kan høre deres sange en gang imellem.

Jeg oplevede faktisk engang, dengang jeg var fan af B-Boys en pige, hvorpå hun ville godt snakke med mig og være venner med mig så længe, jeg var fan af dem og havde billeder af dem i min profil. Men så da min interesse faldt hen på Ørkenens Sønner og begyndte at snakke om dem og vise billeder af dem i min profil i stedet. Og jeg ændrede mit profilnavn fra Kaave-B-Boys-Nuser til Krummernes-Jul og derefter Yassirfir-Dosirfem. Så var jeg ikke god nok længere. Så kan man vist sige, at det ikke var en rigtig ven.

Man skal jo ikke være venner bare fordi begge parter kan lide B-Boys eller noget helt andet. Man skal da være venner, fordi man har noget at snakke om, at man kan have det sjovt, snakke om nogle sjove ting, osv. Det er da rigtige venner.

Man kan så sige, at dem jeg lærte at kende dengang, dem skriver jeg ikke engang med længere. Nogen gange syns jeg, at det er utroligt, at jeg blev kæmpe fan af Ørkenens Sønner som 12 årig. Jeg kom engang i skole med en hvid skjorte, hvor jeg selv havde dagen før skrevet alt muligt med Ørkenens Sønner på. Alle syns, det var mega underligt, at jeg var Ørkenens Sønner fan. Altså jeg er jo en 17 årig pige den dag i dag og endnu større fan af dem.

Jeg kan fx fælde tårer pga. Ørkenens Sønner. Altså af glæde. Jeg kan gå rundt som en idiot af glæde. Jeg kan græde, fordi han har såret mig med at sige noget om dem. Jeg betragter ikke mig selv som besat, jeg er bare meget stor fan af dem. Nogen siger den største.

Men altså det er da kun godt at have noget eller nogen, man er fan af. Det er da kun godt. Men jeg må indrømme, at jeg tit er blevet meget set ned på, kan man vist sige pga. jeg er fan af Ørkenens Sønner. Selv da jeg var B-Boys fan blev jeg set ned på.

Jeg turde engang stille mig op i klassen på min første skole og danse alene og endda til en B-Boys sang. Lige pludselig begyndte sangen Vi Gi'r Den Op, så kan I tro, jeg dansede med. Mine lærere fik øjnene op, de kiggede forbavset på mig. Jeg fik endda mega meget ros bagefter. Jeg kan ikke direkte huske rosen, men jeg fik den.

Selv da jeg dansede i klub, jeg engang gik i. Så sad en af de voksne og dømmede os efter det, vi viste. Jeg fik virkelig ros. Det var virkelig bare sådan, at jeg gjorde det super godt, at jeg var god til det og det. Jeg blev glad.

Der var også engang i sådan en uge, hvor vi havde valgt to ting, vi gerne ville. Jeg havde valgt basket og hip hop. Første dag til basket var der 2 piger udover mig. Da de så alle drengene, ville de ikke alligevel. Så de valgte noget andet. Men jeg blev på holdet. Men jeg blev set ned på. Men læreren roste mig virkelig. Han syns, jeg var sej, at jeg turde være med, selvom jeg var den eneste pige på holdet, osv. Jeg blev da meget glad og overrasket.

Jeg er mange gange vant til, at jeg kun bliver rost af de voksne. Jeg er aldrig blevet rost af de jævnaldrende. Og det kan godt være, at jeg er blevet set ned på, mobbet, gjort til grin, osv. Jeg prøver alligevel bare at være der og være mig. Jeg er bare mig, jeg viser det bare på min måde.

Det blev vist meget langt, men skidt pyt. Tihifnis.